Der er rigtig mange danskere i Nice for tiden.

En af dem er en god ven af Euroman.dk, en 37-årig mand. Han holder ferie sammen med en kammerat i sine forældres lejlighed, der ligger på femte sal på Promenade des Anglais: Lige ud for stedet, hvor en mand i går kørte en lastbil næsten to kilometer igennem en uforberedt mængde og dræbte 84 mennesker.

Han har sagt ja til at sætte ord på, hvad han så, og hvordan han reagerede på oplevelsen, men han ønsker at være anonym.

Her er hans beskrivelse af, hvad der skete, og hvordan det har været at vågne op i Nice dagen efter det ufattelige.

"Efter en rigtig dejlig dag, hvor vi har kørt rundt på cykel langs havnefronten og ud til en lille badeby lidt uden for Nice, sidder vi ved ellevetiden om aftenen på altanen på femte sal og kigger på det meget flotte og imponerende fyrværkeri, der er arrangeret i anledning af Bastilledagen.

Under os på strandpromenaden er der tusindvis af mennesker. Alt er fuldstændig proppet og et stort trafikkaos. Det er turister, familier med børn, folk i alle farver og af alle nationaliteter. Ude på havet ligger der både, som fyrer fyrværkeri af. Da det er færdigt, klapper folk, og efter lidt tid begynder menneskemængden at bevæge sig.

Jeg har svært ved at bestemme, præcis hvor lang tid der går, men måske er der gået et kvarter, hvor vi har siddet og snakket om musik, da vi pludselig ser en hvid, meget stor lastbil uden lys på komme ind fra højre. Den kører oppe på den brede promenade, altså ikke på kørebanen. Den har nok kørt en hundrede meter ind i menneskemængden, inden vi ser den komme pløjende.

Folk råber og skriger. Vi ser bilen ramme mange mennesker. Mennesker, der bliver kastet op i luften. Mennesker, der bliver knust. Mennesker, der bliver flået ind under bilen. Mennesker, der får revet legemsdele af. Jeg rejser mig op. Og stivner. Min ven kaster sig ned i en stol. Ikke fordi han er bange, men fordi vi er lammede. Hvad sker der?

Vi hører ikke nogen skud, og snart er bilen ude af syne. Lige nede under os ligger der masser af døde mennesker. Det er nok det mest rædselsfulde, jeg nogensinde kommer til at opleve. Mennesker, der skriger og råber og ligger på knæ og græder. Pårørende, der prøver at få liv i de afsjælede legemer. Men også lig, som der ikke er nogen pårørende til. Overalt er der mennesker, der flygter. Man kan jo ikke vide om, der er en bombe.

Så begynder gæster og personale, som opholder sig på strandbaren tæt ved, at finde tæpper og lægge dem hen over ligene. Men tæpperne flyver hele tiden af i blæsten. Over det hele er der folk, der knæler hen over sårede og døde.

Endelig ankommer politi og brandvæsen. Redningsfolk kommer løbende. De tilbringer kort tid ved hvert lig, de konstaterer tilsyneladende, at der ikke er noget at redde. De sårede bliver hevet væk og efterlader blodpøle, men de fleste er døde. Der er ikke meget håb, når man bliver hevet ind under en lastbil i fuld fart.

Lige nede foran er der en mand i en lyseblå skjorte, der råber og skriger, som man ser det på film: "Noooooo." Han knæler ned over en kvinde. Hans kæreste, må man antage.

Vi tager billeder. Jeg har spekuleret på hvorfor. Det er ikke for at sælge dem til Ekstra Bladet, men alligevel føler vi en eller anden trang til at dokumentere det. Måske for at kunne bearbejde det. Fastholde det groteske. Begribe det ubegribelige.

Det er så surrealistisk at sidde på første parket til et terror-angreb.

Som jeg husker det, giver vi hinanden et kram. Måske siger vi, at det var godt, vi ikke var nede på gaden. Vi har set døden i øjnene, og vi kommer til at være mærkede af det resten af vores liv. Men heldigvis var vi ikke dernede. Måske er der også en smule kynisme i det. Jeg føler i hvert fald ikke, at nu bliver jeg religiøs. Der er ikke noget guddommeligt over situationen.

Det næste, jeg tænker, er, at jeg skal give besked til mine nærmeste. Jeg skriver til mine forældre og melder mig i god behold på Facebook.

Et par gange spørger vi hinanden:

"Skal vi gå derned?"

"Kan vi gøre noget?"

Men vi kender godt svaret. Vi vil ikke kunne gøre nogen forskel. Virkelig ikke. Der er ikke noget en dansk turist kan gøre. Ikke engang binde en t-shirt rundt om nogens ben. De er jo blevet slået ihjel.

Så er vi inde på en masse nyhedsmedier, amerikanske, franske og danske. Der er mærkeligt få informationer. Pludselig ser vi en opdatering på Ritzau, hvor det formodes, at der er tale om terror. Det har vi nu også selv været ret sikre på. Det virkede for bestialsk til at være en ulykke.

Det er meget, meget absurd at se mennesker blive slået ihjel med overlæg. At være vidne til, at nogen kan finde på det i en så ikke-konfrontatorisk sammenhæng. Helt uden skelen til om målet for angrebet er voksne eller børn, om de har øl eller is i hånden.

Jeg får en fornemmelse af, at det er vigtigt at udtrykke min kærlighed til mine nærmeste. Glemme deres mangler og træde ud af hverdagens små sko. Ikke være bange for at give udtryk for mine følelser. Fortælle folk, at jeg elsker dem. Det ringer jeg til mine forældre og siger.

Pludselig er der gået mange timer. Klokken er to om natten, og militærfolk står og vogter over ligene under tæpperne. Jeg går i seng.

Da jeg vågner i dag er den smukke udsigt skæmmet af ligene, der stadig ligger under deres blå tæpper, som ind i mellem blæser op, så man kan se dem.

Jeg har en meget polariseret følelse.

Generelt på menneskehedens vegne er jeg ret pessimistisk. Jeg synes, verden er ved at udvikle sig til et meget ondt sted. Hvor meget onde kræfter spiller os ud mod hinanden, og jeg har svært at se, hvordan det skal stoppe, når det går på den måde. Jeg har svært ved at se noget som helst håb.

Samtidig er jeg glad for at være i live og glad for at have mennesker at snakke med om det, jeg har oplevet. Og jeg har trang til at stå tættere sammen med de mennesker, jeg deler min tilværelse med.

Jeg har troen på kærligheden samtidig med en fornemmelse af, at menneskeheden er fucked.

I dag føles min eksistens ret nyttesløs. Jeg har ikke været ude af lejligheden siden i går. Jeg har overvejet det, men ikke haft megen lyst. Politiet har spærret af, men man kan vist godt få lov at komme ud. Jeg har bestemt ikke lyst til at opholde mig i store menneskemængder.

Men det ville være dejligt at komme en tur ud af byen, måske op i bjergene. Opleve et eller andet rart.

Her i lejligheden smækker vinduerne og altandøren i blæsten. Flyene, der lander i lufthavnen, flyver ret tæt forbi. Det er som om, jeg er lidt overfølsom. Lydene er alt for høje.

Min storebror har spurgt mig, om jeg vil hjem, han skal nok ombooke min billet. Men foreløbig bliver jeg her. Jeg er glad for, at jeg ikke er 16 år, men at jeg har lidt erfaringer og ballast at stå imod med. Jeg er glad for, at jeg har selskab.

Jeg kommer aldrig til at slippe af med det billede, jeg fik på nethinden i går. Jeg ønsker ikke for nogen, at de skulle opleve det samme, men jeg må acceptere, hvad jeg har været vidne til. Hvis jeg senere får brug for at gå til psykolog, så må jeg gøre det.

Men det er ikke enden på alting. Det er ikke enden på mit liv."

LÆS OGSÅ: Dansk familiefar i kamp i Syrien: "Det er skræmmende let at slå IS ihjel"

LÆS OGSÅ: Synagogevagtens far: "Jeg har været drevet af hævn og tænkt på drab"

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at sidde bag kassen ved et bankrøveri