”Ja! Det har jeg gjort et par gange. Hvor jeg simpelthen er blevet behandlet så dårligt, og betjeningen har været så ringe, at jeg har rejst mig og sagt: ’Rend mig i røven!’ Det er ved at være et par år siden sidst. Engang i Frankrig var jeg afsted med en ven, hvor tjeneren virkelig havde en attitude. Det var sådan en franskmand, der syntes, at folk, der ikke snakkede fornemt fransk, var under hans værdighed. Det var hele den foragt, hvormed han betjente os. Og ikke reagerede, når man sagde: ’Må vi bede om noget mere vin?’ Han ignorerede os bevidst. Min ven og jeg kiggede på hinanden og sagde: ’Okay, we’re out of here.’ Så skred vi bare.”
”Min hustru og jeg vågner ved 07-tiden, hvorefter vi sætter os og drikker en kop kaffe. Så går vi i skoven med hundene i en lille time, og bagefter laver jeg morgenmad. Det er altid mig, der står for den. Jeg spiser stort set altid et stykke ristet brød med spejlæg og et glas juice til. Og kaffe. Hvis jeg bliver træt af spejlæg, tager jeg et stykke ost. Derefter går min hustru på arbejde, og jeg går på mit arbejdsværelse. Mandag, tirsdag og onsdag bruger jeg meget på mine deadlines ved Weekendavisen, og om tirsdagen optager jeg ’Rockhistorier’, som jeg typisk forbereder om torsdagen. Fredag er til diverse kontorting. På den måde er ugen rimelig fast. Men selvfølgelig sejler det hele tiden. Så skal hunden til dyrlæge, eller bilen skal på værkstedet. Der er altid et eller andet, der får det til at skride. Det lyder jo ellers så smukt. Som om jeg har fuldkomment tjek på det. Men præcis ligesom alle andre balancerer jeg konstant på kanten til katastrofen. Som ung var jeg fuldstændig kaosmenneske. Det var faktisk først, da jeg i en alder af 37 blev fastansat på Dagbladet Information i 1992, at jeg kom ind i nogle rutiner. Det var simpelthen nødvendigt for at overholde mine deadlines.”
”Tag den med ro med sprutten, Lynggaard. Lad den nu ikke overtage dit liv. Det er så fucking trivielt at være alkoholiker. Det ville jeg sige: Prøv at styre din brandert, min ven. Så får du nok et bedre liv på den lange bane.”
”Jeg var i hvert fald ihærdig, når jeg var forelsket i nogen. Så gjorde jeg stort set alt, hvad jeg kunne, for at de også skulle forelske sig i mig. Og jeg var åbenbart heldig. I puberteten var jeg forelsket i tre, og jeg endte med at blive kærester med dem alle tre. Jeg fik et råd af min mor. Hun sagde: ’Prøv nu at høre, hvad pigerne har at sige. Hør efter, Klaus. Så kan det være, at de også synes, at du er interessant.’ Sproget stod ud af begge ender på mig, så det var ret svært for mig, men jeg gjorde mig virkelig umage med at lytte til dem. Og så kan det nok ikke skjules, at det gjorde indtryk hos pigerne, at jeg skrev digte til dem. Ikke særligt gode digte, men digte. Det kan piger godt lide.”
scroll-down
