Den første gang, jeg ankom til Slettestrand, var på mountainbike. Vi cyklede hele vejen fra Aalborg, der ligger over 40 kilometer mod øst.

Det er næsten 20 år siden, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Fuck, findes der sådan noget her i Danmark?’ Det var en øjeblikkelig forelskelse i den vilde natur.

Nordvestkysten er ret unik, netop fordi kysten er nordvendt. Vi ligger i læ af Hanstholm og Bulbjerg. Her er derfor mindre stormomsust, end der kan være andre steder på vestkysten. Naturen er også mere rodet og varieret.

Og vi har Lien-skrænten, landets største indlandsskrænt. Den er skabt af lag af ler og kalk, så den holder på en masse vand. Det er med til at skabe en helt anderledes frodig vegetation i området.

Og du finder de her gamle slugter som Fosdalen, hvor det føles fuldstændig som at være kommet til Costa Rica.

Det er i disse omgivelser, at vi har mulighed for at etablere nogle fuldstændig fantastiske stier til blandt andet mountainbike. Det er i høj grad min svoger Esben, der går og bygger dem.

Sporene blev indviet i 2009, dengang der ellers nærmest kun var mountainbikespor i Rold Skov og Hareskoven. Alle sporene er håndbyggede. Jorden, vi har heroppe, indeholder stadigvæk en del sand, og sand dræner. Det har den effekt, at sporene faktisk er bedst i vinterhalvåret. Her er de mere faste, man har mere kontakt.

De bliver ikke mudrede, som man typisk ser mange andre steder. Man ruller hurtigere, og det føles helt anderledes end om sommeren. Og fordi sporene er meget naturlige, får de lov til at variere med årstiderne.

Om vinteren, når bladene falder af træerne, bliver landskabet mere åbent, selv om vi ligesom resten af vestkysten også har en del nåletræer, der holder på det grønne hele året rundt.

På samme tid, som landskabet åbner sig, går turistsæsonen også på hæld. Her er færre mennesker, mere ensomt. Naturen får et barskere udtryk. Vinden rusker, her bliver koldt. Man kan godt føle sig lille. Der er noget storslået over det.

Det er ikke sådan, at man har en følelse af at været blevet sat af med en vandflyver, og der pludselig kommer en bjørn og æder én, men her er storslået. Man kan se langt, og der er ikke lys i alle husene om vinteren. 

Hver dag varierer lyset. De variationer, der er i skydækket, som man ikke oplever, hvis man bor et sted, hvor der er gadelygter, ser vi helt tydeligt her. På en enkelt dag kan det skifte mange gange. Heden bliver helt mat i farverne. De grå toner træder frem.

Vinteren er også den bedste tid på året til at surfe. Mange af os, der bor her, kan godt lide at komme på vandet. Jeg er ikke den store surfer, men jeg prøver. Jeg kan godt lide den tålmodighed, der er forbundet med det.

Man er sænket ned i elementet, helt omsluttet. Hver dag i vandet føles forskellig. Man driver væk fra kysten, og man kan kigge ind på det landskab, man befinder sig i til daglig.

Stort set alle, der bor her, arbejder med turisme. Vinterhalvåret er derfor også den tid på året, hvor vi har bedst mulighed for at være sammen med familie og venner.

Det er en tid, hvor vi rykker sammen, går i saunaen, hopper en tur i vandet. Får en dram i fællesskab. Eller en kop kaffe ved købmanden.

Hvert år, på årets sidste dag, holder vi et arrangement ude i skoven. Dem, der kører på mountainbike, dem, der løber, dem, der vandrer, dem, der rider, mødes alle sammen og får en lille én.

Vi har et fantastisk destilleri lige uden for byen, og ham, der har det, plejer at tage et par gode flasker rom med. Vi tænder et bål og får os nogle æbleskiver, og så ønsker vi hinanden godt nytår.