"Mange, der skal lære at lave hovedspring, har en tendens til at hoppe udad mod vandet, men det skal man ikke gøre”

Vi har talt med Laura Venetia Valore, som har vundet danmarksmesterskaberne i udspring over 30 gange, om kunsten at lave det perfekte hovedspring.

'Mange, der skal lære at lave hovedspring, har en tendens til at hoppe udad mod vandet, men det skal man ikke gøre”
Offentliggjort

Hvordan laver man et godt hovedspring?

”Mange, der skal lære at lave hovedspring, har en tendens til at hoppe udad mod vandet. Det skal man ikke gøre, for så er der større sandsynlighed for, man rammer vandet med maven. Den ene hånd skal have fat i den anden, så man laver det, man kalder en kobling. Man skal turde at hoppe så lige og så langt op i luften som muligt, og når man er på sit højeste punkt, laver man en sammenbøjning, hvor man vender numsen i vejret og hovedet nedad. Herfra gælder det om at engagere hele kroppen. Arme, mave og ben skal være spændte og udstrakte.”

Hvordan træner man et godt hovedspring?

”Man starter med at lave et nedfald, hvor man træner det at koble hænderne og at falde med hovedet ned mod vandet. Man står på kanten eller på vippen med benene strakt, og så laver man en hoftebøjning, så overkroppen peger ned mod vandet. Derfra lader man sig falde i vandet, og jo tryggere man bliver ved det, jo mere kan man begynde at hoppe opad i luften i stedet for at hoppe fremad.”

Hvilke svømmehaller i Danmark er bedst at træne i?

”Danmark er faktisk ikke skidegode til det med vipper. En rigtig konkurrencevippe føles som sandpapir under fødderne. Man står vildt godt fast. Men danske svømmehaller synes nærmest, det er mere farligt, fordi man så kan hoppe højere. Derfor er vipperne i Danmark glattere, end de skal være. Men i Bellahøj, Lyngby og Greve har de gode vipper at træne på.”

Hvilket spring skal man lære, når man har mestret hovedspringet?

”De fleste tænker, at salto er det næste, men jeg synes, man burde lære et tyskerspring. Her står man med ryggen til vandet, hopper tilbage og tager overkroppen frem og hovedet ned mod vandet. Det, synes mange, er uhyggeligt, fordi man hopper ind over vippen med ansigtet, men det er helt de samme bevægelser, som man laver i et normalt hovedspring. Man skal bare hoppe bagud i stedet for fremad.”