Hvornår blev du en mand?
”Jeg var helt ung i 70’erne, hvor der var en meget bastant mas-kulin kultur, så jeg kan tydeligt huske, da jeg som 13-14-årig var inde at se Fellinis ’Casanova’ med Donald Sutherland i hovedrollen.
Han var grim som arvesynden og sminket som en bordelmutter og havde et vidunderligt miks af glamour og lidelse over sig. Et eller andet sted tænkte jeg: ’wow, der er håb’, for han var så atypisk en mand at caste som den store forfører.
Det var med til at åbne nye perspektiver for mig, for jeg kom ud med et helt nyt billede af, hvad det ville sige at være mand. Donald Sutherland var på den ene side strunk som en hingst og udførte sine pligter, men inkorporerede samtidig glamrockens leg med kønsidentiteter.
Han var en slags drag-udgave af den klassiske mand og var med til at tegne et forfriskende alternativ op for sådan en som mig, der ikke kunne genkende mig selv i tidens gennemsnitlige mand.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”’Lad være med at være dig selv’, fik jeg at vide en sen nattetime for femten år siden. Det skal ses i den kontekst, at jeg nogle gange hellere vil spille rollen som Martin Hall frem for at være den.
Jeg lægger alt for tit mit hjerte på bordet. Jeg er ekstremt nærtagende, og det synes jeg, man skal være som kreativ sjæl, for ellers er der ikke noget brændpunkt. Til tider kan det være en fordel at gemme sig bag en maske.”
Hvad er det mest besynderlige, en kvinde har sagt til dig?
”’Martin, du har en vidunderlig krop’. Det må understrege, hvor langt man kan komme med charme.”
Hvordan lever en mand bedst med at blive ældre?
”Alderen har kun været en fordel for mig, og jeg vil til enhver tid foretrække nutiden. Mit liv, fra jeg var 18 til 25 år, var en katastrofe. Du kan ikke leve med at være oppe tre døgn i træk på amfetamin, have århundredets nedtur på fjerdedagen, og så starte forfra.
Der var nogle år, hvor hver dag handlede om at overskride grænser. Jeg tog alt, hvad der blev lagt på bordet foran mig, uden at blinke med øjnene. Det er vel også derfor, at mange i min omgangskreds er døde i en alt for ung alder.
For mig var det at tage stoffer en måde at opleve kontroltab på. Det var et interessant eksperiment, men det er ikke den bedste måde at leve på. Så i midten af 1980’erne trak jeg mig tilbage fra musik og kunst i nogle år. Alderen har givet mig en ro.
Martin Hall
Martin Hall er musiker, komponist, sanger og forfatter. Som dreng begyndte han på Københavns Klaver- og Musikkonservatorium, og ti år senere blev han optaget ved Det Kongelige Danske Kunst-akademis Billedkunstskoler. Han har i karrieren udgivet 100 plader, et væld af bøger, stået bag teaterforestillinger og været dommer i ’Danmark har talent’. Hans seneste udgivelse er selvbiografien ’1971-1985’, der beskriver hans hektiske opvækst og promiskuøse ungdom i 80’ernes København.
Hvad er din største fortrydelse?
”Kun at være god til én ting: at være Martin Hall. Som menneske er jeg præcis det modsatte af den karriere, jeg har haft. Den totale anonymitet og enkeltheden ved, at hver dag er den samme, tiltaler mig meget, eftersom jeg lever et omskifteligt liv og er en offentlig person.”
Hvad er den bedste måde at håndtere vrede på?
”Jeg ved ikke, om det er den bedste måde at håndtere vrede på, men engang skulle jeg spille til Roskilde Festival med mit band ’Ballet Mécanique’, selvom jeg altid har hadet festivaler, udendørskoncerter og ladvognsarrangementer.
Vi skulle spille i noget, der dengang hed Rytmeteltet, og blev introduceret af konferencieren som det næste led i underholdningen. Det, jeg lavede, havde intet at gøre med underholdning.
Så det lykkedes os at tømme teltet for 5.000 mennesker efter ti minutter, fordi vi lavede et sonisk hærværk af dimensioner. Der blev måske 20 tilbage, som til gengæld syntes, at det var årets koncert.”
Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
”Hjemme hos mig selv efter to døgns eskapader uden nogen anelse om, hvordan jeg selv og to kvinder var endt der. Og hvad genstandene omkring mig lavede i sengen. Der er stadig visse ting, der henstår i stor uklarhed, men jeg erindrer en voldsom genital ømhed, som jeg ikke har lyst til at opleve igen. Jeg siger ikke mere. Nogle ting er bedre overladt til folks forestillingsevne.”
Hvornår har du været rigtig bange?
”Da jeg som niårig boede alene med min far i en lille landsby i Spanien. Regnen stod ned i lårtykke stråler, og det lynede, da det bankede på en sen aften. Min familie har aldrig været særlig gæstfri, så min far skyndte sig at slukke al lyset. Man kunne se omridset af en messende kvinde udenfor, som bankede løs og hylede.
Min fars måde at agere redningsmand på var at efterlade mig i det tomme hus, mens han løb ud af bagdøren efter hjælp. Det viste sig bagefter, at kvinden var stukket af fra det lokale sindssygehospital. Den nat erfarede jeg frygt for første gang.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
”I december 1984 opførte jeg en forestilling, der hed ’Parade’. Min mor skulle have spillet en nøgen kvindelig Jesus Kristus, men hun begik selvmord to måneder inden, så min far overtog hendes rolle.
Min ven Henrik og jeg havde de øvrige roller. Klimaks var en sekvens, hvor vi blev kørt ind i rullestole, mens der over os blev vist nogle slørede 8mm film, hvor vi gav hinanden blowjobs i en kælder.
Vi sad helt afklædte, indsmurte i svinefedt, og stak armene frem mod publikum og begyndte med barberblade at skære os selv til blods med en kraft, der gjorde, at blodet stod ud over første række.
Det var altså i en tid, hvor aids-frygten var på sit højeste, så det var ikke særlig populært. Jeg havde også en kæreste på det tidspunkt, der ikke var specielt begejstret for at se mig slikke pik på en af vores venner. Så det forhold gik hurtigt i stykker. Hver morgen, når jeg ser de barberbalds-ar, bliver jeg mindet om de bedste sider ved mig selv. Og de værste.”
LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger
LÆS OGSÅ: Carsten Bang: Da jeg blev bidt af en edderkop, gik det op for mig, at jeg nu var en mand
