Nikolaj Hübbe: ”Jeg var blevet paranoid”
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Nikolaj Hübbe: ”Jeg var blevet paranoid”

I seneste nummer fortalte komiker Mick Øgendahl Euroman om, hvordan han endte i en personlig krise og måtte søge psykiatrisk behandling.

I denne måned medvirker Nikolaj Hübbe i et stort interview, hvor balletmesteren blandt andet taler om en professionel ballade, der fik alvorlige konsekvenser for ham. 

I 2008 vendte Nikolaj Hübbe hjem fra New York til en stilling som chef for Den Kongelige Ballet med 100 dansere - med overenskomst og fagforening.  Et drømmejob for den tidligere solostjerne.

Men allerede få måneder efter hans ansættelse begyndte problemerne at ulme, og i sommeren 2011 krakelerede murene på det gamle teater, og problemerne sivede ud til offentligheden.

Danserne savnede angiveligt, at deres chef gad forklare, hvorfor han havde fravalgt dem til et stort parti. Nikolaj Hübbe offentliggjorde blot rollelisten på oplagstavlen uden nogen forklaring. Traditionelt er der ikke meget føleri i træningen hos et professionelt balletkompagni, og sådan var Nikolaj Hübbe selv blevet opdraget.



Morgenopvarmningen kl. 9 var endnu en kilde til uro. Til flere af dansernes frustration krævede balletmesteren, at alle mødte op til opvarmningsøvelserne inden prøverne, selv om det ikke stod i overenskomsten. 

Erik Jacobsen var dengang direktør for Det Kgl. Teater. I dag siger han om forløbet:

”Nikolaj strittede imod alt, hvad der hedder overenskomster og dansk funktionærmentalitet. Han gav nogle interview, som ikke var så kloge. Det gav ham problemer med Balletforeningen, som syntes, han var urimelig og forfulgte folk. Hvortil han svarede: ’Jeg forfølger ikke folk, jeg prøver at drive dem til at udnytte deres talent.’”



På baggrund af kritikken fra Balletforeningen satte ledelsen en trivselsrapport i gang. Den blev udarbejdet af Helle Hein, som er ph.d., lektor ved CBS i København og privat konsulent.

Rapporten blev lækket til pressen. Her stod der, at arbejdsklimaet var præget af mobberier og klikedannelser blandt danserne. Forskeren havde interviewet 55 dansere og kunne berette, at flere af dem var bange for balletmesterens temperament.

Nikolaj Hübbe husker de dage, konflikten på balletten brød ud i alle landsdækkende medier. 

”Hver gang jeg åbnede avisen, stod der et eller andet. Jeg kunne lige så godt have lagt mig op på gabestokken på Gammeltorv. Så kunne folk komme og pisse og skide og spytte på mig, som de lystede. Alle havde en mening, alle skrev læserbreve, alle prikkede og spiddede og sydede og boblede, som de lystede. Det var vildt.”

I dag erkender Nikolaj Hübbe gerne, at transformationen fra New York til København var sværere, end han havde regnet med. Men han mener stadig, at et balletkorps skal ledes med disciplin. 

"Den militaristiske kultur ligger dybt i balletten. Det var vi alle vant til. Og så var der nogen, der lige pludselig ytrede: ’Nej, det må høre op.’ Det kan jeg godt forstå.”



Hvad har sagen lært dig om ledelse?

”Der var visse dansere på Det Kgl. Teater, som var luddovne,som ikke lavede en skid. Og her har vi hele Danmark, som betaler skat, og så skal vores dansere kraftedemig også yde noget. Så er det altså om at gå på scenen og lave nogle entrechat’er. Vi kan ikke have den der lemfældighed. Man kan så sige: Kunne jeg ikke have skabt ikke-lemfældighed på en anden måde? Sikkert. Jeg har lært nogle pædagogiske greb. Det er bedre at sige til en danser: ’Nu skal du høre her, det er skidegodt, og du er rigtig god, men måske kunne du ...’ Jeg tror, man kommer længere på kærlighed og elskværdighed end som oberstløjtnant.”

Tog danserne kokain?

”Det hele var blevet blæst op. Jo, der var en eller anden, der havde taget det i en sommerferie. Men helt ærligt, hvor mange 18-19-årige har ikke gjort det?”

Efter flere dages intensiv mediedækning begyndte Nikolaj Hübbes psyke at blafre.

LÆS OGSÅ: Per Fly: Sådan føles det at få angst

”Jeg havde en massageaftale i en lille gammel københavnsk baggård. Jeg lå på briksen, da jeg hørte stemmer ude i gården. Jeg troede, det var Se og Hør, der var fulgt efter mig. Jeg rejste mig fra briksen: ’Ved du hvad, jeg er nødt til at gå nu. Jeg tror, jeg har glemt at låse døren derhjemme. Jeg tror også, jeg har glemt at slukke for kogepladen.’ ’Nå, o.k.’ ’Ja, du må meget undskylde.’ På med klunset og ud derfra. Da jeg kom ud, så jeg, at det var tre flyttemænd, der stod og sludrede. Jeg tog direkte hjem, låste alle døre og rullede gardinerne ned.”

”Jeg var blevet paranoid.”

”Min meget søde overbo, som er journalist, tekstede mig. ’Ud, løb, væk, forsvind. Gå i opløsning, bliv usynlig. Tag væk. Og du siger ikke til nogen, hvor du er.’ Jeg pakkede en taske, gik ned gennem gården, forbi skraldespandene, kravlede over plankeværket og fortsatte ind gennem passagen, forbi det gamle Krasnapolsky og Australian Bar. Så kom en af mine venner og hentede mig i sin bil og kørte mig væk, ud af byen. Jeg boede i hans sommerhus, gik ture og lavede mad og intet andet.”

Hvad var det, du frygtede de dage? 

”Ballettens fremtid. Min egen sanity.”

Læs hele Jonas Langvad Nilssons portræt af Nikolaj Hübbe i det nye nummer af Euroman, der udkommer 27. november.

LÆS OGSÅ: Yahya Hassan: "Lige for tiden får jeg ikke tid til andet end skrive om liderlige sms'er"

LÆS OGSÅ: Knud Romer: "Oplevelsen, der gjorde mig til en mand"


Se, hvad vi ellers skriver om: Teater