Jeg har aldrig prøvet at sidde i fængsel før. Da jeg blev anholdt og dømt i udlandet, var det allerførste gang, jeg skulle i fængsel. For min egen skyld og de mennesker, jeg havde med at gøre dengang, vil jeg helst ikke sige, hvorhenne det var. Men det var i Europa, mere syd end nord. Jeg skulle transportere nogle ’ting’, ja, narkotika, over en åben grænse i en bil. Da jeg havde passeret grænsen, blev jeg stoppet af en civil politibil. De sagde, at det bare var en almindelig paskontrol. Men så spurgte de, om jeg havde noget i bilen, jeg ikke måtte have. Våben, stoffer eller sådan noget. ”Nej,” svarede jeg. ”Og I er velkomne til at tjekke.” Det tog dem en times tid, så fandt de det.

Jeg forholdt mig faktisk ret cool, synes jeg selv. Det fremgår også af politirapporten. De synes, at det var overraskende, hvor afslappet jeg var i forhold til, hvad de gjorde ved mig og bilen. De kommanderede ret hårdhændet rundt med mig og sagde, jeg skulle stå dér og holde mine hænder på en bestemt måde. De rodede bilen igennem. Men mine erfaringer fra det her fag er, at det er bedst bare at være rolig og lade være med at vise nervøsitet. I forvejen oser jeg af selvtillid, og jeg er ret god til at snakke. Jeg tænkte, at jeg nok skulle klare det her, hvis de fandt tingene. Jeg skulle nok kringle mig ud af det, når de fik min historie og min forklaring.