Det har jeg lært: Bengt Holst

Det har jeg lært: Bengt Holst

Zoo-direktør Bengt Holst: "Hele giraf-sagen viste mig, at det kan betale sig at stå fast og tro på sig selv"

Den 65-årige zoo-direktør Bengt Holst om sin fascination af regnorme, om at have en jungleorm i øjet, om at snyde døden og om at selv at få dødstrusler.

Hvilken begivenhed ­ændrede dit liv?

”Som ung teenager købte jeg en bog, der handlede om regnormen. Jeg købte den på bogudsalg, og jeg var lige begyndt at interessere mig for dyrelivet. Jeg blev så betaget af den regnorm. Tænk, at man kan skrive så tyk en bog om sådan en lille ting, der på en varm sommerdag ligger og tørrer ud på fliserne.

Jeg var meget fascineret af deres parringsspil. De ligger langs hinanden. De er hermafroditter, så de peger i hver sin retning for at kunne aflevere sæd og modtage sæd på samme tid. Den bog var en øjenåbner for mig. Den fik mig til at ville arbejde med dyrs adfærd. Hvis man kan få så meget ud af en regnorm, hvad kan man så ikke med alle andre dyr.”

Hvilken færdighed bør enhver mand mestre?

”Stå fast på sine holdninger. Da jeg var færdig med gymnasiet, gik jeg ind i Livgarden. Jeg tænkte: ’Skal det gøres, så skal det også gøres ordentligt.' Jeg blev uddannet sergent og senere reserveofficer.

Da jeg kom på universitetet i 1973 for at læse biologi, var det lige efter 1968-oprøret og Vietnamkrigen. Der var en meget stærk venstrefløjsaktivitet, og rigtig mange kunne ikke forstå, at man kunne være militærperson. Det fik jeg nogle knubs for.

Men fordi jeg stod fast og forklarede mine holdninger, accepterede langt de fleste det. Alt for mange bøjer hovedet første gang, de møder modstand for ikke at blive underkastet hån. Jeg tror, at det er enormt væsentligt, at vi kommer væk fra, at man er bange for, hvad andre tror og mener.”

Hvad bør enhver mand vide om ­kvinder

”At vi grundlæggende tænker forskelligt. Den ene måde at tænke på er ikke bedre end den anden. Vi fungerer godt i forskellige situationer, og sammen supplerer vi hinanden fantastisk godt.

Hvis man ikke erkender, at vi tænker forskelligt, løber man ind i nogle problemer, fordi man ­forventer, at andre vil handle som en selv. Det er nok noget, jeg har taget med fra biologien, hvor hannerne og hunnerne har forskellige strategier.

Basalt set skal hannerne ud og skyde med spredehagl, mens hunnerne skal sørge for, at hun finder en god han, hun kan holde fast på. Han vil helst rundt til dem alle sammen,og hun vil helst holde på ham, og det kommer der et kompromis ud af.

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”I 1998 var jeg kommet hjem fra Brasilien, hvor jeg havde været 14 dage i felten i forbindelse med et naturbevarelsesprojekt for truede løveaber. Da jeg kom hjem, havde jeg nogle myggestiklignende stik på armen og et betændt øje.

Det var fuldstændig rødt, og af og til gav det et jag, som om man stak en nål ind i øjet. På Herlev Hospital kom en ung kvindelig øjenlæge ind, placerede mig med hovedet i en spaltelampe og lyste mig i øjet.

Pludselig sagde hun: ’Gud, det er levende’, og så kom der en lille orm ud af øjenlåget. Så var fanden løs i Laksegade. Hun hentede alle de andre læger, som skulle se den her levende orm kravle ud af mit øje.

Hun ville gerne skrive en videnskabelig artikel om det. Efter jeg havde fået opereret ormen ud af øjet og fået fjernet yderligere syv fra armen, aftalte vi, at vi skulle mødes til en øl for at finde ud af, hvordan vi skulle få artiklen publiceret.

I mellemtiden var jeg taget til Grønland for at indfange moskusokser, men jeg tog mod til mig og ringede til hende fra Grønland. Jeg havde ikke tænkt over, at det var nat i Danmark, så den gik på hendes telefonsvarer, som sagde: ’Jeg er ikke til stede, men hvis det er Bengt, der ringer, så må du godt ringe igen.’ Da jeg kom hjem, tog jeg direkte fra lufthavnen hen til hendes lejlighed og blev der en uge. Vi har været sammen siden.”

Bengt Holst er uddannet biolog ved Københavns Universitet i 1983 og har arbejdet som vicedirektør og viden-skabelig direktør i København Zoo siden 1994. Han har været med i Danmarks Radios naturvidenskabelige radioprogrammer ’Leksikon’ og ’Viden om’. I 2012 blev han udnævnt som formand for Det Dyreetiske Råd, men det var først i 2014, at han blev danmarks- og verdenskendt, da København Zoo aflivede og live-obducerede en ung giraf ved navn Marius.

Hvad er din største fortrydelse?

”At jeg ikke var der mere for min far, da han lå på sit dødsleje. Min far og jeg var meget tæt knyttet til hinanden. Udover at være i familie var vi også rigtig gode kammerater.

Han fik en svulst i hjernen, som først blev opereret ud, men efterfølgende kom en ny. Samtidig var jeg lige blevet nyforelsket, og jeg brugte alt for lidt tid hos min far i den periode. Det har jeg fortrudt lige siden. Vi havde været tætte i så mange år, og da han havde allermest brug for mig, var jeg der kun lidt ’on and off’. Man vænner sig aldrig til tanken om, at ens mor eller far er død, men man lærer at leve med det.

Har du nogensinde snydt døden?

”Jeg skulle flyve fra Rio de Janeiro til Paris i 2009. Der gik kun et rutefly om dagen, så jeg kunne vælge at flyve mandag eller tirsdag. Helt tilfældigt valgte jeg tirsdag, så jeg kunne få lidt ro på efter nogle dage i felten. Det fly, jeg kunne have taget om mandagen, var et Air France-fly, der styrtede ned i Atlanterhavet. Det kunne lige så godt have været mig.”

Hvornår fandt du ud af, at du var kendt?


”Det var i 2014, da hele giraf-sagen kørte. Jeg var så eksponeret i medierne, at folk kunne genkende mig på gaden. Mens det stod på, var jeg stort set ikke sammen med min familie, fordi journalisterne gerne ville have historien fra hestens egen mund.

Hele sagen viste mig, at det kan betale sig at stå fast og tro på sig selv. Det, vi stod for i København Zoo, er nu kommet på agendaen over hele verden. Jeg fik en masse dødstrusler ovenpå sagen, men det var først, da idioterne begyndte at skrive, at de vidste, hvor vi boede, og hvor vi handlede, at det kom for tæt på.

Man ved jo, at det i langt de fleste tilfælde er en eller anden ’maniac’, der får nogle frustrationer ud ved at true, men det var ikke rart, at min familie blev draget ind i det. Det er først indtil for ganske nyligt, at det er stoppet. Men de åbne obduktioner kører stadig.”

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg om sin opvækst: ”Min mor gik ind i en psykotisk tilstand, og hun kom aldrig rigtig ud”

LÆS OGSÅ: Benny Andersen: "’Om lidt er kaffen klar’ er den den mest ligegyldige linje, jeg har skrevet i hele mit liv"

LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger