I det store Europa taler man ofte om mode-mekkaer som Milano og Paris, men i den sammenhæng er det ved være tid til at slå et slag for København. Det er ikke blot udvalget af udenlandske designere, der er værd at nævne, men det er lige så vel de danske designere, der åbner butikker i alle hovedstadens bydele.

Uanset om du er københavner, eller blot er på besøg, er det altid rart at have en guide at læne sig op ad, når man skal have opdateret garderoben, hvad end du er mest til streetwear eller klassisk stil.

Her får du otte besøgsværdige herretøjsbutikker, der fordeler sig ud over hele København.

Goods

På Østerbros hovedgade finder man efterhånden meget mere end barnevogne og glutenfri bagerier. Blandt de mest velkomne tilflyttere til Københavns østlige bydel finder man Goods.

Det kræver et mere end almindeligt godt koncept at overleve en finanskrise, og det er netop, hvad Goods kan bryste sig af. Butikken blev til i august 2008 og har siden da ikke set sig tilbage.

Med et udvalg, der spænder fra deres eget mærke til Andersen-Andersen og fra Incotex Drake’s, er der rigeligt med grunde til, hvorfor du skal slå vejen forbi, hvad end du skal klædes på til hverdag, kontor eller fest.

Besøg hjemmesiden her. 

Hvor: Østerbrogade 44, 2100 København Ø.

Siersted Store

Siersted, der er drevet af to skarpe drenge i starten af 20’erne, startede oprindeligt op som en genbrugsbutik med high-end modemærker, men for blot et par år siden slog de så dørene op for en helt ny butik i hjertet af København.

På brandlisten er både danske og internationale mærker som MISBHV, Han Kjøbenhavn, Soulland, Tonsure, Champion og Whyred.

Dermed er Siersted en af de få butikker i Danmark, som sælger det populære danske mærke Tonsure og det polske high-end mærke MISBHV.

Besøg hjemmesiden her. 

Hvor: Hyskenstræde 12, 1207 København K

Sur le chemin

Bag det franske navn gemmer sig en kreativ direktør fra Norge, der har etableret sig selv hos flere af de største brands i den danske modebranche.

Han hedder Kjetil Aas og fren til starten af 2017 drev han Armoire Officielle, inden han satte mærket på standby for at nytænke konceptet. Resultatet er Sur le chemin, hvor de bærende elementer er kvalitet og bæredygtigt, og det skal man ikke snyde sig selv for at opleve, hvis man befinder sig i Københavns centrum.

Det er en gennemført konceptbutik, hvor du finder Sur le chemin og en række kuraterede brands, der passer ind i ånden for mærket.

Besøg hjemmesiden her.

Hvor: Lille Kirkestræde 3, 1072 København

Wardrobe 19

Ejeren af herretøjsbutikken Wardrobe 19 i pisserenden, Martin Vestphael, valgte for et par somre siden at udvide med endnu en butik, og han købte derfor et nyt stort lokale på Istedgade.

Han fik indretningsspecialisterne fra Frama til at indrette den nye butik, som er mere minimalistisk og industriel i udtrykket end den førstefødte Wardrobe 19.

Mærkerne varierer en anelse fra Wardrobe 19 med brands som L’Homme Rouge, Filson, Grenson, Livid, NN. 07 og Martin Vestphaels eget mærke Uncle Bright, der har fået lov at fylde godt i den nye butik. Det er efterhånden få mærker, de to butikker har til fælles, så der er god grund til at aflægge dem begge et visit.

Besøg hjemmesiden her. 

Hvor: Larsbjørnsstræde 19, 1454 København // Istedgade 64, 1650 København V

Brund – Jeans & Boots

Har du en forkærlighed for herretøj, der kan holde en livstid, så finder du dine ligemænd i Østerbros denim-himmel Brund.

På Nordre Frihavnsgade kan du nemlig finde den lille tidslomme, der har helliget sig selvedge jeans, rå støvler og overtøj, der fuldender looket. Der har Henrik Brunds butik ligget siden 2004, og han har brugt årene, der fulgte på at dele ud af sin passion for god kvalitet.

Hvis ikke du allerede har besøgt butikken endnu, bør du gøre det, næste gang du får muligheden. Enhver garderobe har brug for patina, og det leverer Brund.

Besøg hjemmesiden her.

Hvor: Nordre Frihavnsgade 49, 2100 København Ø

 

Native North

Det danske mærke Native North, der laver streetwear kombineret med klassisk dansk herretøj til rigtig fornuftige priser, åbnede for et par år tilbage sin helt egen butik.

Det har de gjort på det hippe Nørrebro i Elmegade og bliver dermed en del af et allerede pulserende butiks- og cafémiljø på den populære københavnergade.

Udover eget mærke sælger butikken også brands som Whyred, Oh Down, Uniforms for the Dedicated og Kinfolk.

Besøg hjemmesiden her. 

Hvor: Elmegade 3, 2200 København N

Kyoto

Der er ikke tale om den japanske storby, men rettere en kurateret modebutik på Istedgade. Siden 2001 har butikken haft plads i hjertet af Vesterbro, og har fulgt med områdets drastiske udvikling.

Hvor placeringen tidligere har haft ry for en rå atmosfære, er Istedgade nu én af Københavns mest populære gader for caféer, restauranter og butikker.

Du kan finde både danske og internationale brands i udvalget, der inkluderer alt fra Maison Kitsuné til Soulland og Fred Perry. Foruden herretøj finder du også et stort udvalg til kvinder, så der er rig mulighed for at tage kæresten med under armen.

Besøg hjemmesiden her. 

Hvor: Istedgade 95, 1650 København V

Storm

Rasmus Storm lægger navn til butikken, der har en lige så central placering på den københavnske modescene, som den har på bykortet.

På Store Regnegades første adresse finder man et sortiment af nøje udvalgt herretøj fra kendte designere og inspirerende livsstilsprodukter.

Du kan gå målrettet efter striktrøjer og sneakers, men ende med at gå derfra med et par nye solbriller og et duftlys. Storm er et besøg værd, om ikke andet for opleve atmosfæren i den pulserende butik, der tiltrækker et varieret klientel.

Besøg hjemmesiden her.

Hvor: Store Regnegade 1, 1100 København K