Corona-krisen har tvunget modebranchen til at tænke i nye ideer.
Men hvor de fleste butikker nu satser endnu mere i onlinesalg, har de tre mærker About Vintage, Christopher Cloos og Barons valgt at gå i den anden retning.
De startede alle med en digital forretningsmodel og står derfor allerede så stærkt på den front, at man nu har besluttet at åbne en fysisk butik sammen.
”Vi kender alle hinanden fra iværksættermiljøet, og vi sparrer ofte med hinanden. Vi har mange ligheder, fordi vi alle er født digitale og har valgt at specialisere os inden for én produktkategori. Vores kunder er vant til at handle med os online, men vi har alligevel ikke kunnet slippe tanken om, hvordan vi på bagkant af den nuværende krise kan skabe rammerne for en ny fysisk butiksoplevelse,” siger Thomas Andersen, co-founder af About Vintage, i en pressemeddelelse.
”Forbrugeradfærden kommer til at ændre sig, og vi ser i forvejen, at forbrugerbevidstheden generelt er stigende. E-handlen kommer styrket ud af corona, og fremtiden bliver, at forbrugeren køber en stor del af deres produkter online. Men vi tror også på, at der er skabt et rum for den specialiserede forretning til de købere, der præcis ved, hvad de går efter. Det er dog ikke nok kun sælge lækre kvalitetsprodukter – butikken skal være et sted, hvor kunderne aktivt vil bruge deres tid og få personlig vejledning i brandets historie, værdier og produkter.”
Den fælles butik kommer til at få adresse på Strøget i København i de samme lokaler, som har huset About Vintage siden januar 2020.
Nu inviterer About Vintage så Christopher Cloos og Barons ind på skift, for det er udtænkt som et pop-up koncept. Christopher Cloos rykker ind som de første 2. juni, mens Barons joiner 15. september.
Det nye fælles koncept skal passe til fremtidens butikoplevelse.
”Vi er nødt til at skabe et rum, hvor der er plads til mere end selve købet. Formålet for os er at skabe det rigtige udvalg med fokus på den gode service. Vi vil gerne skabe en fusionsbutik, der er gennemført tematiseret og specialiseret. I About Vintage laver vi ure. Det er dét, vi ved noget om. Christopher Cloos laver solbriller. Det er dét, de ved noget om. Det samme gælder for Barons og deres skjorter,” fortæller Thomas Andersen og tilføjer:
”Ved at skabe en foranderlig butik, der løbende udvikler sig i forhold til det specialiserede sortiment, tror vi på, at vi kan tilfredsstille oplevelseslysten hos kunderne fra besøg til besøg. Det giver helt nye muligheder for at kunne skabe en ny type af butik til fremtiden.”