”Rapperen Skepta er fucking sej. Han har en lidt tvedelt stil. Han ser sindssygt cool ud, når han rocker sportsmode, og det ser ud, som om han er kommet direkte fra en gymnastiktime. Jeg kan ikke forestille mig nogen, der ser lige så sej ud i et hvilket som helst track-suit, som han gør. Det ser 100 procent ægte ud. Men på den anden side er han blevet mere modeagtig i sine musikvideoer. Nærmest 90’er-futuristisk med nogle tykstellede briller, en Kangol sixpence og læderveste. Det ligner en blanding mellem en fiskervest og en S/M-vest, fordi der er nogle stålringe, han kunne blive hængt op i. Jeg ville aldrig selv klæde mig sådan, men måske spørger +bragte S/M-fiskervesten til Danmark.”
”Det er min knælange Burberry vinterfrakke i navyfarvet uld. Faconen er lavet lidt efter Lunas jakke i Bamse og Kylling, fordi den har en åbning i ryggen, der giver den en klokkeform, når den er foldet ud. Den hænger på min dør, og jeg glæder mig til at have den på. Det, der er så pissedejligt ved den, er, at man kan have den på til hvad som helst. Så den følger mig alle de otte måneder, det er vinter i det her land.”
”Min gamle lykkeskjorte, som jeg ikke kan skille mig af med, men som samtidig er for grim og hullet til, at jeg vil gå med den. Det er min kammerats gamle skjorte, som han købte i Sudan Genbrug i Viborg. Jeg lånte den på et tidspunkt og kom til at brænde et cigarethul i den, så han sagde, at jeg bare kunne beholde den. Det var et meget lille cigarethul, som man ikke nødvendigvis kunne se. Jeg tog den altid på, når jeg skulle noget vigtigt. Jeg havde den på, da jeg skrev min kvote 2-ansøgning til danskstudiet på Københavns Universitet, og da jeg fik min praktikplads på Danmarks Radio. Det er åndsvagt, for jeg er ikke overtroisk, og slet ikke i forhold til mode, men det er gået godt de gange, jeg har haft den på.”
Annonse
”Cirka 50 procent af alt det tøj, designeren Nicholas Daley har lavet. Han laver det flotteste, slummede tøj. Det er meget løst og poset, men virkelig flot. Det har nogle referencer til ’den sorte mand i Caribien’ eller ’den afrikanske mand’ og er måske også lidt beduinagtigt. Det er virkelig sejt. Sand, creme, beige og grå. En af grundene til, at jeg ikke har købt noget endnu,er, at der ikke er nogen dansk forhandler. Og så er det ret dyrt. Et par bukser kan nemt koste 5.000 kroner. Han har lavet en poncho, som jeg teknisk set gerne vil have, men som jeg ved, jeg aldrig køber. Det er for mærkeligt at gå rundt i en poncho, det kan jeg ikke. Men hvis det var socialt acceptabelt at gå rundt i en meget stor poncho, var det den, jeg ville vælge.”
”Før i tiden tænkte jeg altid: ’Åh nej, aldrig Buffalos igen’, men så kommer de tilbage og giver ret fed mening. Jeg er holdt op med at tænke sådan. Jeg har det, som om vi går i en retning, hvor alle tendenser kan koeksistere, uden at det bliver et problem, fordi vi er orienteret i så mange retninger. Men jeg kunne ikke forestille mig, at jeg begyndte at klæde mig som i gymnasiet, hvor jeg havde en meget preppy periode med pastelgule bukser, pastellyserød skjorte og en baseball-cap. Jeg havde også et par fake Evisu-bukser med røde velourlommer. Jeg håber ikke, jeg kommer til at gå i det igen, men hvis dagen kommer, så håber jeg, at jeg har det sindssygt fedt over det. Bukserne var rædsomme, men de var mit liv på det tidspunkt. Dengang kunne jeg lynhurtigt smække en rød skjorte og måske et par ærmeholdere og en vest på helt uden at skamme mig.”
”Jeg er faktisk rigtig dårlig til at klæde mig på til lejligheder. Jeg kan ikke lure en dresscode, medmindre det står sort på hvidt. Men da jeg var til kostumeprøve på P3 Guld, havde jeg et dobbeltradet, nålestribet jakkesæt på med en laksefarvet silkeskjorte indenunder. Skjorten er egentlig ret grim, fordi den har en broderet palme på ryggen, men det ser man ikke. Den har bare ligget i kostumeafdelingen siden 90’erne. Da jeg stod med ham kostumieren i dét jakkesæt, havde jeg lyst til at ringe til mine forældre.”
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
