Nyt tøjmærke er kåret til Danmarks største talent

Nyt tøjmærke er kåret til Danmarks største talent

Danmarks største designtalent forlod drømmejob i Paris, nu er han på vej mod toppen med sit eget mærke

Danske Malte Flagstad havde det, som kunne ligne et drømmejob i modebranchen. Han var på få år nået længere end de fleste danske designere nogensinde gør, men alt var ikke, som det skulle være. Han havde mistet sin livslange passion for design. Løsningen endte med at hedde Tonsure.

Han rejste sig fra stolen ved det hvide skrivebord og gik henover det knirkende plankegulv mod direktørens kontor. Ud af vinduet kunne han se den tidlige augustsol bage på de pariske gader, og reflektere på taget af kirken, som lå på den anden side af gaden.

Det var tid til at forhandle en ny kontrakt. Han følte sig sikker i sin sag. Han havde fortalt sin chefdesigner det, men ikke den øverste ledelse.

”Vi ser jo meget gerne, at du bliver hos os,” indledte direktøren.

Den italienske direktør var klædt i en farverig skjorte, jeans og et par cowboystøvler. Hans grå hår havde lidt længde og var slikket tilbage. Ved hans side sad den kvindelige HR-chef, som lignede naboens pæne pige, og virkede mere afslappet i sin fremtoning.

De havde indkaldt 32-årige Malte Flagstad til et kontraktforhandlingsmøde på direktørens kontor, hvor væggene var rå ligesom resten af lokalerne og møblerne var hvidmalede.

Hos Maison Margiela var alle medarbejdere ansat på projektkontrakter. Ledelsen trak altid forhandlingerne ud således, at de ansattes indeværende kontrakt var udløbet, når de gik i gang. Det gjorde, at medarbejderne følte sig pressede og ofte gik med på dårligere vilkår for at fastholde deres job.


Det var eftertragtet at arbejde for et modehus, som blev solgt i alle de mest anerkendte modebutikker i verden og præsenterede sit tøj under Paris’ modeuge, hvor de også havde egne butikker på nogle af de mest attraktive gader. Men samtidigt kun havde 50 ansatte i hele virksomheden.

”Det sætter jeg pris på. Men jeg har gjort mig nogle overvejelser, og jeg kan ikke fortsætte hos Margiela,” svarede Malte Flagstad.

”Vil du ikke gå hjem og tænke lidt mere over den beslutning?” Spurgte direktøren ham.

”Det har jeg gjort, og jeg har truffet min endelige beslutning. Jeg har ikke noget andet job, men jeg føler, at jeg har brug for nye udfordringer, hvis jeg skal videre i min karriere.”

Han forlod kontoret med ro i sindet og kunne mærke feriestemningen komme snigende. Efter i dag ville de alle sammen gå på en månedslang sommerferie, og  de andre medarbejdere var allerede i gang med at lave drinks.

Han glædede sig til at komme hjem til København og havde allerede booket flybilletten til næste dag. Men han var udkørt og fortvivlet. Det, han ikke havde fortalt dem til mødet var, at de i virkeligheden havde dræbt hans lyst til designerjobbet.  

-----

Passionen for design og kreativitet havde Malte Flagstad ellers haft siden barndommen. Fra han var helt lille havde han tegnet meget, og op gennem årene udviklede han sig en stor interesse for kreative miljøer inden for skateboarding og hiphopmusik.

Allerede som 14-årig købte han arkitekttegnede møbler over Den Blå Avis. Nogle beholdt han, og andre solgte han videre. Han syntes, at der var alt for rodet i morens lejlighed i Pisserenden i indre København, og han havde en klar idé om, hvordan han selv ville indrette sit eget hjem meget mere enkelt og stilrent.

Hos Maison Margiela, hvor man forbereder AW13-kollektionen.

Han troede da også, at han skulle være arkitekt, da han blev færdig med gymnasiet og fik arbejde som en slags piccolo hos tegnestuen Wilhelm Lauritsen. Her gik det op for ham, at det var de færreste af arkitekterne, som fik lov til at designe store bygninger og lækre møbler. Det handlede mere om at tegne en opgang i et lejlighedskompleks eller lægens venteværelse.

Han fik i stedet job som rekvisitør på reklamefilm. Her fik han lov til at udfolde sin interesse for indretning og lyst til at skabe noget. Det var et job, som han var glad for, men efter knap fem år følte han at han havde opnået det han kunne i branchen.  Han ville gerne tilbage til sin passion for design, og besluttede sig for at prøve at blive tøjdesigner.

-----

Malte Flagstad gik med svedige håndflader og bankende hjerte ind i klasselokalet, hvor han skulle aflevere sin portefølje. De beskidte linoleumsgulve var fyldt med små slidte borde, hvor hver ansøgers navn stod på et lille skilt. Væggene så ikke ud til at have fået en kærlig hånd i mange år, og de store jernvinduer for enden af lokalet var så beskidte, at han kun kunne ane den tidlige forårssol og bilerne på Charing Cross Road, en af Londons mest trafikerede veje. 

Med sig havde han sin selvdesignede lædertaske, hvori han havde puttet sine skitser til en kollektion, en lille serie i pap, som han havde fået produceret hjemme i København på en lille æskefabrik og sit CV.

Det føltes lidt uforløst at lægge tasken på bordet for blot at gå igen, nu hvor han havde brugt tre måneder på at knokle med det. Han var tilfreds med det, han havde fået lavet, men var det godt nok? Det var trods alt Central Saint Martins.

Der var omkring 25 andre unge mennesker, som også var i gang med at aflevere deres portefølje, og håbede på, at de skulle blive en del af årgang 2005. Der blev ikke sagt særlig meget, og folk virkede nervøse. 25-årige Malte Flagstad var spændt, da han gik ud fra Central Saint Martins, designskolen, han havde valgt at søge ind på. Han vidste, at det var en af de mest anerkendte i verden. Han vidste også, at designere som Stella McCartney, Alexander McQueen og John Galliano havde gået der. Og danskerne Henrik Vibskov og Peter Jensen, som begge har international succes.

Han gik ind på en café i Soho-kvarteret og bestilte en kop kaffe. Han havde brug for at sidde lidt ned og få lidt energi, efter han havde trisset rundt i nogle butikker og forsøgt at få tiden til at gå.

Endelig ringede telefonen i lommen.

”Hej Malte, vi vil gerne se dig til en samtale om en times i samme lokale, hvor du lagde din ansøgning,” lød stemmen i røret.

-----

Optagelsessamtalen var gået godt.  Han havde beskrevet sig selv som passioneret, flittig og god til arbejde sammen med andre.

To uger efter samtalen fik han et brev, hvori der stod at han var blevet optaget.

Han følte sig hjemme i London, hvor han ud over en travl skoletid også havde tid til at feste med sine medstuderende og nyde Londons mange kulturelle muligheder.

-----

Hun bladrede siderne i hans portefølje igennem med en omhyggelighed, Malte Flagstad aldrig havde oplevet før. Der blev ikke sagt et ord. Han sad yderst på stolekanten og holdt sine svedige hænder under det store hvide skrivebord, mens han kiggede på den midaldrende, kraftige kvinde og hendes store sorte halstørklæde. Resten af hendes tøj var også sort. Det var svært at tyde, om hun kiggede på ham eller lige forbi ham, da hun var blind på det ene øje. Bag hende hang en stor tavle med en masse kort og hilsner fra forskellige mennesker. Han kunne tyde et fra det franske modehus Celine, der lovpriste hende og sendte en takkehilsen.

”Hvorfor har du valgt den her papirkvalitet?” Lød det fra den voluminøse kvinde.

Han sad til møde med Louise Wilson, lederen af masteruddannelsen. Hun havde tidligere undervist stjernedesignere som Alexander McQueen og Christoffer Kane og var kendt for sine radikale undervisningsmetoder. Det var Malte Flagstads underviser på bacheloren, der havde anbefalet ham til hende, og sørget for, at han fik sat dette møde op. Han havde valgt at forsøge at forsætte på masteruddannelsen efter at være færdig med sin bachelor.

”Du burde heller ikke have valgt den her slags chartek. Det helt glasklare ville være bedre,” fortsatte hun.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han var stolt af sit arbejde og syntes, det var en rigtig flot grafisk præsentation. Og så var hendes eneste kommentar, hvorfor han valgt den slags papir og chartek.

”Hvorfor lave en masse fedt tøj, hvis du ikke kan præsentere det ordentligt?” Spurgte hun ham.

Malte Flagstad.

-----

Samtalen på Louise Wilsons kontor tog 20 minutter. Og han følte, at han havde lært mere af hende, end han havde gjort de sidste tre år på bacheloren. Her var virkelig en, der kunne presse ham til at yde sit bedste.

Det kræver mere end blot et designtalent for at slå igennem i en svær branche. De designere, som er lykkedes med at slå igennem efter finanskrisen, har vist et meget stort engagement og passion for mode og design, men også for det at skabe noget generelt. Der har været flere og flere selvstædige, hvis tøjmærke er blevet en forlængelse af deres livstil, som dermed bliver mere end blot et produkt, der skal sælges i nogle butikker.

Mode er noget af det første, som forbrugerne har skåret ned på, og derfor har det været ekstra svært for en nyuddannet designer at slå igennem som selvstændig.

-----

Malte Flagstad befandt sig i et klasselokale, der lå på samme gang som Louise Wilsons kontor, hvor han for snart to år siden var blevet optaget til masteruddannelsen. For enden af lokalet, som mindede ham om et klasselokale fra folkeskoletiden, sad fire undervisere ved et langbord. I den anden ende stod han sammen med sine to medhjælpere fra bacheloruddannelsen og fire modeller.

”Hvorfor giver du ham det på?” tordnede Louise Wilson nede fra langbordet.

”I gør det ikke hurtigt nok!” råbte hun, mens hun kastede med de papirer, hun havde liggende foran sig på bordet.

Den lave og bredskuldrede Domanic, der havde sagt ja til at hjælpe Malte Flagstad, stod stille med en trøje i hænderne.

”Først tager du skjorten af ham her, og så giver du ham den anden den her trøje på,” beordrede Malte Flagstad i et roligt toneleje.

”Du skal bare prøve at ignorere hende og tage det helt roligt,” forsatte han.

Han var i gang med at fremføre generalprøven for det afsluttende modeshow, der skulle finde sted tre uger senere i London. Her skulle han vise sin afgangskollektion frem, hvis han altså bestod denne sidste prøve.

Louise Wilson havde samlet sine mest trofaste vejledere fra skolen til at hjælpe hende med at træffe den endelige beslutning om hvilke elever, der fik lov at vise under modeugen. Ved bordet sad herretøjstutoren Peter Jensen, lederen af print, Fabio Piras, og illustratoren Julie Verhoeven.

Flere papirer blev skubbet på gulvet, mens Louise Wilson bankede i bordet og råbte efter Malte Flagstad og hans hjælpere. De andre undervisere sagde ikke noget.

En time senere var generalprøven overstået.

Han følte, at det var gået godt.  Han havde fået testet nogle forskellige kombinationer og prøvet sin kollektion af. Han var godt klar over, at Louise Wilson havde gjort alt, hvad hun kunne for at stresse ham, og teste, om han kunne holde hovedet koldt i pressede situationer.

Han skulle være klar til at levere et fejlfrit modeshow.

-----

Malte Flagstads navn endte med at stå på listen over de udvalgte elever.

Det afsluttende modeshow var vellykket, og han fik præsenteret sit tøj for flere vigtige indkøbere og designere fra forskellige store modehuse.

Franske Maison Martin Margiela kontaktede ham kort tid efter og tilbød ham en jobsamtale. Han fløj til Paris og fik jobbet som designer for et af de mest anerkendte og fremadstoremde franske modehuse.

Generalprøve hos Maison Margiela iden SS13 modeuge i Paris. 

Tiden i Frankrig var lærerig, og han udviklede sig meget som designer. Strukturen i modehuset var meget flad, hvilket vil sige, at han fik lov til at bestemme meget og arbejdede med alle dele af en kollektion.

Men efter to år var han kørt ned. Skiftende chefdesignere, for få ansatte og et enormt forventningspres havde skabt de to travleste år i hans liv. Han følte ikke, at ledelsen gjorde noget for sine ansatte, og lige gyldigt hvor hårdt de arbejdede, og hvor godt de præsterede, blev det ikke anerkendt.

-----

Hans svoger trådte først ind af døren til det lille lokale. Det var lige plads nok til dem, men heller ikke mere end det. Væggene og gulvene var slidte, og vindueskarmene næsten mugne. Der skulle bruges nogle kræfter. Men det ville egne sig godt til deres butik.

Malte Flagstad havde været hjemme i Danmark i snart tre måneder, efter han havde sagt op hos Maison Margiela, og nu stod han sammen med sin svoger på Kgl. Kongevej og kiggede på et lokale til deres slagterbutik. Det var den seneste idé havde haft på tegnebrættet, efter han havde fået sig en kontorplads på Vesterbro.

Svogeren, der var uddannet slagter, ville gerne have sit eget sted, og han selv syntes selv, det lød sjovt.

Idéen var at åbne en butik op i dette lokale. Han skulle stå for indretningen og forsøge at starte flere slagterbutikker op. Mens svogeren stod for slagterarbejdet.

Han gik ud og tjekkede baglokalet ud. Det så ikke ud af meget, men det kunne gå an. De skulle dog bruge en del penge på renovering.

De aftalte at gå hjem hver for sig og tænke videre over, om det var det rigtige sted.

-----

Der gik ikke lang tid efter besøget på Kgl. Kongevej, før det gik op for Malte Flagstad, at han ikke skulle åbne en slagterbutik.

Efter en rejse til Japan med sin kæreste havde han fået lidt af glæden ved design tilbage. Japanerne udviste en stor passion for tøj, og han så meget få mennesker på gaden, der var ligeglade med, hvad de gik i. Derudover var de japanske butikker meget inspirerende og deres produkter veldesignede og af høj kvalitet.

Fra sin kontorplads på Vesterbro var han gået i gang med at tegne lidt på sin egen tøjkollektion. Det skulle være klassisk herretøj, der havde nogle anderledes detaljer, så det ikke lignede alt andet på markedet. Men han vidste godt, at det var en stor udfordring, han stod over for.

I modebranchen er det sværeste at gå fra blikfang med en ny spændende kollektion til en reel virksomhed. De største fejl, nye iværksættere begår, er, at de undervurderer alt det, som ikke har med tøjdesignet at gøre, og at de ikke har erfaring med markedsføring, salg og produktion. Mange mislykkes derfor på grund af dårlig økonomisk forståelse eller fejl i produktionen, fordi de ikke har sikret sig den rigtige producent.

Samtidigt hungrer den danske branche efter nye virksomheder, der kan tilføje noget nyt og være med til at profilerer branchen udadtil, da talenterne altid får en del plads i pressen.

-----

Han kiggede skiftevis op på Adam El-Zayat Hjorth og ned på de tegninger og den kollektionsplan, han havde taget med til mødet, og som Adam El-Zayat Hjorth nu kiggede igennem. De sad på hver sin side af det røde firkantede bord ved vinduet lige over for den træfarvede bardisk.  Malte Flagstad ventede i spænding på dommen fra sin mødepartner. Her i efteråret 2013 var det første gang, at han viste sin kollektion frem til en anden fra modebranchen.

”Det ser rigtig fedt ud,” sagde Adam El-Zayat Hjorth.

”Det er jeg glad for, at du synes. Jeg håber, du vil overveje at blive min partner,” svarede Malte Flagstad.

De to havde kendt hinanden perifært gennem en årerække, og havde mødtes flere gange under modeugen i Paris, da Malte Flagstad boede der, og Adam El-Zayat Hjorth arbejdede for Henrik Vibskov, som afholder modeshow hvert år i Paris.

Mens Malte Flagstad havde tegnet kollektionen til det mærke, han havde døbt ’Tonsure’, var han godt klar over, at han havde brug for en partner, som havde nogle egenskaber inden for markedsføring og salg. Så han selv kunne fokusere på sit eget talent. Derfor havde han skrevet til Adam El-Zayat Hjorth over mail og fortalt ham kort om sit nye projekt. Denne korrespondance havde ført til dette møde på Café Bang & Jensen på Istedgade i København.

”Hvis du sender mig din forretningsplan og lidt flere detaljer på kollektionen, så kigger jeg nærmere på det. Lad os gå hjem i tænkeboksen og finde ud af, hvordan vi gør det her,” sagde Adam El-Zayat Hjorth.

-----

Det havde været et hyggeligt møde på Café Bang & Jensen, uden at de havde talt om mange personlige ting.

Adam El-Zayat Hjorth havde egentlig ikke regnet med, at Malte Flagstad ville have ham som partner, men blot haft brug for nogle gode råd og lære af hans erfaringer som indkøber i modebranchen. Men samtidigt passede Malte Flagstads forslag ham fint, da han allerede havde leget med idéen om at finde en designer, som han kunne starte et nyt tøjmærke med.

Otte dage senere havde de to lavet en aftale om at starte Tonsure sammen.

For Malte Flagstad betød det, at drømmen om at skabe sit eget mærke nærmede sig en realitet. Han var glad for, at Adam El-Zayat Hjorth ville være med.

Det var igen sjovt at designe tøj.

Han holdt fast i sit mål om at skabe kvalitetstøj til den modebevidste mand. De blev enige om, at med hans baggrund fra Paris, ville de sigte efter at blive en international spiller på herretøjsmarkedet. Men uden at målet var at blive en stor kommerciel virksomhed. Fokus var på at lave eksklusivt designertøj.

Tonsures SS16 kollektion. 

Den danske modebranche kan groft deles op i to. Der er de mindre designvirksomheder, der laver modetøj med en stor kreativitet og passion, og så er der de store koncerner, der fokuserer på at skabe en solid forretning og ser mere på tøjet som produkter. De har begge brug for hinanden. De små designere gør dansk mode attraktiv udadtil, og de store virksomheder tjener pengene og holder branchen kørende.

Iværksætteri i den danske modebranche

Det anslås, at der starter omkring 50 nye virksomheder i modebranchen hvert år, mens det samme antal går konkurs. Det er oftest de nystartede virksomheder, der går konkurs efter nogle få år som iværksættere.

Den danske modebranche omsatte i 2015 for 41,9 milliarder kroner, hvoraf 26,3 milliarder er eksport. Det er en stigning på 4 procent i forhold til året før.

Man har igennem de sidste 10 år oplevet en stor fremgang for herremode. Især internationalt har flere danske herremærker udmærket sig og skabt en anerkendt dansk modebranche. Det er desuden blevet mere legitimt for danske mænd at gå op i mode, og især den yngre generation er ligeså passionerede omkring stil og mode som kvinderne. 

-----

De stod og rettede på tøjet, så det hang pænt på stativerne i deres stand.  Det var januar 2014, og der var modeuge i København. Adam El-Zayat Hjorth og Malte Flagstad viste deres første kollektion frem på modemessen ’Gallery’ i Forum. På stativerne hang blandt andet en kort mørkeblå bomberjakke med skæve lommer, en ternet skjorte med korte ærmer og en lang rød uldfrakke.

Nu stod chefindkøberen fra en af Japans mest profilerede butikker, United Arrows and Sons, sammen med sin assistent og kiggede på deres tøj. Indkøberen havde en overdimensioneret hat på og var klædt i en blanding af nyt modetøj og grønt genbrugsmilitærtøj. De to japanere begyndte at hænge tøj over på et tomt tøjstativ. Kort tid efter hang halvdelen af Tonsures kollektion der.

”Det her vil vi gerne bestille,” sagde indkøberen, der hed Poggy, og forsatte:

”Vi vil gerne have det om tre måneder. Der laver vi PR for alle vores nye varer i butikken. Vi holder også et arrangement, hvor der kommer andre indkøbere og magasinfolk.”

De to Tonsure-drenge havde ikke vidst, hvem Poggy, var før en bekendt i modebranchen havde præsenteret dem for hinanden en times tid forinden. Adam El-Zayat Hjorth kendte godt til virksomheden, han arbejdede for, og vidste, at den havde 180 butikker rundt i Japan og var en af de største japanske tøjkæder.

”Mange tak. Vi skal nok have det klar,” svarede Adam El-Zayat Hjorth.

”Det her er fedt for jer, drenge”, sagde Poggy og vendte tommelfingeren opad.

Det var den sidste dag på messen, og United Arrows and Sons var den eneste forhandler de fik. Men det var samtidigt også deres første.

Adam El-Zayat Hjorth følte, at det var en stor blåstempling af deres debutkollektion, at japanerne havde købt så meget ind. Det var helt klart en succes. Det var også en god indikator for hvad, de kunne opnå, når de kom til Paris, New York eller Tokyo. Fra sin erfaring som indkøber var Adam El-Zayat Hjorth klar over, at når en topbutik køber ind af et nyt mærke, så følger andre butikker i deres fodspor. Det var en god historie for deres brand.

Selvom det var en stor lettelse og et solidt skulderklap for Malte Flagstad, havde han stadig en tvetydig følelse i kroppen, da Poggy havde forladt deres stand. Han havde faktisk lidt håbet på, at der ikke kom nogen forhandlere i denne omgang, da der så havde været mere tid til at tegne den næste kollektion. Men nu var der pludselig nogle, som forventede noget af ham. Og forventede at få et godt produkt leveret til en bestemt dato.

Det gik op for ham, at nu det var alvor.

Han var også stolt og oppe og køre over at hans første kollektion skulle produceres. Han vidste, de ville få travlt nu, og at de skulle holde tungen lige i munden.

-----

I de efterfølgende måneder gik Malte Flagstad fra at modtage stort set ingen e-mails til omkring 40 om dagen. Interessen for deres tøj var især stigende i Japan, men den første efterspørgsel fra USA var også så småt begyndt at komme. De havde fået produceret deres første kollektion og leveret det som United Arrows and Sons havde bestilt.

Selvom de nu havde fået omkring 10 forhandlere, var der stadig et stykke vej op til et antal, hvor forretningen ville begynde at give et overskud.

Bomberjakke, sweatshirt og skjorte fra Tonsures AW16 kollektion. Foto: Victor Jones

En ekspertvurdering lyder på, at et mærke som Tonsure, der bruger dyre materialer og selv designer sine produkter, skal op og have 40-50 forhandlere, før virksomheden giver overskud.

Men de var på vej og holdt godt fast i deres oprindelige strategi om at blive en væsentlig international spiller.

Det danske marked er ikke stort nok ti,l at et niche-mærke som Tonsure kan fokusere udelukkende på dét, og generelt bør nye virksomheder tænke det internationale marked ind fra starten, hvis de vil have en chance for at overleve. I en digital tidsalder, hvor nethandlen vækster mest, og hvor man kan bruge sociale medier til at nå forbrugere i hele verden, mener eksperter fra modebranchen, at man vil spænde ben for sig selv, hvis man ikke tør erobre markeder uden for Danmark.

-----

35-årige Malte Flagstad samlede hænderne under bordet. Han kiggede rundt i den store sal på Statens Museum for Kunst og observerede de mange ukendte ansigter, der ligesom ham var inviteret fest denne oktober aften.

Ved siden af ham sad Adam El-Zayat Hjorth. Rundt om bordet, som var godt fyldt op med vinglas og flasker, sad også Soulland-grundlæggeren Silas Adler, der havde været deres mentor i konkurrencen og hjulpet dem i designprocessen, og popbandet Scarlett Pleasure, som de havde designet tøj til i forløbet.

Oppe på scenen stod Kronprinsesse Mary og fondsbestyrelsesmedlem fra Magasin Fonden Nina Wedell-Wedellsborg. Sidstnævnte var i gang med at åbne en kuvert.

De to kvinder skulle røbe aftenens vinder af DANSK Design Talent – Magasin Prisen 2015, som flere større institutioner i modebranchen i fællesskab uddeler hvert år til det største danske designtalent. Ud over hæderen får vinderen 500.000 kroner i præmie og yderligere 200.000 kroner til et modeshow under den kommende vinters modeuge i København. Det er den største iværksætterpris i modebranchen.  

Tonsure var nomineret sammen med tre andre designere, som også havde designet en mindre tøjkollektion til en musiker, de havde fået tildelt fra konkurrencens start.

Nina Wedell-Wedellsborg trak langsomt papiret op af kuverten, og op mod sit ansigt, som var det en Oscar-statuette, der skulle uddeles. Lige så langsomt åbnede hun munden.

”Vinderen af DANSK Design Talent – Magasin Prisen 2015 er…”

Selvom Malte Flagstad havde drukket tre-fire glas rødvin kunne han godt mærke spændingen i sin krop, og sine hænder under bordet blive mere svedige. Nu hvor de havde været i gang i lidt over to år, men havde stadig ingen danske kunder, ville det betyde meget for dem også at få anerkendelse herhjemme. Det ville betyde meget for deres forretning at få lov til at afholde sit første modeshow. Men han havde ikke forberedt nogen tale, hvis de skulle vinde.

De havde fået at vide, at vinderen skulle interviewes kl. 7 i Go’ Morgen Danmark dagen efter. Det ville give dem endnu mere omtale, som ville være god for deres fremtid.

Nina Wedell-Wedellsborg trak mikrofonen lidt tættere på sin mund.

Malte Flagstad sank en tår rødvin.

Endelig kom navnet på vinderen:

”Tonsure.”

Modellerne gør sig klar til Tonsures modeshow under vinterens modeuge i København. Foto: Victor Jones.

 

Artiklen er skrevet på baggrund af interview med:

Malte Flagstad, medstifter af Tonsure.

Adam El-Zayat Hjorth, medstifter af Tonsure. Tidligere ansat som salgs og marketingansvarlig hos Henrik Vibskov og AI AI AI.

As Øland, kreativ chef hos Dansk Mode & Tekstil.

Christian Maibom, grundlægger og kreativ chef hos modemessen Revolver. 

I næste uge lancerer Tonsure en helt ny webshop, hvor man kan købe deres nyeste kollektion. 

LÆS OGSÅ: Muf10 er dansk modes nye gadedreng: "Om tre år regner jeg med at være den bedste"

LÆS OGSÅ: 9 tendenser du bør kende denne sommer

LÆS OGSÅ: Nyt dansk tøjmærke: Køb færre men bedre ting

Se, hvad vi ellers skriver om: Herremode, Design, Modeuge og Herretøj