”Please. Have mercy. I’ve been wearing the same underwear since Tuesday!”
Steve Martin er en presset mand i filmklassikeren ’Trains, Planes & Automobiles’ fra 1987, hvor han desperat forsøger at få en receptionist på et motel til at lade ham få et værelse med rabat. Steve Martins tegnebog – og bil – er lige gået op i flammer på grund af hans rejseledsager, John Candys, fantastiske evne til at fucke alting op. Nu står de der, uden penge og med håret i postkassen. Steve Martin ender med at bestikke receptionisten med 17 dollars, “and a helluva nice watch,” som han siger, da han lægger sit Piaget-ur på disken – og får sit værelse. Så heldig er John Candy ikke. Han forsøger sig med to dollars ”and a Casi-ooo,” som trods hans anstrengelser efterlader receptionisten iskold. Han tager afsked med John Candy med ordene: ”I’m gonna have to say good night.”
De fleste ur-entusiaster har det som receptionisten. De sætter pris på et ur som det mekaniske Piaget, men har ikke så meget til overs for kvarts. Der bliver sagt godnat. Det er ikke dét ur, der får dig ind i varmen. Men spørgsmålet er hvorfor, når man nu ved, at kvartsure er mere præcise og pålidelige end mekaniske ure? De koster desuden væsentligt mindre, er nemmere at servicere og har en smallere profil på håndleddet. Så hvor er kærligheden til kvarts?
Måske er problemet for kvartsure dårlig imagepleje og den klassiske historie om at blive offer for sin egen succes: Der er ikke meget eksklusivitet over epoxy eller et LED-display, selvom alle kan blive enige om, at det er praktisk. Læg hertil forestillingen blandt mange urnørder om, at kvartsure ikke kan tages alvorligt. Kvarts mangler sjæl, forstår man, der er ikke noget craftmanship, lyder en anden indvending, hvilket måske understreges af modeure fra brands som Daniel Wellington, CK og Fossil, der alle er med kvarts.
