Markedet for funktionel beklædning kan godt virke som et uoverkommeligt bjerg at bestige for et nystartet brand.
Outdoor-mærker som Arc’teryx, The North Face og Patagonia, for blot at nævne tre af de største, sidder godt på flæsket. Og de er ikke blevet mindre populære af den allestedsnærværende trend, hvor ungersvende i snart sagt alle aldre bærer zip-bukser, klatresko og skaljakker.
Det er in at være outdoor.
Alligevel har vi herhjemme set et nyt brand hakke en hammer i granitten og har skabt et navn for sig selv, og det er med god grund.
Modsat andre outdoor-brands er Parel (der kommer af ordet ’apparel’) ikke sat i verden for at hjælpe dig med at bestige Mount Everest. Tværtimod handler hele foretagendet om at understøtte bærerens hverdag.
Og Parel gør, hvad de prædiker.
Det er et af de mærker, der tager sig ud, som om de har eksisteret i flere år. Behovet for at larme og gøre unødigt opmærksom på sig selv er der intet af. I stedet er der en god portion modenhed og retning at se i kollektionerne, der indeholder tekniske bukser, dunjakker og kvart-zip trøjer samt brugbare accessories såsom messenger-bags, aluminiumsflasker og løbekasketter.
Materialerne er velvalgte (eksempelvis 4-way stretch ripstop og letvægtsnylon), og snittene er tegnet med sikker hånd af Michael Lennheden, der tidligere har været Head of Design for det hollandske sneakerbrand Filling Pieces.
Det er ikke overgjort, men nænsomt doseret, så det egner sig til dagligdagen på gader og stræder – og den er der trods alt flere af end bjergekspeditioner.
I hvert fald for vores vedkommende.