Mandens essentials: Sådan vælger du det rigtige bælte

Mandens essentials: Sådan vælger du det rigtige bælte

Enhver mand bør have et godt bælte. Og gerne flere.

Der er en række ting, der er afgørende i en mands garderobe. Elementer, der praktisk såvel som æstetisk definerer en mand.

Derfor sætter Euroman.dk fokus på en række essentials. Og vi lægger ud med at sætte fokus på et af mandens vigtigste accessories, nemlig bæltet, livremmen eller bukseremmen. Kært barn har mange navne. 

Bæltet siger meget om en mands påklædning. Også selvom det er en af de påklædningsgenstande, der bør larme mindst. Bæltet skal komplementerer tøjet og ikke i sig selv skabe opmærksomhed. 

”Gå altid med det klassiske. Det er ikke bæltet, der skal komme med dig, men omvendt. Et bælte er en pyntegenstand for mænd, som skal passe ind til resten af påklædningen," siger Euromans moderedaktør Frederik Lentz Andersen.

LÆS OGSÅ: De 10 bedste netbutikker til herretøj

Helt grundlæggende bør enhver mand helst have minimum to bælter i forskellige størrelser. Et smallere til jakkesæt og et bredere til jeans. De helt brede bælter med store logospænder, bør man som hovedregel holde sig helt fra. 

Bæltet til jakkesættet skal være det smallere, da det skal passe den tilsvarende smallere bæltestrop i buksen. Desuden er det enkle og klassiske at foretrække, hvis bæltet skal passe bedst muligt ind. Hold dig farvemæssigt til sort og brunt.

”Et sort bælte passer bedst til et mørkeblåt og sort jakkesæt. Det brune bælte går omvendt godt til det grå jakkesæt,” mener Frederik Lentz Andersen.

En anden god tommelfingerregel til valg af den rigtige farve til et jakkesæt er, at bæltet helst skal komplementere farven på skoene. Hvis påklædningen er mindre formel, kan man sløse lidt mere med farvevalget.

George Clooney i mørkeblåt jakkesæt med et smalt sort bælte, som komplementerer skoene.

”En ny tendens viser, at færre bruger bælte til deres jakkesæt, og i stedet er fokus på at få skræddersyet sine bukser, så de er tilpasset livet. Men bæltet er stadig cool, og det er fedt at kunne veksle mellem at gå med eller uden bælte,” siger Frederik Lentz Andersen. 

Det mere casual bælte, som skal bæres til jeans, kan oplagt være lidt bredere og skeje lidt mere ud. Her kan man eksperimentere en smule i farvevalget. Men lad det endelig ikke tage overhånd.

Et lærred eller nylon-bælte giver et mere afslappet og sommerligt look og går godt til chinos og shorts. Disse bælter er typisk mere farverige og kan også tåle lidt mønstre. Men de er ikke særlig velegnede til jakkesæt, så hold dem til den mere uformelle påklædning.

LÆS OGSÅ: Sådan klæder du dig som en chef
 
Hvis man ønsker at købe sig et læderbælte i højeste kvalitet, skal man gå efter lædertypen ’full-grain’. Her er læderet ikke blevet slebet, poleret eller snuset for at fjerne skønhedsfejl på overfladen, hvilket forøger læderets holdbarhed. 

Den næsthøjeste kvalitet kaldes ’top-grain’ og har modsat ’full-grain’-læderet fået slebet overfladen. Top-grain er den mest udbredte lædertype til high-end produkter, men har en koldere plastisk følende overflade. 

Den laveste kvalitet går under betegnelsen ’genuine’-læder og er flere lag af lavkvalitetslæder, som er overfladebehandlet og limet sammen. 

Når den rigtige bæltestørrelse skal vælges, er en god tommelfingerregel, at bæltet skal passe i det midterste hul og kun gå igennem den første bæltestrop.  

Euroman.dk har udvalgt en bunke af smalle, brede og lærreds-bælter til inspiration.  



A.P.C. Paris belt til ca. 935 kroner

Gennemført simpelhed i italiensk læder. Det tidløse og klassiske valg, der passer til det meste af din garderobe. 



Norse Projects Benjamin 30 til 700 kroner

Svensk læder og skandinavisk enkelthed. Et godt bud på det brune bælte til det koksgrå jakkesæt.



COS Grained Leather belt til 290 kroner

Helt sort. Enkelt, men stadig cool. Et sikkert bæltevalg til dine sorte og mørkeblå jakkesæt. 



Anderson’s Braided Belt Nylon/Suede til 600 kroner

Det flettede nylon og ruskind bælte er perfekt til sommerens opsmøgede chinos eller shorts. 



Comme Des Garcons Shirt Cowhide Leather Belt til ca. 670 kroner

Her får du et 100 procents læderbælte, der er lavet i Frankrig og designet af et af tidens mest populære modehuse til en meget fordelagtig pris. 



Soulland Lune Belt til ca. 525 kroner

Til shorts og chinos er det okay at skeje lidt mere ud. Med hold nu stadig farverne lidt i ro. 



Mulberry Reversible 3CM Full-Grain Leather Belt til ca. 1.865 kroner

Mulberry har altid lavet højkvalitets produkter i læder. Og dette bælte er ingen undtagelse. Det engelske modehus gør her brug af den højeste læderkvalitet. 



Zara Bælte i ruskind til 229 kroner

Et pænt allround bælte i ruskind, som går fint til det meste og især til sommertøjet. 



Paul Smith Belts Black Leather Military Buckle Belt til ca. 865 kroner

Et lidt bredere bælte, som er velegnet til jeans. De små farverige detaljer pifter looket lidt op uden at tage al opmærksomheden. 

LÆS OGSÅ: Guide: Sådan finder du de perfekte badeshorts

LÆS OGSÅ: Polotrøjen gør comeback

LÆS OGSÅ: Klassisk stil: Sådan finder du det perfekte jakkesæt