Marcel de Sade ser på mig, som om jeg har forvandlet mig til en neonfarvet flodhest midt i entréen til hans lejlighed. Eller – i hvert fald, som om det, jeg har spurgt ham om, er helt idiotisk.

”Tæpperne er her for at blive trådt på,” svarer han så og ryster teatralsk på hovedet ad mit åbenbart helt igennem tåbelige spørgsmål om, hvorvidt jeg skal tage fodtøjet af. Jeg beholder mine slidte gummisko på.

Selv er han iført et par elegante, brune sejlersko. I det hele taget er han flot påklædt af en mand, der er tættere på 100 end 70 år at være. Han har en løs velourtrøje på og et tørklæde skødesløst kastet over skuldrene. Hænderne og armene er pyntet med talrige ringe og armsmykker, der giver ham et næsten gladiatoragtigt udtryk. Brynene er malede og veltrimmede, lige som skægget er.

I et par menneskealdre har Marcel de Sades stil været et særligt syn i det københavnske byliv og gadebillede. Det er et særpræget miks af D’Artagnan og 1800-tals-charlatan, han kører, men samtidig er udtrykket altid sikkert. Ridestøvler, løse skjorter og lange frakker.

Men hvem er han, denne Marcel de Sade?