Nyt, dansk smykkebrand kalder sig ’Hanrej’: "Vi vil gerne skubbe mændene i en anden retning"

Her fortæller stifterne af Hanrej, Kasper Nielsen og Bjørn Magnussen, om betydningen af navnet, der dækker over en mand, der bliver bedraget af sin kone.

Offentliggjort

Hanrej betyder en mand, der bliver bedraget af sin kone. Hvorfor valgte I det navn?

”Ordet hanrej er meget ærligt og sårbart, og det fortæller en historie, hvilket vi også gerne vil skabe med vores smykker, en autentisk og ærlig historie. Mange unge kender ikke betydningen, de tror måske, det er et efternavn, men når de finder ud af, hvad det betyder, virker det passende til vores udtryk.”

Hvordan det? Frygter I ikke, at negative associationer kommer til at påvirke jeres brand?

”Nej, det er faktisk en af de ting, vi synes er spændende ved det. Det handler om ikke at tage sig selv for seriøst og i stedet se det komiske eller interessante ved et brand, der kalder sig det. Vi fik engang en besked på Facebook fra en dansk dame, der skrev til os på engelsk. Hun skrev, at vi burde ændre vores navn, hvis vi gerne ville ind på det danske marked, fordi det betyder, hvad det gør. Det er interessant, at hun tænker sådan. De yngre generationer har ikke samme tilhørsforhold.”

Prøver I at redefinere et udtryk, som man har set det med fx ’Luder’ herhjemme?

”På en måde. Vi prøver i hvert fald bare at skabe vores egen fortolkning af noget negativt. Den klassiske historie er ofte, at det er manden, der er ude at hore og er utro. Ordet hanrej vender det scenarie på hovedet, hvilket er det, vi også vil med vores smykker. Nogle synes stadig, at det er mærkeligt, at se mænd med mange smykker, mens det er mere normalt for en kvinde. Vi vil gerne være med til at skubbe mændene i en anden retning. Der er ingen grund til at dvæle ved forældede restriktioner eller skabe så stor distance mellem kønnene.”

Har I planer om at lave andet end smykker?

”Indtil videre har vi holdt os til smykker. Men vi har faktisk lavet en T-shirt, vi regner med kommer ud inden sommer. Vi har også talt om at lave tasker og andre accessories. Vi vil ikke lade os begrænse. Hvis vi føler for at lave en lysestage, laver vi også det.”

LÆS OGSÅ: Mandagens detalje: Den velklædte træningsbuks

LÆS OGSÅ: Supreme lancerer jakke og hættetrøje med Martin Luther King

LÆS OGSÅ: Modeserie: 21 af de bedste danske mærker lige nu