How Much Is Your Outfit
Foto: Instagram

How Much Is Your Outfit

Populær YouTuber på besøg i København: "Jeg viser, hvor chokerende mange penge børn bruger på tøj"

Kofz Kaccalla er manden bag YouTube-fænomenet ’How Much Is Your Outfit’, hvor børn flasher deres dyreste tøj. Konceptet kan give børn et forkert syn på mode og penge, mener Euromans moderedaktør. ”Jeg viser bare, hvor vildt børns forbrug på tøj er blevet,” siger YouTuberen.

I Kongens Have i København for nogle uger siden tropper en række danske børn op i deres dyreste tøj. Her skal de interviewes af den engelske YouTuber Kofz Kaccalla, som laver videokonceptet ’How Much Is Your Outfit’.

Det går i sin enkelthed ud på at vise, hvor mange penge ens tøj er værd. Og det er ikke så lidt med penge, de unge deltagere bruger på tøj. Op mod 10.000 danske kroner betaler nogle af de enkelte på mærker som Supreme, Gucci og Louis Vuitton.

”Danske børn bruger uden tvivl flere penge på tøj end de andre steder, jeg har besøgt. Men de går også meget op i sammensætningen af tøjet, hvilket er fedt,” siger Kofz Kaccalla, der også har besøgt storbyer som Paris og Milano.

21-årige Kaccalla er selv fra London og begyndte at arbejde med mode på YouTube for to år siden. Han læste egentlig jura på universitet, men pjækkede alligevel til de fleste forelæsninger for at tage ud til drops for Supreme og andre streetwear-mærker i det centrale London. Interessen for mode fik han i en tidlig alder, fordi hans forældre solgte tøj.

”Når jeg besøgte disse drops, gik det op for mig, hvor vildere og dyrere tøjet blev hos dem, der tog til dem.  Jeg begyndte derfor at filme og spørge dem om, hvor mange penge de brugte på tøjet,” siger han.

I starten var der en stor diversitet blandt interviewpersonerne. Forældre og sågar bedsteforældre fortalte også om deres dyreste tøj. Men efter Kaccalla blev større på YouTube og Instagram og begyndte at invitere sine følgere til at medvirke fremfor at interviewe tilfældige på gaden, blev deltagerne automatisk yngre. De fleste er nu i aldersgruppen 14-18.

’How Much Is Your Outfit’-videoerne er vældig populære, og den seneste fra Kongens Have i København er i skrivende stund set mere end en halv million gange. Kaccalla er af hjemsiden Hypebeast blevet udvalgt til at være blandt de mest interessante upcoming mode-bloggere, man bør tjekke ud og lytte til.

Ifølge Kaccalla har han fundet en niche på YouTube og forklarer populariteten med sin brugerinvolvering.

”Jeg inddrager mine følgere og lader dem være med i videoerne, så de danner et forhold til mig. Mange ser også videoerne, fordi de bliver chokeret og måske forarget over, hvor mange tusinde kroner børnene bruger på tøj.”

Men der findes til gengæld også folk som Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen, der bliver forarget over, at Kaccalla laver disse videoer. Det giver børn et forkert syn på mode og penge, lyder hans kritik.

”Mode handler ikke om, hvad ting koster, men om udtryk. Penge er et forkert fokus at have og giver de unge et forvrænget billede af, hvad mode skal kunne. Du kan jo se cool ud i et par jeans og en hvid T-shirt til ingen penge,” siger Frederik Lentz Andersen.

”Der er uden tvivl kommet en generation af unge mennesker, der dyrker de dyre og eksklusive mærker som Supreme, Yeezy, Fear of God og Balenciaga, hvilket er anført af musikere som Kanye West og Asap Rocky. Men jeg synes, det er en kedelig tendens, fordi det er en meget tidlig alder at skulle være ’med i klubben’ eller ej, hvis du ikke har råd. Det er et stort pres,” fortsætter han.

Men hvordan er Euroman egentlig anderledes i forhold til det, som ’How Much Is Your Outfit’ gør?

”Vi prøver at have et så nuanceret mix af priser og mærker. Vi kan sammensætte H&M med Prada uden at blinke og henvender os også til et ældre publikum, som selv tjener deres egne penge. Vi dikterer ikke, hvor dyrt vores læsere skal gå klædt, men giver dem et stort udbud af prisklasser.”

Ifølge Kaccalla udstiller han, hvor vildt børns tøjforbrug er blevet. Men samtidig prøver han faktisk også give dem et nuanceret billede på, hvad god stil er, forklarer han.

”Jeg er selv i chok, når jeg snakker med en 15-årig dreng, der går med en jakke til 6.000 kroner. Men jeg sætter et spejl op og viser, hvordan unge lever, hvad de bruger deres penge på – men også, hvordan de potentielt kan bruge pengene fornuftigere og billigere på tøj.”

Men tror du, at børnene opfatter det sådan, når du kalder dit koncept for ’How Much Is Your Outfit’?

 ”Ja, for oftest slutter jeg mine videoer af med at udpege det bedste outfit, og det er aldrig det dyreste. Næsten altid endda det billigste. Det er mit budskab til de unge.”

I videoen fra Kongens Have blev der dog ikke kåret en vinder af det bedste outfit. Men i fremtiden vil Kaccalla have endnu mere fokus på sammensætningen af tøjet end priserne, og formaet vil være i retningen af 'What's Your Best Outfit'. Han ser det som sin pligt at give sine følgere et større kendskab til tøj nu, hvor han er blevet mere international kendt.

Hvad siger du til alle de negative kommentarer, der kommer til de medvirkende på YouTube? Føler du ikke et vist medansvar?

”Da jeg begyndte min karriere, fik jeg selv så mange haters og kom til et punkt, hvor jeg var ligeglad. I forhold til de børn, der deltager i mine videoer, må jeg bare sige, at hadske beskeder er en barsk del af internettet, om du ved det eller ej. Uanset hvad du udgiver på nettet, vil du altid opleve hate. Der vil altid sidde nogle og gemme sig bag skærmen.”

Der er indtil videre produceret 12 ’How Much Is Your Outfit'-videoer.

Se, hvad vi ellers skriver om: YouTube, Penge og Stilguide