Modsætninger mødes – igen

Et af de mest eftertragtede brands i den klassiske herretøjsverden møder endnu engang et af de mest eftertragtede brands i streetwear-miljøet til et af de mest eftertragtede samarbejder.

Engelske Drake’s og amerikanske Aimé Leon Dore har flere gange tidligere samarbejdet om mindre kollektioner, der blander Drake’s ”afslappede elegance med Aimé Leon Dores distinkte New York-æstetik,” som de selv betegner samarbejdet som.

Denne gang indeholder samarbejdskollektionen Drake’s Casentino-fleece i en magentafarvet halfzip-model, en hvid dinner jacket med sjalskrave, broderede chore-jakker, forskelligt strik, jersey og kasketter, ligesom Drake’s velkendte Games-jakkesæt også har været en tur i hænderne på Teddy Santis, manden bag Aimé Leon Dore.

Kollektionen kan købes fra i dag. Du kan blandt andet finde nogle af de mange styles i Drake’s Open Studio-butikken på Østerbrogade 44 i København og hele kollektionen på drakes.com kl. 17.

 

Mode-legacy.jpg

Et julemarked du ikke vil misse

Der er meget få brands på vores breddegrader, der formår at holde dampen oppe, når det kommer til holdbar æstetik og kultstatus, som svenske Our Legacy.

Det er boheme, rock’n’roll og skate i en stor pærevælling af råsilkeskjorter, legesyge bukser og stilsikre jakker.

Men skal du have fat i det virkelig gode, skal du forbi deres recycle-projekt, Work Shop, hvor det svenske brand de seneste år har lagt en del kræfter. Det er blandt andet her, man har kunnet shoppe deres samarbejder med andre brands som Stüssy, Magniberg, Dickies og Satisfy.

I disse dage er der også gode ting at få fat i. De har nemlig skudt et såkaldt ’Holiday market’ i gang, hvor udvalget er blevet opdateret med striksager, dobbeltradede jakkesæt i sildebensvævning, overshirts i Harris Tweed og det nyeste collab i butikken med Baracuta, der tager udgangspunkt i det britiske brands ikoniske G9-jakke.

Tingene går altid som varmt brød, når først det bliver sat til salg under Work Shop-paraplyen, så du skal ikke sove mange dage på den, hvis du skal have fingrene i noget, de fleste andre ikke har. De kan købes her.

 

Tokyo møder Paris

Der er sket noget med Asics, siden det begyndte sin collab-æra for lidt over 15 år siden med de eftertragtede og ofte farverige GT-II og Gel Lyte III-modeller, som den amerikanske designer Ronnie Fieg stod bag.

Siden har alskens modeller fra det japanske skomærke været igennem hænderne på butikker, brands og folk som Comme des Garçons, 24 Kilates, Hanon, Kiko Kostadinov, JJJJound, og fra vores egen andedam: Wood Wood, Cecilie Bahnsen og senest Freja Wewer.

Nu er turen så kommet til altid leveringsdygtige A.P.C., der har kastet sig over en af de mere oversete modeller i Asics’ katalog: Gel-Sonoma.

Det parisiske brand har fortolket skoen, der har lidt af en vandresko-æstetik over sig, i tre forskellige colorways, blå, sort og beige, og de kan forhandles fra i dag via A.P.C. og fra d. 16. december i diverse Asics-forhandlere.

 

Mode-diemme.jpg

Italiensk kvalitet til fødderne

Vejret skriger på godt fodtøj lige nu, og hvem er mere træfsikre på den front end Diemme?

De italienske mestre i outdoorsko- og støvler har netop lanceret deres ’Holiday 2022’-kollektion, der har givet nogle af deres mest kendte modeller lidt ekstra varme i form af uld og shearling.

Tag fx deres Bolzano Bomber-støvle, som er lavet af polstret polyester på toppen, mens bunden er en såkaldt ’duck boot sole’ (den kender man måske bedst fra et mærke som Sorel), der sikrer tørre fødder.

Holiday-kollektionen indeholder også den klassiske bjergbestigerstøvlemodel fra Diemme, The Inverno Vet, der er lavet i ruskind og foret med shearling-uld. Sålen er selvfølgelig fra Vibram, så du ikke skrider nogen steder hen på din vej mod bjergtoppen – eller kontorstolen.

Kollektionen kan købes her.