Nogle karrierer lægger man fra sig, når man stiller beskyttelsesskoene bagest i skabet eller skubber lommeregneren i skuffen. Hvad med politik, kan man overhovedet blive færdig?
”Da jeg tabte valget i 1998, havde jeg været i politik i næsten et kvart århundrede. Jeg havde været partileder i 14 år. Jeg havde været minister i næsten 11 år. Hvis jeg fortsatte, skulle jeg sidde i opposition i fire år. Det var den rigtige tid at gå på. Bagefter rendte jeg ind i både hjerte- og kræftsygdomme. Dem har jeg overlevet, og dem lever jeg med. Men jeg havde ikke klaret det, hvis jeg var blevet. Jeg trak mig fra stort set alt, hvad der hed politik.”
Har du slet ikke bevaret nogen indflydelse?
”I mange år mødtes jeg en gang om året med et udvalg af tidligere toppolitikere i et kloster i Portugal, blandt andre Lord Carrington, tidligere britisk udenrigsminister og NATO-generalsekretær, og Jegor Gajdar, forhenværende russisk premierminister.
I 2-3 dage drøftede vi verdenssituationen og problemer, der trængte sig på, og lavede rapporter til nogle regeringer.
Jeg har også siddet i et hav af bestyrelser. Den mest spændende var tilknyttet Thomson Reuters med 60.000 ansatte world wide, hvoraf mange arbejder med informationssystemer, der bliver solgt til banker og forsikringsselskaber.
Jeg er heldigvis computernørd fra gamle dage, så jeg sugede til mig. I Gdynia i Polen, lige på den anden side af Østersøen, ligger sådan et center med 1000 unge mennesker, og jeg mødte ledergruppen, hvor alle taler mindst tre sprog.
Bagefter samlede jeg børnebørnene og fortalte dem, at de skal stramme sig an:
”I skal kunne nogle sprog. I skal have computerkundskaber. I skal have udsyn til verden.”
To af dine børn, Karen og Jakob, er også blevet politikere. Blander du dig i deres arbejde?
”Jeg har sat mig for kun at give gode råd, hvis de spørger mig. De spørger tit – sikkert mest for at tage hensyn til deres gamle far, når de kan se, jeg sidder og hopper.”
I 2005 kaldte du Muhammedtegningerne for Jyllands-Postens ”pubertetsagtige demonstration af sin ytringsfrihed”. Ikke et synspunkt, der var helt på linje med dit gamle parti …
”Der var nogle, der blev vældig fornærmede. Og jeg mistede da venner på det, men det viser bare, hvad de venskaber var værd. Det står jeg ved. Man har ret til at udtrykke sig. Ikke pligt.”
Man snakker om, at debatmiljøet bliver stadig mere råt. Oplever du angreb på din person?
”Er du rigtig klog. Næsten hver dag kalder folk mig grove ting: ’Landsforræder’. ’Gamle idiot’. Det er okay. Jeg ved lige præcis, hvordan jeg skal trykke på knapperne, der får de tudser ud: Jeg skal skrive pænt om EU, og jeg skal skrive moderat om Islam. Eller grimt om Putin.
Når jeg skriver om Rusland, dukker der indlæg op, hvor der står, jeg er en gammel koldkriger, og at det er helt forkert, det jeg skriver: ’Det var slet ikke en russisk raket, der skød det malaysiske fly ned over Østukraine, det var en ukrainsk jager.’ Under gode danske navne som Hans Hansen.
Når jeg går ind og kigger, kan jeg se, at IP-adresserne slet ikke ligger i Valby, men på Balkan eller i Sydspanien. Jeg tror, meget af det kommer fra troldefabrikken i Sankt Petersborg – der sidder også danskere.”
Er det nedslående at have været udenrigsminister under afviklingen af Den Kolde Krig og se på verden, som den ser ud i dag?
”Vi står med en række trusler, hvoraf nogle er endnu farligere end under Den Kolde Krig. Putin har brudt reglerne om, at man ikke må flytte grænser med militærmagt. I Georgien i 2008, i Ukraine i 2014. Det er man ved at indrette sig på rundt om hele Østersøen.
Jeg siger dig, Finland er ved at opruste. Svenskerne har også forhøjet militærbudgetter. Det eneste land ved Østersøen, der ikke opruster, er Danmark.
Jeg er rasende. Jeg har talt og skrevet om det i årevis, men de hører ikke efter inde på Christiansborg. Enten tror de stadig på fredsdividenden (militære besparelser oven på Den Kolde Krigs afslutning, red.), eller også tror de, at vi kan dække os ind under USA. Der har vi så fået Trump, der minder os om, at det skal vi ikke tro.”
Gibber det så i dig?
”Ja. Jeg savner at være ham, der sidder derinde og slår i bordet.”
Hvis det var dig, der skulle møde Trump, ville du have sagt ham din mening om hans politik?
”Nej. Man skal ikke være naiv og tro, at man kan det. Og de er jo vores vigtigste allierede. Vi er bare nødt til at indrette os på, at vi ikke kan regne med dem som hidtil. Jeg mødte Trump i januar 1991, hvor jeg ledsagede Dronningen på en rejse til USA.
I New York boede vi på Plaza Hotel, som Trump lige havde købt. Og han så en photo opportunity i Dronningen, men det var hun ikke voldsomt interesseret i, så jeg fik besked på at lave en beskyttende bevægelse og sad et kvarters tid sammen med Trump og vores respektive sekretærer.
Han var uinteresseret i alting og vidste ikke meget. Til sidst fangede jeg hans opmærksomhed med et trick, jeg af og til brugte, når jeg besøgte oliesheiker i Golfen, hvor det kunne være svært at holde samtalen gående: Jeg fortalte skrøner fra Grønland, hvor jeg havde rejst meget. Så lyste han lidt op og stillede et par spørgsmål. Efterfølgende sagde hans sekretær: ”You caught his attention. He’s got a very short attention span.” Jeg fik indtryk af et både ubehageligt og ligegyldigt menneske. Desværre er han ikke ligegyldig længere.”
Apropos de gode gamle dage. Hvad skete der med dit ikoniske roligan-tørklæde som du havde på til det europæiske rådsmøde i Lissabon under EM-finalen i ’92?
”Jeg havde smuglet et lille tv-apparat ind i mødelokalet og sad og så det sammen med Kohl, men da vi havde scoret det første mål, gad han ikke se med. Efter kampen turde jeg ikke forære ham det, for han var ved at eksplodere, så jeg gav det til Kinkel, der var helt ny som udenrigsminister. Han tog det på til et pressemøde med de tyske journalister. Det skulle han ikke have gjort. De hylede ham ud.”
Har du selv gemt nogle gaver?
”Det meste har jeg givet videre. Mest i Østlandene, men også i Persergolfen, fik jeg sådan nogle store svulstige krystalting. Karafler og den slags. Dem gav jeg altid til min mor, der var aktiv i OK-klubberne i Odense. De var meget glade for at få dem til deres bazarer.”
LÆS OGSÅ: Naser Khader: ”Jeg erkender, at mailen ikke får topkarakter"
