DET SKETE EN ENKELT gang, at Markus Grigo og hans bror italesatte, om det letteste ville være at slå deres far ihjel. Overmande ham, og simpelthen tage livet fra ham.

Tanken blev hurtigt og rationelt affejet, de ville jo ende i fængsel og ville ikke leve med den byrde, men den åbenbarede sig én gang oftere end idéen om at kontakte myndighederne og fortælle det, Markus Grigo ikke fortalte til nogen: at hans far tæskede ham og hans fem søskende på voldsom vis, år efter år.

Hvis ikke volden var fysisk, var den psykisk. Som dengang, hans far i arrigskab kastede tv’et ud ad vinduet fra første sal, og Markus tænkte: ”Hvornår er det mig, han kaster ud ad vinduet?”

Som 20-årig vendte han Tyskland og sin familie ryggen. Faren blev aldrig stillet til ansvar for sine ugerninger.

”Jeg skammede mig helt vildt over, at min far tæskede mig. Og det var der absolut ingen, der skulle vide. Min storebror og jeg overvejede ofte, hvad vi kunne gøre for at stoppe ham, men vi overvejede aldrig at ringe til nogen og spørge om hjælp. Aldrig.”

Hvorfor ikke?

”Jeg forestillede mig, hvad der ville ske, hvis politiet kom og tog min far væk. Eller de tog mig væk. Hvilket liv ville jeg så få? Eller endnu værre: Hvad hvis jeg anmelder ham, men de ikke tror på mig? Så skal jeg tilbage til ham og have endnu flere tæsk. Det er jo sådan nogle tanker, man har som barn,” fortæller han i dag i sit hjem i Brønshøj.

En ny undersøgelse, Kantar/Gallup har gennemført for NGO’en Bryd Tavsheden, viser, at mænd er overpræsenterede i voldsstatistikkerne over ofre for vold fra nære familiemedlemmer. Samtidig viser både en kvantitativ og kvalitativ undersøgelse, at danske drenge i ringere grad taler med nogen om den vold, de oplever i hjemmet.

31 procent af de repræsentativt adspurgte mænd, der i dag er voksne, svarer, at de aldrig har fortalt nogen om overgrebene.