På landevejen med en ung trucker: ”Der er brug for os, men vi er også lagt for had” scroll-down

På landevejen med en ung trucker: ”Der er brug for os, men vi er også lagt for had”

Patrick Leegaard er lastbilchauffør. Og han elsker sit job. Han er sågar med i en klub for unge chauffører. Men hvad får en 26-årig mand til at spendere langt størstedelen af sine både vågne og sovende timer i en lastbil?

Af Oliver Bodh Larsen
Foto: Kristian Fæste
Samfund Euroman

PATRICK LEEGAARD DREJER sit store hoved og signalerer, at han har én i øret.

Han tårner op fra sit komfortable førersæde og stirrer nu igen ud gennem forruden, hvor hvide frynser hænger fra loftet og dæmper lidt af formiddagssolen. Hans skarpkantede frisure er friskskåret, i nakken slår huden et par folder, og fremme på hagepartiet giver et fuldskæg skarphed. Solen lyser kabinens lysebrune læder og beigefarvede paneler op, og føreren har ingen sko på.

Klokken er snart halv 10, og vi skulle være kørt afsted for noget tid tiden, men vi har et problem: Lastbilen vil ikke starte. I den anden ende af det trådløse headset, der sidder snoet om Patricks højre øre, befinder en servicemedarbejder fra Volvo sig.

De sidder lige til frokost, men de sender en mand afsted, så snart de kan, lyder det fra servicemanden.

Patrick Leegaard er 26 år gammel og lastbilchauffør. Det har han været, lige så længe som det har kunnet lade sig gøre. Og han elsker sit job. Også mere end de fleste.

Af den grund er han hos nogen – helt præcist hos 24 andre unge mænd – også kendt som Buddy Bøf. Det er hans alias i den chaufførklub, som han er medlem af.

I forruden af hans lastbil står klublogoet som et bevis på tilhørsforholdet: The Young Cowboys Club – Denmark (’cowboys’ udtales i denne sammenhæng kåwboj, og ikke kawboy).

The Young Cowboys Club,” siger Patrick og lægger med sin midtjyske klang et gedigent tryk på ’the’. ”Det er jo dejligt internationalt. Noget, folk kan forstå. Du har vel også lagt mærke til, at der står Denmark under logoet? Det er ikke Danmark. Det er Denmark! Det er internationalt. Det er vi nødt til at være, når vi er så stor en forening med biler kørende i det meste af Europa,” siger han og griner igennem sit bølgede, brede smil.

Vi fortrækker os til Patricks lille rækkelejlighed, som lastbilen holder parkeret lige ud for. Han sætter sig ved sit spisebord i stuen. På væggen lige bag ham hænger et halvstort billede af ham selv iklædt fuld jagtmundering og med et stort smil på læberne, og lige til højre for ham på billedet ligger årsagen; en stor elg, nedlagt med gevær.

For enden af spisebordet står et andet billede og læner sig op ad væggen. Motivet er en lastbil, holdende på en strand i Nordjylland. Ikke Patricks egen, men en andens; en, der er lidt ”kult” i truckerkredse, fortæller han.

Patrick er ansat ved en ung vognmand i Randers. Førhen kørte han eksport til Sverige og Tyskland og sommetider også helt ned til Benelux-landene, men for den randrusianske vognmand foregår det udelukkende her til lands. Det gør dog ikke arbejdsugen mildere. Den starter tidlig mandag morgen (hvis ikke allerede søndag).

”I dag var jeg nu først afsted veeed…,” han tænker lige lidt – ”ved 4-tiden, vil jeg tro.”

Herfra og frem til fredag eftermiddag (sommetider lørdag med) foregår i lastbilen. Også om natten. Kun sjældent kommer han hjem og sover.

”Der er selvfølgelig nogle ting, man går glip af,” fortæller han. ”Det er for eksempel ikke meget fodbold, jeg får spillet.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her