Facebook, Google, YouTube, Microsoft, LinkedIn, Reddit og Twitter. En række af verdens største sociale medier vil sammen bekæmpe misinformation om den globale corona-pandemi og COVID-19 sygdommen. Det annoncerede de i går i en fælles meddelelse på Facebook.

”Vi hjælper millioner af mennesker med at holde sig i kontakt med hinanden, samtidig med at vi i fællesskab bekæmper svindel og misinformation om virussen,” står der i meddelelsen, som er underskrevet af alle aktørerne.

De senere dage og uger har Facebook og andre sociale medier været fyldt med annoncer for falske corona-kure, myter om testmetoder, svindelnumre og fake news om virussen, som verdenssundhedsorganisationen WHO har kaldt en ’infodemi’, og det har nu fået de sociale medier til at reagere.

Facebook og Twitter vil blandt andet bandlyse indhold om coronavirussen, som vurderes at være skadeligt, og Google har iværksat et coronavirus-beredskab, som vil fjerne fake news fra søgeresultater og YouTube-videoer.

Platformene er tidligere blevet kritiseret for ikke at gøre nok for at bekæmpe misinformation, når det kommer til ekstremisme og politiske kampagner. Men ifølge Mark Zuckerberg er det nemmere for de sociale medier at slå ned på fake news om COVID-19, da det er ”lidt mere sort og hvidt,” som han siger til The New York Times.