Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Stress er blevet hverdag: ”Vi skal være bedre til at spørge efter hjælp, før det hele kæntrer”

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann og Ditlev Rosing

Stress er blevet hverdag: ”Vi skal være bedre til at spørge efter hjælp, før det hele kæntrer”

”Et paradoks er, at vi på papiret aldrig har arbejdet så lidt, som vi gør lige nu, og aldrig været mere stressede. Men mængden af arbejdstid er også en forsimplet målestok, når det er tyngden af krav og manglen på ressourcer, der gør udslaget,” skriver Euromans chefredaktør, Kristoffer Dahy Ernst, i denne leder om stress.

Hvordan går det? Det er et meget enkelt spørgsmål, vi stiller hinanden, når vi mødes, men hvor ofte har vi tid til at få det rigtige, ufiltrerede svar på, hvordan det egentlig går?

Sandheden er, at vi ikke skal grave meget dybere end de første høflighedsfraser, før det bliver klart, at vi måske ikke altid er helt på toppen. Alt for mange af os går rundt og føler et misforhold mellem omverdenens forventninger og vores egen formåen. Resultatet? Stress. Og rigtig meget af det.

Fra 2010 til 2017, da den seneste nationale sundhedsprofil blev lavet, var andelen af voksne danskere med højt stressniveau steget fra 21 procent til 25 procent. Knap hver femte i beskæftigelse har et højt stressniveau, og lad os da bare lige tage økonomien i det også:

Stress koster samfundet 14 milliarder kroner om året eller 40 millioner kroner om dagen, der bliver spist op af sygedage, tidlige dødsfald og udgifter til sundhedsvæsenet. Vi har en million fraværsdage om året, 30.000 indlæggelser og hele 500.000 henvendelser i almen praksis, der vedrører stress.

Vi lever i en tid, hvor vi er nødt til at regne stress som værende en potentiel risiko i vores liv. Enten ved, at det rammer os selv, eller at vi kender en, der går ned med flaget. Forskellen fra tidligere er blot, desværre, at der ikke længere er noget sensationelt i at brænde ud. Stress er blevet hverdag.

Et paradoks er, at vi på papiret aldrig har arbejdet så lidt, som vi gør lige nu, og aldrig været mere stressede. Men mængden af arbejdstid er også en forsimplet målestok, når det er tyngden af krav og manglen på ressourcer, der gør udslaget.

Og hvordan går det så her? Det går okay, tak.

Tre raske børn, en stor bekendtskabskreds, jeg er flittig til at vedligeholde, et nogenlunde sundt motionspensum, en tilfreds hustru, et sultent kulturforbrug og et arbejde, der kører ret godt. Og ret stærkt.

Mit arbejdsliv er et tveægget sværd. Jeg lever det og elsker det, men jeg lader mig også opsluge i en sådan grad, at jeg har perioder, hvor jeg ikke tænker på andet. Jeg møder ind mandag morgen og spørger ved kaffemaskinen, om det har været en god weekend, og når jeg kigger op fra skærmen næste gang, er det fredag eftermiddag. Tiden spurter afsted.

Jeg har aldrig haft stress, men jeg har af og til mærket, hvordan det er kommet lidt for tæt på: Hvordan det kan være svært at falde i søvn om aftenen. Hvordan jeg kan vågne om natten og lige tjekke mailen. Hvordan jeg kan glemme samtaler og aftaler, selvom de lige er sket. Men jeg har endnu aldrig oplevet klappen gå ned.

Jeg har ofte været af den holdning, at det er trivielt at snakke om arbejde, når man endelig har fri. Men jeg tror, vi er nødt til at finde et sprog for de forventninger, vi forestiller os, omverdenen har til os, og så de ressourcer, vi kan møde dem med. Mærke endnu bedre efter, hvordan vi egentlig går og har det. Og være bedre til at spørge efter hjælp, før det hele kæntrer.

Tag nu bare Alex Vanopslagh: I en alder af blot 27 år rakte han ud efter formandsposten i Liberal Alliance, men da han fik den, knækkede han. Nu slikker han sårene efter et forløb med stress og angst. Vi har fulgt i hælene på ham rundt i Danmark og tegner i vores januarnummer et portræt af en mand, der med forsigtige skridt nærmer sig et nogenlunde ’almindeligt’ arbejdsliv igen.

Der er en pris på alt, men når det kommer til vores ve og vel, må den ikke blive for høj. Husk at drage omsorg for dig selv og dem omkring dig.

Pas på dig selv, godt nytår og tak, fordi du læser med.

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør

 

Unknown-3.jpeg