Tommy Sørensens datter er psykisk syg: ”Jeg følte, at min faderrolle faldt fra hinanden”

Tommy Sørensens datter har diagnosen skizofreni. I de sidste fire år har hun sammenlagt været indlagt på psykiatrisk afdeling i 33 måneder og gentagende gange forsøgt at tage sit eget liv. I dokumentarfilmen ’De Pårørende’ fortæller Tommy Sørensen om, hvordan det er at være far til et barn med en psykisk sygdom.

Billede 1 - Tommy Sørensens datter er psykisk syg: ”Jeg følte, at min faderrolle faldt fra hinanden”
Offentliggjort

Hvornår gik det op for dig, at din datter var psykisk syg?

“Vi har altid haft en lidt skrøbelig datter. Hun har en immunforsvarsdefekt, og da hun var 11 år, fik hun en autismediagnose, der hedder Asperger. Vi har altså aldrig haft et helt normalt liv med hende, men at være autist er jo ikke ensbetydende med, at man er psykisk syg.

Første gang, at jeg rigtig indså det, var i september måned for fire år siden, da min datter var 17 år, hvor vi kørte hende over på Bispebjerg hospitals psykiatriske skadestue. Hun havde sagt, at hun ikke havde lyst til at leve. Vi kunne ikke nå ind til hende, så vi blev nødt til at køre derud med hende, så hun ikke gjorde noget frygteligt. Jeg blev nødt til at gå udenfor og for at få noget luft, og så sad jeg og græd udenfor skadestuen – der vidste jeg godt, at hun ikke skulle med hjem igen den dag. Det gik for alvor op for mig, at det der skete med hende, ikke var noget, vi kunne hjælpe hende med.”

Hvordan føltes det at aflevere sit barn på en psykiatrisk skadestue, fordi hun ikke har lyst til at leve længere?