Fremtidens landshold: Pierre-Emile Højberg

Fremtidens landshold: Pierre-Emile Højberg

Fra Euroman 248: Pierre-Emile er allerede en fast del af landsholdet trods sine kun 19 år. Her kan læse om det unge fænomen fortalt af hans nærmeste.

LUCAS HØJBJERG 

Pierre-Emiles halvandet år ældre storebror spiller ikke fodbold, men basketball. Han skal læse teknisk biomedicin på universitetet til efteråret.

Vi kunne ikke være i et rum sammen, uden at det begyndte at storme: slåskampe, skældsord og barnlige tyverier. På et tidspunkt var det så slemt, at vi nægtede at følges ad i skole. Vores far var forarget og kom tit med små anekdoter om, hvordan han og hans to brødre var ’bedste venner’ som børn.

Med årene blev det selvfølgelig bedre. Jeg kan tydeligt huske den uge, han skulle flytte til München. Jeg skulle til Roskilde Festival. Det gik pludselig op for mig, at jeg ikke ville komme til at have ham herhjemme i dagligdagen længere. Der begyndte vi rigtig at blive brødre. Det var egentlig først efter, at vores far døde (i april i år, red.), at vi blev virkelig tætte, hvilket er til min store ærgrelse, fordi min far ikke kom til at se, hvor stærk min bror efterfølgende er blevet. Lige efter en kamp, eller når vi er sammen i den lille familie, holder jeg mest af ham. Efter kampen kan man se den rigtige Pierre-Emile Højbjerg og ikke den offentlige person og fodboldspiller. På det tidspunkt er drengens barrierer nede, og han viser sine sande følelser.

Vi startede til fodbold samtidig. Han var fem, og jeg var seks. Det var legen bag spillet, der fik os til at starte, senere var det konkurrencen brødre imellem, der drev ham. Han havde fra dag ét en vindermentalitet. Der var ikke så meget at diskutere, fodbold blev hans identitet. 

I ugen op til VM-finalen 2010 mellem Holland og Spanien var familien på Bornholm. Vi havde lejet en bil, som vi altid parkerede ved siden af et stort egetræ lidt efter indkørslen. En dag havde far glemt at lukke bagsmækken. Pierre stod 15-20 meter fra bilen og sparkede bolden direkte i bagagerummet. Det var ikke et almindeligt spark. Han sparkede på den måde, hvor sparkebenet kører bag om standbenet. Far stod og grinte begejstret, som han gjorde, når man fx lige var kommet ud med topkarakter til studentereksamen eller havde udrettet noget større endnu.

Fra den dag vidste jeg, at min bror ikke bare var en regulær fodboldspiller. Jeg ved, at det gik op for ham meget senere end for mig. Faktisk så sent som da han blev ’scouted’ til FC Bayern München. Jeg ved ikke helt hvorfor, for han sagde altid, da vi var mindre, at han ville leve af at spille fodbold. Det er nok den side af ham, der altid har ment, at man skal forholde sig ydmygt til de forhindringer, der er på vejen til succes. 


”Det at træffe de rigtige beslutninger – hvornår skal jeg drible, hvornår skal jeg aflevere, hvilken type afleveringer skal jeg lave? – der er Pierre rigtig langt fremme og moden i sine valg på banen,” siger U21-landstræner Jess Thorup.

Der er ikke mange, der kan tage bolden fra ham. Når først han har den i fødderne, sidder den der. Uden for banen er han også stærk. Jeg har aldrig set nogen, der har brystet så langt fremme. Han er ikke bange for at føre sig frem som den person, han er. Hans attitude udstråler sejr, nat og dag. Det er lige meget, hvordan man ser ham, snakker med ham eller oplever ham: Det er 100 % vindermentalitet og leg, der driver ham. 

Pierre og jeg er opdraget til at være hærdede og hensynsløse, ikke noget med at pakke ord og liv ind i vat. Vores far havde konstant flitsbuen spændt i forhold til os og vores opvækst. Hvis vi fik gode resultater og topkarakterer i skolen eller spillede en smuk kamp og blev ’man of the match’, fik vi et skulderklap og et ’Det var flot. Nu skal du være i stand til at gøre det igen, om ikke bedre næste gang.’ Vi fik aldrig lov til at slappe af, hverken på banen, i skolen eller i livet. Den måde, vi er opdraget på, er noget, der skinner igennem, især i vores måde at tale på. Det er ikke fordi, vi er uhøflige eller uforskammede. Det er bare ikke holdbart, hvis du skal rose folk for noget, de egentlig kunne have gjort bedre. Hvorfor ikke gå direkte til sagen?

MIKKEL WOHLGEMUTH
Anfører for FCK’s U19-hold og en del af Superligatruppen.

Første gang jeg mødte ham, var jeg overrasket over, at han kunne flytte sig så hurtigt trods sin størrelse. Vi drillede ham lidt med det, kaldte ham ’Traktoren’. Det tog han med et smil. Han vidste godt, at han var lidt tung, men han var ligeglad. Han var stadig en af de bedste, hvis ikke den bedste. Han var ikke så hurtig, nu har han jo en fin fart. Han fik ikke lov til at spille midtbane i FCK, som han gerne ville. Jeg tror, at det var derfor, han skiftede til Brøndby. Man kunne tydeligt mærke skiftet. Vi plejede at slå Brøndby, men da Pierre skiftede, blev det sværere.

Pierre var ham den sjove, ham, der lavede de dumme ting. Engang, under elite-runden (UEFA European Under-17 Championship Elite Round, red.), kom han ned om morgenen og fortalte, at han havde knækket håndvasken og ødelagt sengen på værelset. ”Hvad har du?” Det fik vi et godt grin over. Klassisk Pierre. Han var jo ret stor, og der var også noget klodsmajor over ham – bare ikke på banen. Han er god til at skelne mellem sjov og alvor. Han er fuld af sjov og ballade til træning, men lige inden en kamp, når støvlerne er stillet klar, går han i sig selv og bliver seriøs.


Højbjerg bliver tacklet af Milos Jojic fra Dortmund under pokalfinalen i Berlin i maj.

Jeg kan huske en kamp i U17-regi, hvor han var vores absolutte stjerne. Det var i Skotland i 2012, han driblede uden om et par mænd og lobbede bolden over målmanden. Det var en forløsning for ham. Jeg har aldrig set ham gå så meget amok over en scoring. Han løb ud til vores træner Thomas Frank og lagde sig ned og pegede mod himlen.

Desværre røg vi ud af turneringen, og det gik ham tydeligt på. Han satte sig ud på tilskuerpladserne, alene, langt væk fra os andre. Så sad han der og kiggede ned i jorden. Han kan blive lidt indelukket, hvis han er sur. På vej hjem fra den kamp sad han på den anden side af gangen i bussen. Vi talte ikke sammen og kiggede slet ikke på hinanden. Pludselig skrev han en sms, hvor han gav frit løb for sine frustrationer: ”Hvad fanden er det for noget lort?” osv. Han kunne bare have sat sig hen ved siden af mig og talt, men han havde ikke lyst til at tale. Om aftenen gik han ind på sit værelse og kom ikke ud. 

OSKAR TRANBERG
Tidligere midtbanespiller for Brøndby IF. Spiller i dag for HB Køge.

Første gang jeg mødte Pierre, spillede jeg over for ham. Jeg spillede for en lille klub, Union, der skulle møde FCK. Han havde en særlig aura over sig. Medspillerne skulle bare spille bolden til ham, så skulle han nok finde på noget. Han var et hoved højere end alle andre og tre gange så bred, da vi var mindre. Han kunne holde alle væk, havde sindssygt god teknik og sparkede som en hest. Det var fuldstændig sindssygt. Det var det, alle snakkede om. Han kunne skyde 20-30 meter udefra og score. Som 12-årig.

Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, da vi gik på Brøndby Gymnasium. En af de første dage fik vi at vide, at der var virtuelundervisning. Vi gik på en IT-linje, og undervisningen den dag foregik i ’det virtuelle rum’. Alligevel mødte Pierre op på skolen og spurgte efter, hvor ’det virtuelle rum’ lå. Der sad han så og ventede på os andre – indtil han fandt ud af, at undervisningen foregik på nettet, og at vi havde fået lov til at sidde hjemme den dag. Pierre er ikke den boglige type, men hvis han koncentrerer sig om noget, lykkes det for ham. Han vidste bare allerede, da vi gik i gymnasiet, at han var på vej til FC Bayern, så studierne blev lagt lidt til side. Det kunne man godt se på hans karakterer.

Vi lavede engang en liste over de 10 lækreste piger på gymnasiet, som vi skulle nå at være sammen med, og lavede et væddemål om, at den første, der nåede at være sammen med en af pigerne, vandt 500 kr. Efter en uge glemte Pierre at logge af sin Facebook, hvor vi havde mailet til hinanden om det. En af pigerne på listen opdagede tilfældigt vores korrespondance, fordi hendes navn optrådte i tråden. Det kom ud på hele gymnasiet, at vi havde lavet den liste. Jeg var på hospitalet med en brækket arm, da jeg fik et opkald fra Pierre: ”Den er helt gal,” sagde han, ”pigerne har opdaget, hvad vi har skrevet om.” Det grinte vi meget af. 

Første dag jeg kom til FCK, tog Pierre imod mig. Han var meget venlig og imødekommende. Vi blev hurtigt bedste venner. Han var startet relativt kort tid før mig. Han er lige ud af posen. Man ved, hvad man får, og jeg opdagede hurtigt, at han gerne sagde sin mening til træneren. Det var der ikke så mange andre, der gjorde. ”Jeg vil ikke spille angriber mere, jeg vil spille midtbane. Ellers vil jeg hellere sidde på bænken,” sagde han engang. Der var mange, der var overraskede. Der var konkurrence, og alle ville gerne spille. Man skulle nærmest være taknemmelig over at få en plads, men Pierre ville ikke være taknemmelig over at spille angriber. 

Da vi spillede i FCK, blev han drillet med, at han var lidt for tyk. Efter han kom til Brøndby, blev han dog hurtigt fit. Han var ved at gå død i FCK’s system, hvor de ville have ham til at spille angriber – men han ville selv være på midtbanen. Han havde ikke lyst til at stå oppe ad banen og vente på bolden. Han ville have større indflydelse på spillet.

Nogle gange kan selvtilliden godt stige ham til hovedet, men så længe det går godt, er der ikke noget at sige til det. Jeg tror, den ’her kommer jeg’-attitude kommer fra hans franske side. Hans mor er fransk, og han taler flydende fransk. Det er også grunden til, at vi drillende kaldte ham ’Le Petit Croissant’ i både FCK og Brøndby. Når han blev lidt for ’her kommer jeg’, fik han lige et par ord med på vejen.


Party på Marienplatz i München efter sejren i pokalfinalen over Dortmund i maj.

Uden for banen var Pierre ven med alle. Havde man et problem, var han en, som man kunne gå til og få en snak med. Der var han ’Lille Pierre’. Men når han går ind på en fodboldbane, er det game time. Det er en helt anden Pierre. Da vi var mindre, stod han altid ude på banen en halv time inden og en halv time efter os andre og sparkede på mål. Det gjorde han hver dag. Senere, da vi spillede sammen i FCK, vendte han altid den ene strømpe på vrangen. Hver gang. Også selv om folk sagde det til ham. Han skulle også altid lige ud at tisse tre gange inden en kamp. Sådan var det hver gang. 

NILS NIELSEN
U15-træner i Brøndby for Pierre-Emile Højbjerg, nuværende træner for kvindelandsholdet.

Vi skulle spille mod PSV Eindhoven i den største ungdomsturnering, der findes, da Pierre kom hen til mig. Han syntes, vi skulle spille på en anden måde end den, vi havde forberedt hjemmefra: ”Vi har snakket om ...,” begyndte han smågrinende. Han stillede ikke nødvendigvis selv op og sagde: ”Jeg har tænkt …” Han havde fået nogle af de andre, toneangivende holdkammerater med på ideen. Jeg vil gerne høre, hvad spillerne har at sige, så jeg sagde: ”Det er i orden. Det prøver vi.” Da vi nåede pausen, var vi bagud 0-2. Så spurgte jeg dem, om vi kunne gøre, som vi havde trænet. Det gik de med til, og kampen endte 2-2. Pierre var helt fantastisk i den turnering. Vi slog Manchester United og Real Madrid.  

Danske spillere er søde og rare, og Pierre vidste godt, hvad der skulle til for at vinde en kamp. Fx at en af spillerne tager hårdt fat og laver nogle hårde frispark. Det gælder også til træning. Det kunne Pierre godt gøre, og nogle gange kunne han ikke forstå, at folk blev sure – ”Sådan er fodbold jo.” For ham var det overstået, når træningen var slut.  

I 2012 var vi med U19-landsholdet på Cypern og spillede mod Montenegro. Vi havde fået vist en mand ud, det var noget værre lort. Vi var bagud og skulle vinde kampen. Der var kun 15 minutter igen. Pierre var et år yngre end årgangen, men da vi fik et frispark på kanten af feltet, skubbede han de andre væk: Han skulle fandeme nok sparke den der ind. Det gjorde han selvfølgelig, og vi vandt 3-2. Det er også sigende, at hans medspillere – den meget stærke 1994-årgang med Yussuf Poulsen og Viktor Fischer – lod ham sparke. De mente alle, at chancen for, at ham, der havde ild i øjnene, ville score, var størst. 

Pierre har en udpræget retfærdighedssans. Hvis nogen længere nede i hierarkiet i hans øjne bliver uretfærdigt behandlet, skal han nok gøre opmærksom på det. De bruger jo lige så meget tid på træning som alle andre, indvender han. Det er ikke deres skyld, at de ikke kan lige så meget. I den forstand var han skæg. Engang kom han hen til mig efter 5-6 turneringskampe og sagde, at han syntes, det var lidt voldsomt, at det ofte var de samme spillere, som startede ude. Han mente, at det var svært for dem at blive ved med at være lige så gode, hvis de altid startede ude. Det var sødt tænkt. Da jeg så spurgte, om han gerne ville ud og sidde i stedet for dem – det havde han ikke lige tænkt på – mente han, at der ”også var andre spillere på holdet.” På den måde er han sød og hensynsfuld, men jeg fik mig også et godt grin over ham. 


Pierre-Emilie fører bolden frem i Bayern-trøjen. 

Han er aldrig rigtig tilfreds. Den indstilling betyder, at han vil blive ved med at udvikle sig. Det er hans vigtigste kvalitet. For selvfølgelig har han et kæmpe talent og et fantastisk spark – men det har mange. Men hvis man kombinerer det med hans ærgerrighed og nysgerrighed, har man noget, der er langt sværere at finde. Han bliver ved med at være nysgerrig for at finde ud af, hvad der skal til for at slå fx en Bastian Schweinsteiger af pinden i Bayern. Det er helt absurd, men det er sådan, han tænker: ”Det kan godt være, at der går to år, men jeg skal nok blive bedre end ham.” Det er han slet ikke i tvivl om. 

Han vil gerne hyldes og være i centrum. Men han vil fandeme også gerne have fortjent det.

JOHN RANUM
U17-træner for Højbjerg i Brøndby-tiden.

Han har altid krævet forklaringer på ting, han ikke forstod eller var uenig i. Han reflekterer over de ting, som bliver sagt. Det lyder indlysende, men det gør de færreste i den alder. 

Første gang, jeg så ham spille, var i en U15-kamp. Min kone interesserer sig ikke for fodbold, men hun var med den dag og spurgte: ”Hvem er det?” Han stjæler bare billedet, når han træder ind på en bane. Det er måden, han distribuerer bolden på, han suger spillet til sig. Du kan ikke undgå at lægge mærke til ham. Den bedste kamp, han spillede for os, var mod FCK. Han var førsteårs-junior, og Bayern var oppe at kigge på ham. Han var outstanding. 

Han er en ’macho’ på banen og en mand, som tør sige, hvad han tænker. Samtidig er han en person, som prioriterer familien over alt andet, og så er han ikke bange for at vise og tale om sine følelser. Han er i bund og grund et fantastisk menneske. Hvem andre kunne som 17-årig gå til ledelsen i Bayern München og bede om hjælp til sin kræftramte far, da det danske sundhedsvæsen havde opgivet at hjælpe ham? Det gjorde Pierre, og hans far fik på den måde forlænget sin levetid. Det er fandeme klasse.

Vi sad i Brøndbys klublokaler, da han skulle skrive under med Bayern. ”Er du klar over, hvad du går ind til, Pierre? Prøv lige at se, hvad det er for nogle navne, du er oppe imod,” sagde jeg. Han svarede: ”Hvis jeg skal være den bedste, skal jeg også kunne komme på holdet, selv om det er et hold med de allerbedste spillere i Europa. Så må jeg bare vise, at jeg duer til det, og være tålmodig, indtil chancen byder sig, og gribe den.” Det er Pierre i en nøddeskal. 

Det næste år bliver afgørende for hans fremtid i Bayern. Han er ikke fast mand på holdet endnu, og han regner måske med, at han skal have 15 eller 20 kampe – tro mig, han har sat sig et eller andet konkret tal i hovedet – og får han det, er han tilfreds. Får han ikke det, vil han overveje andre muligheder. Han ved nøjagtig, hvad planen er for ham, og hvad der er succeskriterierne. Men han giver ikke klubben skylden, hvis han ikke får lov at spille. Så er det fordi, at han ikke har præsteret.

Se, hvad vi ellers skriver om: Artikler