Foto: Bildagentur-online/UIG via Getty Images

Jeg har blandet blod med vildsvin

Daniel Dencik har haft en hviledag i helvede. Læs tiende kapitel i forfatterens Tour de France-dagbog.

‘Denciks dagbog’ - 10. Kapitel
EN HVILEDAG I HELVEDE

Landsbyen ligger på den anden side af floden. Jeg står og ser mod byens huse med cyklen mellem benene. Det er hviledag i Tour de France, så jeg har været på en fem-seks timer lang tur gennem hele dalen. Det sidste stykke tid har jeg fulgt en grusvej langs nogle store vindmøller. Men vejen forsvandt, hvor møllerne endte. Den løb ud i en tør prærie, men jeg vil ikke vende om nu, hvor jeg nærmest er hjemme. Jeg har altid bedst kunne lide fugleflugten.

En skrænt fører ned til vandet, en stenskrænt. Den er stejl, men jeg tager cyklen over nakken og begiver mig ned til floden, som jeg vil krydse. Jeg kan høre kirkeklokkerne fra min by. Jeg balancerer ned ad ravinen, det går okay. Jeg hører vandet fosse. Det har regnet meget dette forår, sneen på bjergene smeltede først for nylig, så der er stærk strøm. Det sidste stykke, før jeg når ned til vandkanten, er svært at trænge igennem. Tornekrat og brombærbuske river mig, men jeg kommer omsider ned til vandet med min cykel.

'Denciks dagbog'

Daniel Dencik skriver dagbog for Euroman.dk om Tour de France ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada i Spanien. Han er forfatter og filminstruktør. Har blandt andet lavet filmen 'Moon Rider' (2012) om cykelrytteren Rasmus Quaade og har skrevet bogen ’Sportshjerte’ (2017).

Vandstrømmen er vild og brusende. Det vil blive svært at komme over. Og selv hvis jeg kommer over, er der ingen steder at gå i land på den anden side. Men nu er det for sent, jeg vil aldrig kunne komme tilbage op ad skrænten igen.

Jeg går ud i floden med cyklen. Jeg kommer over på den anden side. Vandet når mig til livet. Jeg står i den brusende flod med cyklen i mine arme uden at kunne komme i land. Et massivt krat vokser helt ud til bredden. Lianer med torne hænger over floden. Jeg begynder at bevæge mig medstrøms med cyklen. Jeg tænker, at jeg vil lade mig føre af strømmen, bruge den til at komme længere ned, hvor der må være et sted, jeg kan komme op. Hvis jeg går midt ude i floden, sidder jeg ikke fast i de tornede fangarme, men min mountainbike er tung i vandet.

Længere nede ad floden prøver jeg at gå i land igen. Jeg finder et sted, som jeg synes, ligner udløbet af en sti. Jeg kravler op på land med min cykel, puster ud. Det var godt, siger jeg til mig selv, at det ikke var værre end som så. Jeg vil følge stien op ad skrænten til min by. Men i løbet af få meter bliver det ufremkommeligt. Tornegrene hænger i tykke forhæng til alle sider. Jeg kan ikke afgøre, om de vokser fra jorden, eller om de falder fra højereliggende kroner.

Jeg må tilbage igen. Ud i floden for at gå endnu længere ned. Strømmen river i min cykel. På et tidspunkt skvatter jeg i floden. Jeg mister min cykel. Jeg ser den fare afsted over stok og sten. Jeg løber efter den i vandet. Efter hundrede meter kan jeg se, at den har sat sig fast i et træ, der rækker ud over floden. Styret er i spænd mellem to stammer. Jeg får halet den ind til flodbredden.

Det slår mig, at det måske ikke leder nogen vegne at følge strømmen længere ned. Jeg synes, at floden bliver vildere og vildere, måske vil den bare ende i et vandfald. Så jeg bestemmer mig for at prøve at gå tilbage igen. Jeg kæmper mig baglæns hele den vej, jeg er kommet. Med cyklen over skulderen imod strømmen. Jeg har en bambusstav, som jeg bruger til at se, hvor dybt vandet er, mens jeg bevæger mig op ad floden med cyklens ramme over brystet. Indimellem prøver jeg at gå i land for at se, om der er stier. Men buskadset lukker sig igen, tæt og stikkende. Jeg holder meget af brombær, men nu forbander jeg buskene langt væk.

Jeg kravler på knæ med ansigtet mod jorden for ikke at blive flænget. Jeg kan ikke få min cykel igennem. Det er ikke menneskestier, men dyreveksler. Jeg bemærker pludselig en tung tumult helt tæt på. Jeg tror først, det er et menneske, bliver glad, men så ser jeg, at det er et vildsvin, der bliver bange. Et kæmpestort vildsvin. Det har ligget og trykket i mudderet. Svinet går i panik, river sig igennem et tornekrat for at slippe væk fra mig, det er en so med unger. De sidder også fast, men de har hårdere hud, og de skal bare væk.

Jeg kravler rundt, men alt ender i blindgyder af krat og bambus. Jeg må vende tilbage til vandet og fortsætte modstrøms. Et sted er floden så trang, at jeg ikke kan komme igennem med min cykel. Der er for meget fart på strømmen mellem to store sten, og passagen er for dyb. Jeg må efterlade min cykel på bredden, dyr og ny. Jeg fortsætter i det hurtige, dybe vand mellem stenene med vand til halsen.

Det er ved at blive mørkt. Men nu går jeg i hvert fald mod byen, tænker jeg. Jeg prøver at se, om der stadig ikke er stier, jeg kan komme ind ad. På et tidspunkt vil jeg bryde igennem tornene til et vandfald, som jeg prøver at kravle op ad, men det bliver bare til en våd væg. Endnu en umulig plan. Jeg må kravle tilbage ned i floden.

Jeg er fuldstændig forreven, lianerne sidder fast i mig, torne slingrer sig om min hals, om mine hænder og mine ben. Jeg råber ad de tornebuske, pis nu af, skrid nu væk! Fuck af med jer, skriger jeg med grus i munden. Jeg bløder fra mange åbne sår og rifter, som jeg prøver at rense i floden. Jeg drikker af vandet, som er koldt og frisk. Mit ene lår kramper. Senere er det musklerne i læggene, der låser sig.

Jeg har flere kræfter, end jeg troede, jeg havde. Jeg har været i floden i nogle timer, først den ene vej, så den anden vej. Jeg kan ikke give op. Jeg fortsætter, indtil denne aften bliver min død. Jeg tænker på, hvordan det vil se ud, når jeg ikke kan mere. Der ville komme et punkt, hvor kræfterne slipper op. Jeg er villig til at kæmpe hele vejen derhen.

Jeg kravler foroverbøjet i floden for at komme under vegetationen, der ligger over vandet. Af og til søger jeg op på land. Jeg maver mig frem, råber, puster ud, hviler mig, skriger. Jeg ligger dybt inde under en busk, jeg er faret vild i redningen af mig selv. Hvis jeg giver op, vil jeg ikke klare den. Jeg rejser mig i det natlige krat. Jeg bliver ligeglad med tornene. Jeg passerer det punkt, hvor jeg bare må lade mig flænges op, hvis jeg vil videre. Her er ingen spor af mennesker, alt er groet til.

Og alligevel, et sted i mørket, synes jeg, at jeg kan skimte et appelsintræ blandt alle tornene. Jeg søger mod de lysende frugter. Jeg bryder frem til træet, tager en appelsin, falder om. Det må være udkanten af en plantage. Jeg bliver så lykkelig, at jeg begynder at ryste, mens jeg ligger på ryggen og slubrer appelsinen i mig. Og jeg råber igen. Af glæde, denne gang.

Efter appelsinen, kommer jeg på benene. Jeg vandrer rundt i plantagen, kan ikke finde ud af, hvordan jeg kommer videre op, men jeg kan se, at der er et vandningssystem. Der må komme mennesker her nu og da. Jeg følgerne kanalerne, som fører op ad bjerget. Klippen er stadig stejl.

Jeg har hele tiden vidst, at byen er halvtreds meter over mig, men den lodrette skrænt af jord og sten, har været dækket af tornekrat, så det har ikke været muligt at komme op. Men endelig er alle torne væk, endelig begynder der at dukke blomster op. Der er enormt smukt. Store, pludselige blomstermarker i tusmørket, helt mennesketomme.

Plantagen ender ved et hegn, hvor en port af metal er låst. Jeg kravler over hegnet, lader mig falde ned på den anden side. Der løber en grussti, som jeg følger, indtil jeg får asfalt under mine fødder. Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg går tilbage igennem byen, bange for, hvad jeg skal sige, når jeg kommer til huset, hvor Sofie venter med gæster. Jeg skulle bare ud på en cykeltur. Nu ligner jeg en vildmand. Jeg er gennemblødt af flodens vand og mit eget blod. Jeg drypper på vores lille gade. Mine sko er tunge og fulde af sten, idet jeg låser mig ind ad porten. Jeg smider fodtøj og strømper ved døren, går barfodet over indergården.

Jeg kan mærke, at der stadig sidder torne i mine ører og på min hals, blodet løber fra arme og ben. Jeg står i lyset fra middagsbordet, hører deres stemmer. Jeg ligner et torturoffer. Jeg har blandet blod med vildsvin. Og jeg har været tæt på at miste livet ude i tornelabyrinterne, det ved jeg. Jeg har nået at tænke tanken, at det var forbi med mig. Denne aften i floden for mindre end en time siden. Et stenkast fra dette hjem. Jeg går ind til bordet. Sofie rejser sig, løber hen mod mig. Hun ser ud, som om hun har set en død. Hun begynder at græde, mens jeg fortæller, hvad der er sket.

"Du er for frygtløs," siger hun.

Daniel Dencik, den 17. juli 2018

 LÆS OGSÅ: I dag er Tour de France en autonom, der kaster med sten mod monotonien

LÆS OGSÅ: Doping inden for og uden for grænserne

LÆS OGSÅ: Når Sofie smider tøjet

Se, hvad vi ellers skriver om: Tour de France og Cykling