Hvad er dit favoritspørgsmål i Pro Cycling Quiz?

”Det må være et spørgsmål om Roger De Vlaeminck. Lidt af en legende, der kørte i den her ikoniske ’Stars and Stripes’-trøje for Brooklyn-holdet i 70’erne. Han havde den flotteste cykel, Gios Torino, som jeg selv har en kopi af. Spørgsmålet er så hvilken farve, hans kabelføring var. Kæmpe trickspørgsmål og meget specifikt. Det stak lidt af nogle gange, når jeg og Mikkel (Damkiær, red.), som jeg har lavet spillet med, sad og fandt på spørgsmål.”

Der er langt over 1.000 spørgsmål i spillet. Hvordan finder man på så mange spørgsmål om cykelsport?

"Det tager lang tid. Man skal jo ikke bare finde på dem, man skal også researche helt vildt, så man ikke laver fejl. Så vi sad bare og jammede over dem, og det handler jo også om at ramme den rigtige sværhedsgrad.”

Har I testet spørgsmålene af?

"Vi har haft et par testspil med blandt andet feltet.dk. Dem inviterede vi på en spilaften, og de repræsenterer jo, sagt på en pæn måde, nørderne med den store viden. Og så havde vi nogle af de gamle koryfæer med: Brian Holm og Jesper Skibby samt nogle rigtige connaisseurs i Thomas Bay og Bastian Emil Goldschmidt.”

Hvem vil du helst undgå at møde i dit eget spil?

”Jeg synes, Thomas Bay er skarp. Han har jo levet af at kommentere cykelløb i omkring 20 år, så han ved rigtig meget. Brian Holm var jeg overrasket over. Han snød helt vildt. Han ved også rigtig meget, men væddeløberen kommer op i ham, og så handler det om at vinde for enhver pris. Det kendetegner nok lidt den gamle generation, ha ha.”

Er cykelryttere generelt vidende om deres egen sport?

”Jeg er blevet overrasket over, hvor lidt den nye generation ved om sporten generelt. I hvert fald dem jeg møder. Nu kan jeg jo kun snakke om rytterne på mit eget hold. Det er helt sindssygt. En mand som Oscar Freire kommer ind i vores holdbus og hilser på, og ikke en kæft ved, hvem han er. Han var altså tre gange verdensmester og har vundet Milano-Sanremo et hav af gange. De ved knapt nok, hvem Miguel Indurain er.

Mit store håb er, at jeg kan uddanne de unge ryttere lidt i sportens historie. Men det kræver selvfølgelig, at de gider at spille spillet.”

procyclingquiz.jpg

Pro Cycling Quiz koster 400 kroner og kan købes her.

Matti Breschel

Medskaber af cykeltrivia-spillet Pro Cycling Quiz. Tidligere professionel cykelrytter for blandt CSC, Rabobank og Astana. Nu sportsdirektør for EF Education-EasyPost.