Til at starte med var det en drengedrøm, der fik mig til at blive kok for landsholdet. I 1999 skulle old boys-landsholdet til Bali, hvor jeg boede på det tidspunkt, og der spurgte spillerne, om jeg ville lave noget mad til dem. Det var alle de gamle: Michael Laudrup, Per Wind, Henrik ‘Store’ Larsen, Ole Kjær og Torben Piechnik. Vi havde det pissesjovt sammen. Laudrup etablerede efterfølgende kontakten til DBU, og så kom jeg med det rigtige landshold til VM i Japan og Sydkorea i 2002.

Mit eneste krav til DBU var, at jeg skulle kunne se Danmarks kampe på stadion i Japan. De kludrede lidt i det, men fik i stedet arrangeret, at jeg kunne sidde med på bænken sammen med resten af holdet. Ved den første kamp mod Uruguay stod jeg i spillertunnelen med en bold og i det samme tøj som spillerne, mens kameraerne filmede løs. Alle mine ansatte på Café Ketchup i Tivoli, hvor jeg dengang var køkkenchef, sad og fulgte med på fjernsynet derhjemme. De så mig iført spillertøj og med en bold i hånden og udbrød: ’What the fuck? Sidder han på bænken?’