Leder: Spiser du for at leve eller lever du for at spise?

Et godt måltid handler ikke kun om mad – men også om mennesker, omgivelser og oplevelser. Det skriver chefredaktør Kristoffer Dahy Ernst i anledning af vores februarnummer, hvor vi taler med en lang række mennesker om mad, vin og alt det, der giver kulør til livet.

Leder: Spiser du for at leve eller lever du for at spise?
Offentliggjort

Vi havde været i felten i et par dage, sulten var efterhånden ved at melde sig. Selvom vi var rekrutter, og alt var nyt og uventet, havde vi så småt regnet ud, at en feltration rakte til 24 timer, hvis man doserede den fornuftigt. Vi var klar til at få udleveret en ny, så vi kunne klare os gennem det næste døgn.

Det var det tidlige efterår, og til trods for, at jeg både havde fået udsættelse af min værnepligt og bestemt ikke brød mig om tanken om at skulle i hæren, var der ingen vej udenom. Således gik jeg i et par måneder rundt i grøn camouflage i øvelsesterrænet sydvest for Holstebro, mens jeg fik bekendtskaber fra steder i Danmark, jeg aldrig havde hørt om før.

Min formkurve var skarpt opadgående, jeg lærte både livreddende førstehjælp og blev klogere på fredsskabende krigsførelse, og langsomt blev jeg en af dem, der syntes, at det faktisk var ret spændende at være en del af det danske forsvar.

Når vi var hjemme på kasernen, serverede kantinen hæderlig mad, som blev indtaget i ro og mag. Man skulle ikke engang sørge for opvasken.