Chanel-kampagne med Penélope Cruz og Brad Pitt fotograferet af Inez & Vinoodh.
Chanel-kampagne med Penélope Cruz og Brad Pitt fotograferet af Inez & Vinoodh.

 Modeindustriens luksusbrands er i krise: ”Alle brands har deres version af de samme tasker, sko og dufte”

Modeindustriens luksusbrands befinder sig midt i den største tilbagegang i salg siden den finansielle krise i 2008, og håbet er, at sæsonens rekordstore omrokering af stjernedesignere – hele 15 debutshows som følge af de nye hyringer – vil tænde op under blusset igen. Hos Business of Fashion, branchens største portal for modenyheder og analyse, kalder man det “The Great Fashion Reset” og krydser fingre for, at nye ideer fra friske øjne og hænder kan redde situationen.

Offentliggjort

MAN KUNNE NÆRMEST høre et kollektivt lettelsens suk, da Matthieu Blazys Chanel åbenbarede sig under glastaget i Grand Palais. 

Ud kom en kollektion, der føltes som indbegrebet af Chanel set med helt nye øjne, hvor hvert sting var som syet med husets skødesløst elegante, tidløse ånd, båret af en overdådig materiel eksperimentering, der lover usædvanligt godt for couture. 

Den nye chefdesigner fik et stående bifald, hvilket hører til sjældenhederne i en blasert branche. 

Det var regn, der faldt på tør jord. Hvis man skulle beskrive den generelle stemning i modeindustrien inden forår/sommer-26 kollektionerne blev vist, så var det nok som bonden, der beder til alle vejrguderne om, at høsten ikke slår fejl.