Hvorfor smager Krug så forbandet godt?
Intet champagnehus har som Krug formået både at være et stærkt luksusbrand og appellere til de kræsne vinentusiaster, som normalt ikke er til fals for smarte etiketter og glamour. Vi har besøgt producenten på hjemmebanen i Reims.
Spændingen stiger, da vi triller fra hotellet ved den mægtige katedral Notre-Dame i det centrale Reims for at sætte kursen mod adressen Rue Coquebert 5, hvor Maison Krug ligger.
Ikke uventet er stemningen en smule an-spændt, når man sætter seks mennesker, som ikke kender hinanden, sammeni en bil, og de første minutter bliver der ikke sagt så meget i den sorte Mercedes V-Klasse. Det ændrer sig dog hurtigt, da vi kommer ind på det, hele turen handler om: Krug.
En amerikansk journalist har taget rejsen hele vejen fra Boston ”bare” for at være med dette ene døgn, og en ældre journalist fra Italien har trofast besøgt Krug gennem flere årtier og takker konsekvent ja til invitationerne år efter år – det siger lidt om interessen for vores fælles vært det næste døgns tid.
Selv har undertegnede haft fornøjelsen af at besøge Champagne flere gange, men indtil nu har Krug stået på himlen som den lysende stjerne, der endnu ikke er blevet oplevet på nærmeste hold. Men nu sker det.