Denne julekage er så god, at man næsten får tårer i øjnene

”Luk vinduet op for brisen” er omkvædet i en ældgammel revyvise, som jævnligt blev spillet i radioen, da jeg var barn. Lulu Ziegler sang den, og efter hvad jeg forstod – og husker – handler den om en kvindes korte kærlighedsmøde med en ægte sømand. En skøn, men noget flygtig en, forstår man. Sådan er de jo oftest i fortællingerne.

Jeg lukker til gengæld vinduet op for grisen i disse uger, for fra tidlig morgen til sen aften trænger duften af stegt gris op til mit soveværelsesvindue på fjerde sal. Jeg falder simpelthen i søvn med – og vågner ved – duften af flæskesteg. En af byens gamle frokostrestauranter ligger rundt om hjørnet, og fra november og frem til jul steger de flæskestege på overtid. Jeg bebrejder dem intet, tværtimod har jeg stor forståelse for missionen, en god flæskesteg med sprød svær er blandt mine absolutte yndlingsspiser – bare det er ribbensteg og ikke den kedelige kam.

Jeg tvivler dog på, at det er steg af særlig lødig gris, der tilberedes i det køkken, det ligger ligesom ikke i stedets koncept. Men det kan jeg, der ellers praler af at have en meget fin næse, ikke lugte gennem to baggårde. Jeg snuser bare ind og tænker; uhmm! Vi skal vist også snart ha’ fat i en lille halv meter høj-kvalitets-Hindsholmgris.

Og vist skal vi det. Dels fordi det snart er jul, men helt ærligt, hvornår – sommer som vinter – er det ikke tid til velstegt, dejlig gris? Sådan en basse har det jo godt i selskab med rødkål og det slæng.