Af en delikatesse at være er blåmuslinger lidt atypiske. De er nemlig både lækre og billige på en gang. De umami-holdige havdyr kan virkelig tilføje din pastaret en hel ny dimension af smag og dybde. Og så pynter de heller ikke så lidt på en tallerken.

Opskrift til 2

Det skal der i:

1 kg blåmuslinger
1 glas tør hvidvin
500 g modne tomater, snit et fint, ikke for dybt kryds i skindet
75 g finthakket skalotteløg
75 g finthakket bladselleri
2 fed hvidløg, finthakket
En smule chili, frisk eller tørret efter smag
½ bndt hakket bredbladet persille
250 g linguine

Sådan gør du:

1. Kog en gryde med vand op til pasta, minimum 1 liter per 100 gram pasta.
2. Plump først dine tomater i det spilkogende vand. Når skindet efter cirka 10 sekunder begynder at løsne sig, tager du dem op og afkøler dem i iskoldt vand.
3. Pil skindet af tomaterne med en urtekniv uden at flå for meget af kødet med. Hak dem i grove tern.
4. Svits selleri, løg, hvidløg og chili i olivenolie i en kasserolle eller pande, uden at det tager farve. Når løgene er gennemsigtige, tilsætter du tomaterne.
5. Lad tomatsovsen koge igennem, skru ned, og kog videre ved lav varme.
6. Smid salt i pastavandet, 10 gram per liter. Kom pastaen i, og rør rundt lejlighedsvis, så de ikke sætter sig fast i bunden.
7. Sæt en pande eller gryde med bred diameter over blusset, og skru helt op.
8. Kom muslingerne i, lad dem hvæse i 3 sekunder, hæld så hvidvin på, og læg låg på.
9. Kig til muslingerne efter et minut. Når de har åbnet sig, er de færdige. Er de ikke åbnede, så giv dem lidt længere, men heller ikke for længe. Muslinger bliver seje som viskelæder, når de bliver for gennemtilberedte. De muslinger, der ikke åbner sig, skal du kassere.
10. Sigt muslingesuppen op i tomatsovsen. Skru op på fuldt blus, og lad sovsen koge ind.
11. Pluk halvdelen af muslingerne, lad den anden halvdel blive siddende dekorativt i skallerne.
12. Tag pastaen op, når den mangler et minuts tid, lad den koge færdig i tomatsovsen.
13. Vend plukkede og ikke-plukkede muslinger sammen med pastaen og den hakkede persille. Så er du klar til servering.

Her kan du se det alt sammen i en video fotograferet af Mikkel Russel og klippet af Kristian Vestergaard Jensen /Papertiger productions: