ATHEN
Hvis man kun kender det græske køkken fra sommerferien i det græske øhav, så har man sikkert oplevet et ret enkelt spisekort, men de begrænsninger oplever man ikke i Athen. Græsk køkken er meget andet end moussaka og tomatsalat med feta, og krisen til trods kan man godt mærke det løft, Athens restaurantscene har oplevet de senere år.
ATHIRI
Et godt bud på moderne græsk køkken, lidt uden for centrum og de værste turiststrøg. Moderne indrettet, både indvendigt og i atriumgården. Meget enkle og elegante anretninger med et ofte overraskende tvist. Det fokus, vi hjemme har udviklet på råvarerne – hvor kommer de præcis fra, hvem har frembragt dem etc. – er grækerne ikke gået voldsomt op, men det har også vundet frem i disse kriseår hos dem, og det er Athiris menu et godt eksempel på.
Plateon 15 athirirestaurant.gr
BARCELONA
Barcelona er på én gang en let og svær by at manøvrere i, gastronomisk set. Sindssygt mange steder – især på de befærdede strøg og de store boulevarder – ser ganske indtagende ud, men serverer ligegyldig/ elendig mad, og flere af de dyre og meget smarte steder er reelt mere smarte, end de er interessante. Barcelona er en af Europas mest besøgte byer, ikke mindst takket være lavprisflybilletter en masse, og regulære lortesteder står i kø for at fodre blandt andre engelske fodboldfans, der først og fremmest skal ha’ cervezas i hektolitermål – og junkfood som ballast. De mange små tapasbarer i byens gamle havnekvarter, Barcalonetta, er gode steder, hvis man vil sikre sig mod nitter. Og så betaler det sig også i Barcelona at søge ud i sidegaderne og i yderkvartererne.
TAPAS 24
En af undtagelserne, der bekræfter reglen om, at man skal holde sig fra hovedstrøgene. Carles Caballans moderne tapasbar er en all time favorit. Jo senere på eftermiddagen/ aftenen, man kommer, des større chance er der for at få en plads. Spis lidt eller spis meget – lige fra tapas i modernista-udgaver til caviar. Godt vinkort.
Diputació 269 / projectes24.com
Se også: 25 restauranter, du skal besøge i New York
BERLIN
Tyskland er Europas vækstlokomotiv og rige onkel, men Berlin er paradoksalt nok en fattig by, og det giver bl.a. et forbløffende lavt prisniveau på restauranterne. Byen har en magnetisk tiltrækning på mennesker med ikke voldsomt mange penge på deres restaurantbudget – kunstnere in spe (og måske kun i egen selvforståelse) m.fl. og på turistfronten især det festsyge ’Easy Jetset’, der rejser til Berlin på lavprisbilletter for at feste igennem. Derfor har byen billige restauranter i hobetal – restauranter i alle etniske og gastronomiske afskygninger. Byens luksusrestauranter tåler måske ikke sammenligning med danske topsteder, men de kan ofte fremvise fantastiske vinkort med rariteter til fantasipriser.
HARTMANNS
Et godt eksempel på prisniveauet i Berlin – det helt store udtræk, syv retter med tilhørende vinmenu står i ca. 1.100 kr., hvilket absolut er billigt for mad og vin på dette niveau. Mindre end syv retter er i øvrigt også en mulighed.
Fichtestrasse 13 hartmanns-restaurant.de
BUDAPEST
En af verdens smukkeste storbyer, der nok er mere kendt for sine gamle, klassiske cafeer end sine restauranter. Men det vil være en overraskelse for mange, hvor fremragende råvarer dette ikke just lette køkken benytter sig af på de seriøse restauranter.
BOCK BISZTRÓ
Et af byens bedste spisesteder – og det ved mange, så bordbestilling er absolut nødvendig. Bundsolid og veltillavet mad med blandt andet fantastisk hjemmelavet charcuteri. Rigtig godt vinkort.
Erzsébet krt. 43-49 bockbisztro.hu
DUBLIN
Den økonomiske krise har ramt Irland i særklasse, men irerne er hårdføre, og byens bedste spisesteder (der er ikke voldsomt mange!) har mestendels klaret skærene. Man kan spise dyrt og fint og med michelinstjerner i Dublin, men det er ikke steder, der for alvor imponerer, hvis man sammenligner med toppen af dansk gastronomi – faktisk virker disse topsteder i Dublin noget oldschool, hvis ikke ligefrem lidt provinsielle. Gå efter de moderne, rustikke steder i ’River Cottagestilen’.
THE WINDING STAIR
Man skal op ad en smal trappe (deraf navnet) til 1. salen over den boghandel, der er en del af restauranten. Der serveres ’irsk bistrokøkken’ i de lidt shabby chic-rustikke rammer med udsigt over Liffey-floden. Enkelt, godt og meget rimeligt i pris.
40 Lower Ormond Quay winding-stair.com
FIRENZE
Toscana er indbegrebet af drømmen om Italien, men gastronomisk set er regionen ikke Italiens mest interessante, og Firenzes svimlende skønhed og enorme kulturskatte kan ikke ændre på, at byen som restaurantby slet, slet ikke kan leve op til sin enorme tiltrækningskraft. Turistfælderne er mange, og byens trestjernede stolthed Enoteca Pinchiorri står som et horribelt monument over Michelinguidens uanvendelighed! Gør som altid i Italien: Find de små steder, der er så svære at finde, at man skulle tro, at de ikke ville findes! Nedenstående er en undtagelse for denne regel!
IL LATINI
Il Latini ligger ikke gemt væk i en sidegade og for locals only – masser af turister har fundet vej hidtil, og de kæmper især til frokost med de lokale om pladsen i trattoriaet, der er indbegrebet af, hvordan en italiensk restaurant skal se ud. Solid, klassisk og med et vinkort, der let frister over evne.
Via dei Palchetti 6 / illatini.com
HAMBORG
En af Europas skamløst oversete storbyer, der virkelig rykker. Den rige by har et særdeles pengestærkt publikum, og det mærkes på udbuddet af restauranter og barer. Havnebyen har – sin nordlige beliggenhed og fordommene om kølige og korrekt tysk effektivitet til trods – nærmest en middelhavseksotisk atmosfære.
TRIFFIC
Man sidder tæt i det lyse, enkle, næsten minimalistiske lokale, der ligger meget fjernt fra det mørke bierstube-miljø, som manges fordomme om tysk gastronomi kredser om. Hvis der er noget, der hedder ’Nyt tysk køkken’, så praktiseres det her – dog med en skelen til især italiensk køkken.
Eppendorfer Weg 170 / trific.de
LISSABON
En af Europas smukkeste og mest særegne hovedstæder, men med en gastronomi, der endnu i udtalt grad bærer præg af sit udspring i et ludfattigt landkøkken, hvor alt udkoges og udpines. I sin helt enkle form kan det have sin helt egen charme. Den økonomiske krise er og har været hård mod portugiserne, men på den anden side er portugiserne vant til modgang, og det holder ikke unge kokketalenter tilbage for at nyfortolke det traditionelt noget tunge og enkle køkken.
SOLAR DOS NUNES
Det ligner et ældgammelt sted med sine portugisiske kakler, gamle foto på væggene etc., men restauranten er etableret i 1988 af en familie fra Alentejo. De tager det portugisiske køkken alvorligt, og så er det ikke mindst et sted, man kan blive mindet om, hvor god vin de faktisk laver i Portugal.
Rua dos Lusíadas 68-72 solardosnunes.pt
LONDON
Det er næsten ikke til at fatte, hvor dårligt man typisk spiste i London for bare to årtier siden – og hvor mange muligheder der er nu. Der åbner konstant nye steder inden for alle kategorier. London har ry for at være svinedyr, men er faktisk ’kun’ på 10. pladsen, mens eksempelvis København indtager 5. pladsen.
BARRAFINA
Fantastisk tapasrestaurant midt i London. Man kan ikke booke bord, så der er run på de godt og vel 20 pladser. Væbn dig med tålmodighed og et glas, eller prøv søsterrestauranten Fino, hvor man rent faktisk godt kan booke et bord. Ideen på Barrafina er, at man bestiller en stribe tallerkener, som hele selskabet spiser af.
54 Frith Street barrafina.co.uk
MADRID
Landets hovedstad står gastronomisk set noget i skyggen af Barcelona og San Sebastian, men der er absolut ingen grund til at gå sulten i seng i Madrid – hvad enten man er til det enkle og rustikke eller det charmerende gammeldags opulente hotelkøkken i balsalslignende lokaler.
LA BOLA
Et rigtigt vintervarmersted – eller tilflugtssted for sommerens hede – en klassisk, gammeldags familierestaurant med castillanske egnsretter på menuen, bl.a. cocido madrileño – en klassisk simreret med kikærter, kød, grøntsager m.m.
Bola 5 / labola.es
NEW YORK
Det er absolut ikke noget problem at finde et godt spisested i New York – og så alligevel, for udvalget er så helt enormt i kæmpebyen, at man nemt fuldstændig mister overblikket og således rammer en nitte. Udvælg derfor nogle steder hjemmefra i stedet for at satse på blot at drive omkring og lade byen komme til dig. Husk, at drikkepenge i USA tages for givet og ret beset er en usynlig del af måltidets pris, man skal være sig bevidst om.
RECETTE
Jesse Schenkers moderne amerikanske bistrokøkken trækker på franske og italienske traditioner, og det traditionelle møder det innovative. Der er ikke pligt til at følge måltidets regler slavisk – de små serveringer kan sammensættes, som man vil – man kan spise lidt eller meget, i øst og vest, hele bordet kan dele. Dessertkokken, Christina Lee, har en fortid på Per Se, så det søde køkken er selvsagt et kapitel for sig.
328 West 12th Street recettenyc.com
PARIS
Skuffelserne står i kø i byernes by – cafeteria-agtig bistro- og brasseriemad, for slet ikke at tale om de grinagtigt dyre trestjernede steder, der stort set alle som én ikke er pengene værd – med Astrance som måske eneste undtagelse. Men Paris er en gigantisk metropol, og selv om fransk gastronomi ikke længere har førertrøjen på, så er der masser af gode spisesteder, men det betaler sig at have læst på lektien og ikke bare drive rundt og dumpe ind et tilfældigt sted. Det er især i det billige segment, der er noget at komme efter – og så husk på, at man måske ikke altid skal tænke fransk, selv om man er i Frankrigs hovedstad. Paris er en etnisk smeltedigel, ikke mindst takket været Frankrigs koloniale fortid, så byen er stærk på bl.a. indokinesisk, nordafrikansk og mellemøstligt (dvs. arabisk) køkken.
CHEZ GEORGES
Stedet er ikke uopdaget, langtfra, og det er ikke uden grund, og bordbestilling er absolut nødvendigt, for pariserne selv flokkes i stor stil hver aften. Man sidder så tæt i denne tidslomme, at man næsten er ved at spise af naboens tallerken – og man har lyst til det, for maden er fantastisk. Kortet er omfangsrigt, og det er klassisk, fransk husmandskost – snegle i hvidløg og persille, frølår, svampe, lam fra Pauillac, paté … Vogt dig for efterligninger – der er indtil flere restauranter ved navn Chez Georges i Paris, men kun en som denne, der ligger ikke langt fra Operaen.
Rue du Mail 1 Ingen hjemmeside (det nymodens stads!)
PRAG
Der er sket meget på restaurantfronten siden Fløjlsrevolutionen for mere end 20 år siden – og det var sandelig også tiltrængt! Med fare for at fornærme nogen, så er Prag stadig ikke stedet, man tager til for madens skyld – det tjekkiske øl er og bliver byens største ’gastronomiske’ attraktion. Vær opmærksom på, at frokosten er tjekkernes hovedmåltid, så mange restauranter har slet ikke åbent til aften.
AROMI
Søg tilflugt i dette autentiske italienske trattoria, når du kører træt i det noget tunge, tjekkiske køkken. Ejeren og køkkenchefen, Riccardo Lucque, er italiener, ligesom hovedparten af staben, så der er ikke tale en lookalike-italiensk restaurant. Kortet er ret omfangsrigt bl.a. med ambitiøse pastaretter. Rejser man alene, kan man passende sidde i baren og spise.
Mánesova 78 / aromi.cz
ROM
Rom må være en af verdens nemmeste byer at finde et godt spisested i, om end byen ikke er fuldstændig idiotsikker. Undgå restauranterne på de mest turistbefærdede strøg, bl.a. omkring Trevifontænen og Pantheon, og fald endelig heller ikke for fristelsen til at spise på fortovscafeerne på de store pladser såsom Piazza Navona. Tag i stedet en dyr kop kaffe eller et ditto glas og nyd folkelivet og den betagende udsigt, men hold dig fra den rystende dyre og ligegyldige mikrobølgeovnsopvarmede mad. Rom skal på madfronten primært indtages fra sidegaderne.
DAL POLLAROLO
En af mange (men stadig færre) klassiske, romerske ’madhuler’ – et familiedrevet sted, hvor alt hvad man kan drømme om fra det romerske spisekort, er at finde. Og to mennesker spiser sig snildt en pukkel til for beskedne 500 kr. En restaurant med næsten samme navn i nærheden af Campo dei Fiori er også et besøg værd.
Via di Ripetta 4-5 dalpollarolo1936.it
STOCKHOLM
Toget kører lige til døren, og der er billige flyafgange dagen lang – der er ingen undskyld for ikke at besøge broderlandets fuldstændig fantastiske hovedstad, der i mange år gav København gastronomisk baghjul. Det gør Stockholm ikke længere, men byen er stadig værd at besøge, også på den front.
ROLF KÖK
Meget populært sted i en stille sidegade til den store og trafikerede Sveavägen. Man kan enten sidde tæt ved de små borde eller i baren i det rustiksmarte lokale, hvor der serveres et innovativt bistrokøkken, der både trækker på svenske og sydeuropæiske traditioner. Vinkortet er slet og ret fantastisk, og mange vine fås også glasvis.
Tegnérgatan 41 rolfskok.se
VENEDIG
Byens restaurantscene er bedre end sit (dårlige) ry, men det er klart, at med så massiv en turiststrøm, gøres der også en massiv indsats for at lave en hurtig handel, især med de mange dagturister fra de store krydstogtskibe for øje. Undgå de mest åbenlyse turistfælder – herunder med urette verdensberømte Harry’s Bar. Undgå også de fornemme og meget dyre hotelrestauranter. Udsigten over Canale Grande er fantastisk, tjenerne bukker og skraber, men maden er forglemmelig og de økonomiske efterveer holder meget længere end den gastronomiske erindring. Søg de helt små, uprætentiøse steder, der skjuler sig bag en anonym dør og nedrullede gardiner. Til frokost er en såkaldt bácaro en fremragende løsning – en bar med et ofte meget udbygget udvalg af snacks a la Spaniens tapas, her kaldet cicheti. Man må ofte give afkald på siddekomfort, men på alle andre fronter er det prisen værd.
ALLE TESTIERE
En bácaro, hvor man faktisk kan sidde ned, men der er rift om de omkring tyve pladser i den lille sidegade ikke langt fra turisthelvede på Markuspladsen. Omdrejningspunktet er fisk, vinkortet er godt, stemningen er høj og et lokalt publikum borger for kvaliteten.
Calle del Mondo Novo, Castello osterialletestiere.it
Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Artikler og Mad