Tre nye steder du skal spise i september

Hver måned popper nye og spændende spisesteder op rundt om i landet. Det kan være svært at se skoven for bare træer, så vi har gjort det nemt for dig og skåret det ned til tre hurtige anbefalinger. Her skal du spise i september.

Tre nye steder du skal spise i september
Offentliggjort

Vin ved æ-hav

Når nu sommeren så småt er ved at kaste håndklædet i ringen, kan vi jo lige så godt ty til de våde varer i de køligere efterårsmåneder. For må man nu ikke holde det gode vejr i live lidt endnu med nogle gyldne dråber fra solmodne druer? Det må man i hvert fald – og det synes de også oppe hos Agger Darling Vinbar, der blev indviet i midten af juli. Vinbaren ligger sammen med restauranten i Agger og serverer primært unge og friske bio- og økovine, der også tit er af den naturlige slags. Naturvin og Vesterhavet er en kombination, som de gode gamle fiskere nok ikke ligefrem havde set komme på de vindblæste kanter. Men forandring fryder, og et lille skvæt naturlig vin i glasset en sensommeraften bliver kun bedre af, at man kan høre bølgerne bruse på den anden side af klitterne. Santé.

Tre nye steder du skal spise i september

Et bageri rigere

Det er muligt, at gaderne på fastlandet snart svømmer over i gluten, men på de danske øer kan der stadig være langt til nærmeste surdejs-tempel. Gud ske tak og lov for, at vi nu er én ø mindre, der ikke skal tage til takke med rystekage og tvivlsomt hjemmebag – for Kattegat er blevet et bageri rigere. Anholt Bageri og Gartneri har denne sommer slået dørene op på, ja Anholt, og skulle meget gerne hæve brødkvaliteten på landets mest isolerede ø gevaldigt. Det er tre københavnere, den ene Anholt-født, der har åbnet det kombinerede gartneri og bageri. I første omgang er det brødet, der er den faste del af sortimentet, men kager og andet sukkerbefængt bagværk finder som regel også vej til hylderne. Langbordsmiddage og pop-ups lader også til at være en del af konceptet, og så er der snart ikke noget at brokke sig over længere.

Tre nye steder du skal spise i september

Nyt klubhus

Som om det ikke var nok med to bagernyheder, kommer der her endnu en. Alice på Amager er et kombineret ismejeri, bageri og kaffe-/vinbar. De er kendt for deres hjemmelavede is, fremragende croissanter og ikke mindst deres jambon beurre-sandwich, som de, os bekendt i hvert fald, er de eneste, der laver i København. Med Eigens Clubhouse åbner Alice langt om længe deres anden location. Den ligger i samme baggård som Michelin-restauranten Alouette på Islands Brygge, og hvis ikke de gamle bygninger, der også huser en håndfuld musikstudier, snart imploderer i velsmag og den helt rette baggårdsstemning, forstår vi ingenting. Tag forbi, sug en kaffe og indhalér noget bagværk, og hør de søde mennesker, om rygterne om kommende pizza- og naturvinsaftener taler sandt.