Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen

Åbningsfilmen på dette års CPH:DOX er instruktør Lars Ostenfelds vigtige dokumentar 'Into the Ice'.

Filmanmeldelse: Et mageløst ridt ind i isen
Offentliggjort

Kan man forudsige, hvor meget isen på polerne smelter? Kan vi gøre noget for at dæmme op for det? Hvilke konsekvenser vil det få for den verden, vores børn skal leve i fremover? Og vil fx København, sammen med mange andre af verdens lavtliggende byer, ende med at stå under vand, når havene stiger?

Det er de helt afgørende spørgsmål, som instruktør Lars Ostenfeld har sat sig for at finde svar på i sin isnende aktuelle dokumentarfilm ’Into the Ice’.

Her følger han nogle af verdens føren-de glaciologer i deres forskning på Indlandsisen, når han rejser ud i et af de vildeste og mest ekstreme landskaber på jorden, dybt ind i klimaforandringernes smeltende hjerte.

Glaciologerne betragter Grønland som verdens termostat og ifølge dem vil det, der sker på Indlandsisen, også ske med isen i resten af verden. Det sker blot hurtigst på Grønland, da temperaturstigningerne er størst her. Så for at forstå, hvad der sker med afsmeltningen af is på hele planeten, må vi, lyder det i filmen, forstå, hvad der sker på den grønlandske Indlandsis.