Intimkoncerter blomstrer i en corona-tid

COVID-19-krisen har siden marts vendt livebranchen herhjemme på hovedet. Nu er spillestederne langsomt genåbnet – og samtidig er koncerter i intime rammer begyndt at poppe op overalt.

Intimkoncerter blomstrer i en corona-tid
Offentliggjort
Intimkoncerter blomstrer i en corona-tid
Intimkoncerter blomstrer i en corona-tid

White Pony

Low-Fi er en alternativ bookingtjeneste, hvor ’almindelige’ danskere arrangerer intime koncerter i deres eget hjem eller i lejede lokaler. 1. oktober spiller singer-songwritereren White Pony (alias musikeren Søren Ipland) solokoncert hos Casa de Marie-Louise i Viby ved Aarhus. Der er 20-kroners-bar fra klokken 19, og den præcise adresse står på koncertbilletten.

Claus Hempler spiller på Hotel Cecil.

Claus Hempler

Sidste år leverede rockstar og tidligere forsanger i Fielfraz en musikalsk genfødsel, da han sprang ud som eminent formidler af store, indtrængende pophymner med ’Kuffert fuld af mursten’. I oktober, blandt andet den 20. og 22., giver Hempler en række solokoncerter i et intimt set-up på Hotel Cecil i København – alene på scenen foran et siddende publikum.

Chief 1

De fleste husker Lars Pedersen som frontfigur i Rockers By Choice, men han har også haft et langt virke som producer i den danske musikbranche. I 2017 udgav Chief 1 sit første soloalbum, og i løbet af efteråret spiller han et væld af koncerter. Blandt andet på Restaurant Beghuset i Dragør 24. september. Der serveres en let anretning med tapas.

Peter & de andre Kopier

Hvis man går rundt og savner Kim Larsen – og hvem gør ikke det – kan man få dulmet sine abstinenser med dette garvede Kim Larsen tribute-band, der gæster Fur Bryghus 26. september. Fur Bryghus er et af landets første mikrobryggerier og ligger naturligvis på øen Fur i Limfjorden.

Uffe ’Guf’ Lorenzen tænder op for en intimkoncert på Gimle i Roskilde.

Uffe ’Guf’ Lorenzen

Spids Nøgenhat- og Baby Woodrose-sangeren udgiver sit nye soloalbum ’Magisk Realisme’ i september og tager samtidig på turné med akustiske solokoncerter. Sangene på Uffe Lorentzens nye album handler blandt andet om at være rodløs og fortabt i København, og 22. oktober kan hans nye materiale opleves i intime rammer på Gimle i Roskilde. Man kan samtidig besøge spillestedets hyggelige café, der er åben før og efter koncerten.

Carl Emil Petersen

Mange tænkte, at det var en skam, da Ulige Numre blev opløst, men siden har Carl Emil Petersen sat en tyk streg under, at han godt kan solo, og at han er en af landets fremmeste sangskrivere. Tænk bare på numre som ’Natradio’ og ’Amager Forbrænding’. 10. oktober gæster han Sannes Kaffe på Højskolevej i Frederikssund. Her har man faktisk afholdt intimkoncerter siden 2017, så man er på forkant med konceptet.

sanneskaffe.dk