Et brev til Tool-forsangeren Maynard James Keenan, min Ghita Nørby
Foto: Getty Images

Et brev til Tool-forsangeren Maynard James Keenan, min Ghita Nørby

Journalist Teis Jeppe Gørtz har skrevet et forsonende brev til sin teenagehelt Maynard James Keenan, efter Tool-forsangeren smækkede røret på i arrigskab under et interview. I aften giver Tool første koncert i Danmark siden 2006, når de spiller på Copenhell, og det er tid til tilgivelse.

Jeg har også lavet et Ghita Nørby-interview. Altså, et interview, hvor alt gik helt galt, og som forliste efter blot fem minutter. Maynard James Keenan er min Ghita Nørby. Mit møde med en divas hensynsløshed. En hensynsløshed, som kom til udtryk, fordi forsangeren i det legendariske heavy rockband Tool følte, at han spildte sin tid, da han talte i telefon med mig.

Keenan brugte de fem minutter på at bokse rundt med mig, gav ironiske og korte, spydige svar, indtil han smækkede røret på fra hans hotelværelse i London. Bip, bip, bip. 

Selv sad jeg i et lille, aflukket interview-rum i København og var i chok. I chok over, at en kilde smækkede på. 'Skete det virkelig lige?' Det havde jeg aldrig prøvet før og heller ikke siden. I chok over at have talt med min store teenagehelt, som så mig som ubegavet, en nobody. I chok over, hvordan jeg nu skulle fortælle min redaktør, at jeg ikke fik noget interview i kassen. Og i det hele taget i chok over, hvordan min eftermiddag pludselig havde udviklet sig.

Vi skal tilbage til februar i 2018. Det var sidst på eftermiddagen, og jeg troede egentligt, at dagens arbejde var gjort. Men pludselig tikkede der en mail ind på redaktionen fra et PR-bureau:

”Hej, Vi har fået et hastetilbud om en phoner med Northside-headliner A Perfect Circle i dag kl. 16:00. Har det interesse?”

A Perfect Circle er Keenans andet rockband, som snart var pladeaktuelle igen efter en pause på 14 år, og som skulle spille på NorthSide i Aarhus senere den sommer.

Selvom jeg kun havde halvanden time til at forberede nogle spørgsmål, kunne jeg ikke sige nej til muligheden for at snakke med forsangeren i det vigtigste band for min ungdomsudvikling.

Men problemet var bare, at min i forvejen spinkle forberedelsestid blev mindre og mindre. 30 minutter efter den første mail modtog jeg i stedet en haste-SMS:

"Kan du snakke med ham nu?"

"Giv mig lige fem minutter mere, så er jeg klar."

Jeg fik akkurat sat mig sammen med Euromans chefredaktør, Karl Erik Stougaard, som også er kæmpe Tool-fan, og vi fik ti spørgsmål ned på blokken. Så det kunne ikke gå helt galt, tænkte jeg. Men jeg skulle blive klogere.

Keenan var i dårligt humør. Han var fanget på et hotelværelse og havde brugt hele dagen på at høre på 'dumme' spørgsmål fra journalister. Der var nok også en god grund til, at vi her på Euroman pludselig fik et hastetilbud, og at hastetilbuddet blev hastigere og hastigere.

Jeg var formentlig ikke den eneste journalist, som han smækkede røret på den dag. Der kom huller i tidsplanen.

Maynard3.jpg

Men der var så mange ting, som jeg slet ikke fik sagt til Keenan på de fem minutter. Derfor har jeg skrevet et brev til ham i anledning af Tools koncert på Copenhell:

"Kære Maynard,

I aften vil jeg stå blandt publikum ved Helviti-scenen på Copenhell og have det som om, at intet var hændt mellem os. Du skal spille med dit band Tool, som ikke har givet koncert i Danmark siden 2006, og det er første gang, at jeg skal høre jer live. Jeg vil stå der med mine bedste venner fra gymnasiet Aske og Joachim. Det var dit band Tool, som gjorde os til venner sammen med Jakob og Anders. Tool var vores samlingspunkt.

Da jeg begyndte i 1. g, var jeg en pretty boy. Jeg havde den der forfærdelige frisure, der kombinerede pandehår med strithår, Envy-håret. Jeg smurte mig sågar ind i selvbruner. Selvom jeg gik i musikklassen på gymnasiet, var jeg ikke en musiknørd. Men jeg hørte især Limp Bizkit, og jeg havde godt læst, at Fred Durst (forsangeren i Limp Bizkit, red) havde fortalt i et interview med MTV, at "Tool is like one of my favorite bands."

Men det var først, da Aske på et tidspunkt lod mig dele en høretelefon i hans iPod, og vi hørte åbningsnummeret 'Stinkfist' på jeres 1996-album 'Ænima', at jeg gav jer chancen. Der var noget genkendeligt Nirvana-grunge over lyden med den overgearede vokal og melankolske tone, men alligevel var det markant anderledes. Der var avancerede rytmemønstre og temposkift, som krævede noget mere af én for at lytte til det. Jeg blev nødt til at forholde mig til musikken, den var insisterende. 

Mit bekendskab med jeres musik gjorde, at jeg vaskede selvbruneren af mit ansigt, og smed Gucci-bæltet og Dolce & Gabbana-trøjerne i skraldespanden. Pludselig gik jeg i skovmandsskjorter og slidte cowboybukser og ville hellere sidde i Jakobs kælder i Sorø en fredag aften og ryge vandpibe til tonerne af jeres musik end at tage til skumfest på Diskotek Ritz i Køge. Du er nok et stort spørgsmålstegn lige nu, men jeg lover dig, at det var en stor omvæltning og forvandling. Nu var Tools musik omdrejningspunktet for min identitet.

Måske keder al den her snak om min gymnasietid dig, Maynard? 

I det hele taget virker du ret ligeglad med dine fans. Du har fx kaldt jeres følgere for 'ulidelige mennesker' og for 'fucking Bob Marley-wannabes'.

"Når man spiller tung musik, begynder ens pladeselskab, som ikke aner en skid om, hvad man laver, at markedsføre ens musik til ildelugtende teenagere med dreadlocks, dårlig ånde og pis på skoene,'"sagde du i et interview til AV Club i 2006.

Du har ligefrem skrevet en sang om en af jeres frygtelige fans. 'Hooker with a Penis', der er klart et af de hårdeste numre på 'Ænima' er dedikeret til en fan, som engang fortalte dig, at Tool havde solgt ud på albummet 'Undertow' fra 1993. I første vers synger du:

'I met a boy wearing Vans, 501s
And a dope Beastie tee, nipple rings, new tattoos
That claimed that he was OGT, back from '92, from the first EP
And in between sips of Coke
He told me that he thought we were selling out
Laying down, sucking up to the man'

Alligevel fortsætter vi fans med at elske dig og dyrke musikken og hele mystikken ved Tool. Gennem jer er vi alle blevet bekendte med Fibonacci-talrækken, som jeres titelnummer fra progalbummet 'Lateralus' har som taktart. Vi er blevet bevidste om Karl Marx og Carl Jung, som du referer til i flere af Tools numre.

Jeg begyndte ligefrem at skrive mine drømme ned og analysere dem på grund af dine Jung-referencer. Det var nu ikke meget, som de drømme fortalte om mig. Ikke andet, end jeg var en sund dreng i pubertetsalderen, som tænkte på sex med piger med lige pandehår og den allerførste gang. Men alligevel. Bare det, at du fik en 16-årig dansker til at gå op i Jung og Marx, var lidt af en bedrift.

Måske kan du ikke engang huske vores korte interview i februar sidste år? Men du lagde på. Det husker jeg tydeligt.

Interviewet, som mest skulle handle om dit andet band A Perfect Circle, gik galt allerede fra første spørgsmål: 'Vores læsere er ikke nødvendigvis særligt bekendte med A Perfect Circle, så kan du beskrive jeres lyd for dem?' Du svarede koldt: 'Det er i hvert fald ikke hip-hop.'

Jeg lod dig hænge i et par sekunder, som føltes som akavede minutter, for jeg ville være sikker på, at du ikke lavede sjov. Du er nemlig kendt for at trolle og grille journalister. Det vidste jeg godt på forhånd. Faktisk har du trollet så mange journalister gennem årene, at Loudwire har samlet de ti bedste eller værste eksempler:

Men du lavede ikke sjov. Der kom ikke noget grin eller nogen uddybning. Jeg gik i stedet videre til næste spørgsmål: 'A Perfect Circle har ikke udgivet et album i 14 år. Hvordan har musikken på jeres kommende album forandret sig?' Du svarede igen tørt og denne gang konfronterende: 'Det er dig, som skal svare på den slags. Det er jo dig, som lytter til musikken. Ikke mig'.

Interviewet gik bestemt ikke godt, og hvordan kom jeg lige videre, tænkte jeg? Jeg kom frem til, at jeg skulle høre dig om din vinproduktion. Du blev jo vinbonde i Arizona for snart 20 år siden. Det ville du gerne snakke lidt om. Du fortalte om din passion for vin. Svarene var ikke fantastiske, men det var eneste gang, at interviewet ikke var på katastrofekurs. Da jeg havde talt dig lidt varm, gik jeg til næste spørgsmål, som min chef Karl Erik havde fundet på: 'Hvilken af dine vine skal man drikke til A Perfect Circles nye album?'

Jeg medgiver, at det var lidt mærkeligt at spørge om, men måske kunne du give et sjovt svar. Du gik dog ikke med på legen og svarede: 'Jeg vil ikke bestemme, hvilken vin folk skal drikke. De må drikke, hvad de vil'.

Fair nok. Det var også lidt af et sats.

Jeg sprang over til nogle spørgsmål omkring Tool. Jeg spurgte om, hvordan du husker jeres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival i 2006? For mange står den stadig som den bedste koncert nogensinde på Orange.

Du svarede: 'Den koncert kan jeg ikke huske'.

Jeg husker ellers tydeligt, at I skulle spille i Danmark. Det var i sommeren mellem 1. og 2. g for mig, og alle mine Tool-venner fra gymnaset skulle se jer. Jeg måtte bare ikke for mine forældre. Jeg var for ung, syntes de. Det er den eneste gang, at jeg har sagt 'fuck jer' til mine forældre på grund af forbudet mod Roskilde. Jeg husker, at jeg smed en banan, som jeg var i gang med at spise, hårdt ned i gulvtæppet i stuen, og den smattede ud. Herefter smækkede jeg med døren indtil mit værelse.

Heldigvis får jeg chancen for at høre Tool nu her 13 år senere.

Men tilbage til vores interview. Du sagde, at du ikke kunne huske Tools koncert på Roskilde. Men hvad med Puscifers (dit tredje musikprojekt) koncert på NorthSide? Igen svarede du: 'Den koncert kan jeg ikke huske'.

Det gik op for mig, at du ikke ville snakke om Tool eller andre af dine projekter. Det var nok anledningen til, at du blev så sur. Men du må give mig, at du er svær at interviewe. Du har fortalt Vice, at du 'ikke har tid til bullshit'. Men du har også fortalt i andre interviews, at du ikke gider at uddybe den filosofiske og spirituelle del af Tool og betydningen af dine tekster. Hvad kan man så snakke med dig om? Hverken det lette eller dybe fungerer for dig. 

Kan du huske, hvordan du smækkede røret på i vores interview?

Jeg måtte freestyle, fordi du gav så korte svar, at alle mine spørgsmål var stillet allerede efter fem minutter. Jeg spurgte dig, om du foretrak at spille på festivaler eller på venues? Du svarede: 'Der er stor forskel'. Ikke mere end det.

Jeg spurgte: 'Hvordan forskelligt?'

Og så fik du nok. Du svarede: 'Det ene har et tag og det andet ikke'. Og så kom den frygtelige biplyd. Du smækkede på. Det var sgu syret at prøve.

Men nu, hvor jeg har din tid igen, er det vigtigt for mig at fortælle dig noget mere om min gymnasietid.

For vi dannede faktisk et Tool-coverband. Eller det vil sige, at jeg stod på sidelinjen med et wildcard til at joine bandet, hvis jeg blev bedre til at spille bas. Du kan tro, at jeg terpede Justin Chancellors sindssyge basstykker, men det var simpelthen for avancerede for mig at lære. Jeg kunne spille starten på 'Schism' fra 'Lateralus' og lidt fra 'The Patient'.

Jeg blev dog aldrig god nok at spille med i vores Tool-coverband, så det blev en trio med Aske, Jakob og Joachim - uden en bassist. Joachim fik endda din undercut-frisure. Jeg kan huske, at de spillede for hele gymnasiet og vores forældre til en forårskoncert. De spillede 'Parabol' og 'Parabola'. Shit, de var gode. Men det var også lidt hårdt for mig at sidde på rækkerne og betragte dem. Jeg var ikke god nok. Derfor har jeg haft det dobbelt med Tool, for det mindede mig om det nederlag.

Tool gjorde mig også til en musiksnob. I mange år kunne jeg aldrig finde på at lytte til numre, der fulgte den almindelige vers og omkvæd-form. Helst skulle musik være noget, der havde en form, der hed a, b, c, d, e, f, g osv. Hvis et nummer var kortere end seks minutter, var det for poppet til mig.

Heldigvis har jeg lagt musiksnobben fra mig og værdsætter også et godt popnummer.

Men jeg skylder stadig dig og Tool en stor tak for at gøre mig klogere på kreativitet og ikke altid at følge den slagne vej. Jeg blev klart mere kreativ af at lytte til Tool. Og jeg er sikker på, at jeg aldrig var blevet journalist, hvis det ikke havde været for jer. Tak.

Nu er det vist også tid til at slutte brevet, Maynard.

Jeg har tilgivet dig. Det gjorde jeg allerede dagen efter vores interview, da jeg satte 'Lateralus' på pladespilleren derhjemme. Musikken er simpelthen for god til at være pigefornærmet og gemme væk. Samme uge, som jeg talte i telefon med dig, skulle jeg interviewe Bo Madsen, der var guitarist i et dansk rocband, der hedder Mew. Han var også en af mine helte fra gymnasietiden. Han bliver kaldet for 'Smukke Bo', og derfor var det også nærliggende at tro, at han kunne være lidt af en krukke. Men han viste sig at være yderst sympatisk, og vi brugte de første 30 minutter på at tale private ting. Han spurgte endda ind til min kæreste.

Tænk, hvis mit møde med dig havde været lige sådan. 

Men jeg glæder mig helt enormt til at høre Tool for første gang i aften! Og jeg håber på, at I også spiller nogle nye numre fra det kommende og længe ventede alum, der udkommer 30. august.

Alt det bedste

Teis"

Maynard1.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Copenhell, Festival og Musik