Tobias Wilner startede sin karriere i et band med et af Mews medlemmer: ”Til vores første koncert blev vi buhet ud efter to sange”
Tobias Wilner, den ene halvdel af Blue Foundation, der netop har udgivet deres 11. album, fortæller om den musik, han lyttede til, da han voksede op.
Tobias Wilner (til venstre) har i over 25 år spillet med i Blue Foundation.
Den første gang, jeg selv satte noget musik på, var, da jeg stod derhjemme ved vinylerne, ik’. Miles Davis’ plader fra 1970'erne, John Coltranes ’A Love Supreme’, Bob Dylans ’Blonde On Blonde’ og ’New Morning’. Jeg har vel været omkring 10 år.
Det var min stedfar, der gik meget op i musik. Det handlede mest om covers, der så spændende ud. Det er klart, at sådan en plade som ’Bitches Brew’ så meget spændende ud. Det samme gjorde Pink Floyds plader. Som barn er det dét, man bliver fanget af. Men selve musikken fangede mig også. Meget af det lytter jeg også til i dag.
Som 13-årig begyndte jeg at stå rigtig meget på skateboard på Israels Plads i København, og det var her – igennem skateboardvideoer – at jeg begyndte at finde min egen lyd.
Dem, der var lidt ældre, gav os nogle VHS-bånd, og hvert skatermærke havde ligesom deres egne videoer, hvor forskellige skatere viste deres tricks. Musik var en stor del af det, og ofte kom musikken fra skatermærkernes egne venner. For Alien Workshop (skatermærke, red.) var det fx Dinosaur Jr. Og Bad Religion.