De slår os ihjel. Det var Elton John overbevist om, da han og hans band en februardag i 1973 sad i en taxa på vej henover en sukkerrørsmark nær Kingston. De havde kurs mod lufthavnen, og det skulle gå stærkt. Alt var gået galt, siden de var ankommet for at indspille opfølgeren til ’Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player’.
Valget af Jamaica havde været Elton Johns. Han havde ikke tidligere besøgt øen, men både The Rolling Stones og Bob Marley havde kort forinden indspillet plader i Kingstons Dynamic Sound Studios. Det borgede vel for en vis kvalitet, skulle man mene. Men nej. En slem skuffelse mødte musikerne første dag i pladestudiet. Udstyret var ubrugeligt, toilettet var ulækkert, og det vakkelvorne flygel var fyldt med kakerlakker.
”Jeg ved ikke, hvad der foregik,” har Elton John sagt. ”Teknikerne strejkede, og vi måtte forbi en masse strejkevagter for at komme ind i studiet. Det var ikke særlig rart. Så gik noget af vores udstyr i stykker. De blev ved med at sige, at det ville de ordne i morgen, men i Caribien kan i morgen betyde flere dage.”
På The Pink Flamingo Hotel fik de kort efter at vide, at Stones-bassisten Bill Wymans kæreste Astrid Lundström måneden inden var blevet voldtaget og truet med en kniv på samme værelse, som Elton John boede på.
”Vi besluttede os for at tage tidligt hjem. Det var pladestudiet ikke glad for, så de beslaglagde vores udstyr og vores lejede biler,” sagde Elton John senere.
Folkene på studiet var rasende, fordi de frygtede at miste deres penge, og samtidig var stemningen i Jamaicas gader anspændt. Strejker havde ramt flere dele af øen, der i forvejen var præget af fattigdom, social ulighed og politisk uro. Både politifolk og de strejkende var bevæbnede, og da taxachaufføren pludselig drejede ind over marken, var Elton John sikker på, at han blev kørt væk for at blive slået ihjel.
Chaufføren havde imidlertid bare valgt en alternativ smutvej for at undgå Kingstons bymidte, og både Elton John og hans band forlod Jamaica med livet i behold. Tilmed havde Bernie Taupin på sit hotelværelse haft god tid til at skrive, mens de andre stred forgæves med pladestudiets manglende teknik og ringe arbejdsforhold. I håndbagagen og i hovedet havde sangskriveren derfor stribevis af tekststykker og gode idéer til det album, der siden har solgt mere end 31 millioner eksemplarer og betragtes som hovedværket i Elton Johns lange, imponerende karriere: ’Goodbye Yellow Brick Road’.
Historien om Elton Johns vej mod stjernerne begynder i 1965. Dengang brugte han stadig fødenavnet: Reginald Dwight. Med sit band Bluesology varmede han 11. december op for Little Richard på Londons Saville Theatre. Energien strålede fra hovednavnet, og da aftenen var omme, stod det klart for teenageren Reg, at han ville være en ’rock’n’roll piano star’, som han selv har udtrykt det.
I årene derefter turnerede han England rundt med Bluesology og var samtidig en fast del blueslegenden Long John Baldrys band. Ifølge Baldrys saxofonist, Elton Dean, var Reg Dwight ”en frustreret sanger,” og da Reg faldt over en annonce i New Musical Express, hvori Liberty Records søgte ’artists/composers/singer-musicians to form a new group’, øjnede han straks en mulighed for at få sat nyt skub i karrieren. På pladeselskabets kontorer fandt man hurtigt ud af at matche Reg Dwight med Bernie Taupin, der også havde set annoncen i tidsskriftet. Den 18-årige Taupin viste dog blot et beskedent talent for at synge. Til gengæld kunne han skrive sangtekster.
Sir Elton Hercules John
Født 25. marts 1947 i en forstad til London, døbt Reginald Kenneth Dwight. Fik som treårig et klaver og fik allerede som 11-årig et stipendium til musikkonservatoriet The Royal Academy of Music.
Inden gennembruddet spillede og sang han med Bluesology og turnerede med blues-legenden Long John Baldrys band sammen med blandt andre vennen Rod Stewart. I 1969 gik han forgæves til prøve som forsanger i prog-rock-bandet King Crimson, og året efter sang han i koret, da Brotherhood of Man optrådte i tv-programmet Top of the Pops.
I 1976 blev Elton John formand og direktør for fodboldklubben Watford F.C., som han har støttet siden barndommen. Han hyrede straks en ung GrahamTaylor som manager, der førte klubben fra tredje til division til første division. Elton John er i dag ærespræsident i Watford F.C.
Sprutten og stofferne havde Elton John svært ved at slippe. Op gennem 80’erne stod den på cannabis, whisky og kokain i stride strømme. Samtidig udviklede han bulimi.
”Jeg har spildt en stor del af sit liv,” sagde han, da han udgav sine erindringer ’Love is the Cure: On Life, Loss and the End of AIDS’ (2012).
I 1986 mødte Elton John den AIDS-ramte teenager, Ryan White, og de to blev venner. Da Ryan døde i 1990, indså Elton John, at han var nødt til at redde sig selv fra sit misbrug og tog på rehab. Han har været clean lige siden, og the Elton John AIDS Foundation har skaffet mere end 320 millioner dollars til behandling og forebyggelse.
’Candle in the Wind 1997’, der er dedikeret til afdøde Prinsesse Diana, har solgt mere end 33 millioner eksemplarer, hvilket gør det til den næstmest solgte single i historien efter Bing Crosbys ’White Christmas’. Sammen med Tim Rice skrev han ’Can You Feel the Love Tonight’, der i 1995 fik en Oscar for bedste originale sang (fra filmen ’Løvernes konge’).
Elton John fik i 1995 ordenen Commander of the Order the British Empire (CBE). I 1998 blev han adlet af Dronning Elizabeth II.
Elton John giftede sig i 2014 med sin partner David Furnish. Parret har to børn.
Trods en pause fra 1977 til 1979, fortsatte Elton John samarbejdet med Bernie Taupin. Til dato har duoen skabt mere end 30 albums sammen.
Kort efter forlod Reg Dwight Baldrys band for at satse på et samarbejde med Bernie Taupin. Med sig tog han sit nye scenenavn, Elton fra saxofonisten og John fra bandlederen. Rutinen mellem dem var enkel: Bernie Taupin skrev en tekst, hvorefter Elton John satte sig ved sit klaver og fandt en melodi til ordene.
Makkerparrets talent blev hurtigt bemærket. I 1969 deltog de i det britiske Melodi Grand Prix med ’Can’t Go On Living Without You’. Alle seks bidrag blev sunget af Lulu, der siden vandt det Europæiske Melodi Grand Prix med ’Boom Bang-a-Bang’. Ved afstemningen i hjemlandet endte ’I Can’t Go On Living Without You’ godt nok som nummer seks, altså sidst. Men 20 millioner mennesker havde set med på tv-skærmene rundt om i landet, og makkerparret tvivlede ikke på, at de var på rette vej.
I oktober 1969 var Elton John ikke længe om at komponere ’Your Song’. ”Den blev skrevet på fem minutter og optaget på to,” jokede han siden om klassikeren, hvis tekst Taupin havde nedfældet over morgenmaden på en lap papir, hvorpå han havde spildt æg. Alle, der hørte demo-optagelsen af nummeret, som endte på duoens andet album, var nu overbevist om, at der var hitpotentiale i samarbejdet.
Debutalbummet ’Empty Sky’ (1969) blev knap bemærket af radiolyttere og musikanmeldere, men i sommeren 1970 kravlede opfølgeren ’Elton John’ op på en femteplads på den britiske LP-hitliste. Ved et par festivaloptrædener erfarede sangeren samtidig, at publikum jublede, når han væltede klaverstolen bag sig og gav den gas på scenen.
Af samme grund takkede Elton John nej, da Jeff Beck i juli 1970 spurgte, om han ville med på en omfattende USA-turné som pianist i the Jeff Beck Band. Stjerneguitaristen, der var blevet smidt ud af The Yardbirds, tilbød ellers hele 1.000 dollars per koncertaften. Men nej, Elton John havde ikke lyst til at rejse til USA. Han ville hellere blive hjemme og forsøge at etablere sig for det publikum, der pludselig syntes at have fået ørerne op for hans og Bernie Taupins musik.
En måned senere inviterede Elton Johns pladeselskab ham til at spille fem koncerter som soloartist i Los Angeles. Også hér havde han mest lyst til at melde fra. Hvorfor bruge energi på udlandet lige nu? Kun modvilligt lod han sig overtale til at rejse over Atlanten.
”Jeg følte overhovedet ikke, at det var det rette tidspunkt, men jeg tog fuldstændig fejl,” har Elton John senere indrømmet om den tur. ”Det sidste, jeg forventede, da jeg kom til USA, var, hvad der skete på The Troubadour.”
Los Angeles var i de år rockmusikkens mekka. The Beach Boys og The Doors holdt til ved Venice, mens Crosby, Stills, Nash & Young og The Eagles røg hash med Gram Parsons, Jackson Browne, Joni Mitchell og Mama Cass under trækronerne i Laurel Canyon. Groft sagt alle, der var noget eller ville være noget indenfor musikken, måtte til Los Angeles i starten af 1970’erne, og allerhelst skulle de optræde på eller omkring Sunset Strip, hvor The Troubadour var et af de hippeste spillesteder. Det var hér, stand up-komikeren Lenny Bruce i 1962 var blevet arresteret for obskøn optræden; hér Joni Mitchell havde haft sin debutoptræden; og hér Neil Diamond havde optaget live-LP’en ’Gold’ (1970).
Sidstnævnte inviterede en aften Elton John hjem på middag. Mødet mellem de to var arrangeret af deres fælles pladeselskab med håb om, at amerikaneren kunne indgyde lidt selvtillid i den usikre brite. Aftenen gik dog langt fra som forventet, og Elton var tydeligt utilpas ved udsigten til koncerten på The Troubadour den næste aften. ’The kid is never going to make it,’ tænkte Neil Diamond, da Elton John tog tilbage til hotellet.
Netop Neil Diamond introducerede aftenen efter Elton John for en proppet sal, der blandt andet talte Quincy Jones, Mike Love fra The Beach Boys, Gordon Lightfoot og bluesstjernen Odetta. Alle var inviteret af Elton Johns pladeselskab, der havde pumpet forventningerne til deres unge, britiske satsning godt og grundigt op.
”Folkens,” sagde Neil Diamond på scenen. ”Jeg har aldrig prøvet det her før, så vær søde ved mig. Jeg er lige som jer. Jeg er her, fordi jeg har lyttet til Elton Johns album. Så nu vil jeg sætte mig sammen med jer og nyde koncerten.”
Iført stramme gule overalls med svaj i benene, en langærmet sort bluse med broderede, hvide stjerner samt stjernebesatte læderplateaustøvler kastede Elton John dog usikkerheden af sig, straks han satte sig ved flyglet. Han lagde ud med ’Your Song’, og da han nåede til ’Burn Down the Mission’, sparkede han stolen væk under sig og strakte melodien ud over 10 minutter, hvor han fik plads til både The Beatles’ ’Get Back’ og Elvis’ ’My Baby Left Me’.
Publikum kunne nærmest ikke begribe, hvad der skete oppe på scenen. Et par dage senere skrev Los Angeles Times følgende:
”Glæd jer! Rockmusikken, der på det seneste har været igennem en ganske begivenhedsløs periode, har fået en ny stjerne. Elton John. En 23-årig englænder, hvis amerikanske debut tirsdag på The Troubadour i næsten enhver henseende var storslået.”
Anmeldelsen var forfattet af rockkritikeren Roger Hilburn, der konkluderede, at: ”Elton John bliver en af rockmusikkens største og vigtigste stjerner.”Los Angeles’ musikmiljø tog også imod briten med åbne arme, og en af de sidste aftener under hans ophold trak en fest i Laurel Canyon ud til tidligt næste morgen. På vej ned gennem dalen mod sit hotel var Elton John i ekstase.
”For en uge siden var jeg virkelig naiv!” tænkte han. ”Jeg har aldrig nogensinde været oppe til klokken syv før i hele mit liv. Jeg har det fantastisk.”
Senere fortalte aftenens vært, sangeren Danny Hutton, at de havde krydret aftenens middag med kokain. Det nærmeste, Elton John havde været euforiserende stoffer op til da, var slankepiller og en enkelt joint i ny og næ.
Så gik det stærkt. Elton Johns kontrakt lød på to plader om året, og de blev fulgt op af koncertturnéer i hovedsagelig England og USA. I juni 1971 ramte han forsiden af magasinet Rolling Stone, der i samme nummer bragte en artikel om beslaglæggelsen af fem tons hash i San Francisco og en beretning fra studenteroprøret på Kent State University, hvor politiet dræbte fire studerende. Til sammenligning fremstod Elton John som en både ukontroversiel og disciplineret ung mand med et pragmatisk forhold til karrieren:
”Det hele skal nås på tre år. Efter tre år må man regne med, at det går ned ad bakke. Realistisk set tror jeg ikke, jeg kan blive mere populær, end jeg er nu. Og jeg har ingen planer om at arbejde lige så hårdt, når det hele vender. Jeg gider ikke knokle mig selv ihjel uden at blive godt betalt.”
Med live-albummet ’17-11-70’, der udkom i maj 1971, havde Elton John indspillet fire plader på 12 måneder, og på sin tredje amerikanske turné spillede han hver eneste aften fra april til juni. Mod slutningen af året var hans fingre flossede og blodige af at hamre i flyglet, og de lignede, som han selv udtrykte det, ”et fad gelé.”
Pengene strømmede til gengæld ind, og derfor anbefalede Elton Johns revisorer, at han af skattemæssige årsager drog til udlandet for at skrive og indspille plader. Samme trick blev siden benyttet af de fleste store britiske musiknavne og rockbands, deriblandt Rolling Stones, der indspillede ’Exile on Main Street’ (1972) i den sydfranske by Villefranche-sur-Mer, og David Bowie, der henlagde indspilningerne af dele af ’Pin Ups’ (1973) og ’Low’ (1977) til Château d’Hérouville udenfor Paris.
På samme ikoniske slot indspillede Elton John både ’Honky Château’ (1972) og ’Don’t Shoot Me I’m Only the Piano Player’ og det var også her, bandet endte efter flugten fra Jamaica.
David Bowie hævdede, at Château d’Hérouville var hjemsøgt af spøgelser. ”David kastede ét blik på slottets store soveværelse og udbrød: ’Her skal jeg ikke sove!’ Han tog værelset ved siden af,” erindrede Bowies faste producer Tony Visconti.
Efter oplevelsen i Kingston føltes slottet nær den franske hovedstad dog som paradis for Elton John og hans band. Over tre uger i foråret 1973 indspillede de det ene nummer efter det andet i en afslappet og kreativ atmosfære godt hjulpet af det eneste, bandet havde taget med sig fra Jamaica. ”Tonsvis af hash,” som guitaristen Davey Johnstone udtrykte det. ”Vi rullede joints i ét væk, og det afspejler musikken, synes jeg. Ingen af os havde nerver på.”
Arbejdsgangen var som ved deres tidligere ophold på stedet. Château d’Hérouville var inddelt i to fløje, hvor den ene husede pladestudiet, mens bandet sov og spiste i den anden.
”Vores instrumenter stod omkring spisebordet. Bernie sad med sin skrivemaskine, og jeg sad ved det elektriske piano. Når de andre stod op, kom de ned og spillede med, og når vi var klar, krydsede vi gårdhaven over til studiet og indspillede nummeret. Indimellem indspillede vi tre-fire numre om dagen. De fleste var skrevet samme dag. Vi var et tight band med en masse turnéerfaring, og flere numre blev til på to-tre takes,” har Elton John senere fortalt.
Det stod hurtigt klart, at der var numre nok til et dobbeltalbum. Til gengæld var titlen en udfordring. Makkerparret Elton John og Bernie Taupin havde flere ideer, hvoraf ’Vodka and Tonic’ og ’Silent Movies Talking Pictures’ en overgang syntes at være de mest oplagte.
Nummeret ’Saturday Night’s Alright For Figthing’ blev i juli 1973 udsendt som den første single fra det endnu unavngivne album. På singlens cover var titlen skrevet som en klassisk sailor-tattoo med en kniv i midten og Elton John stående med en flaske vin for munden. Flere amerikanske radiostationer forbød straks nummeret, og i England forklarede han i Top of the Pops, at han var ”træt af singer/songwriter-plader. Jeg bliver skør af dem. Jeg har altid kæmpet imod det her Elton John-image.”
Flere af Bernie Taupin og Elton Johns sange havde inden da haft en dyster og alvorlig undertone, men ved både koncerter og på hitlisterne var de ofte blevet overskygget af makkerparrets fængende popnumre og smukke ballader. Elton John havde fået nok af konstant at blive sat i bås. Han ville anerkendes som en rigtig rockstjerne – med alt hvad det indebar.
Problemet var bare, at Elton John ikke lignede en rockstjerne i traditionel forstand. I hvert fald ikke i egne øjne. Han toppede hitlisterne, men tabte samtidig håret, og i interviews gjorde han tit grin med sig selv og sit udseende.
”Jeg prøver ikke på at spille smart,” indrømmede han på et tidspunkt. ”Det, jeg mener, er: Jeg er en buttet 26-årig mand, der er ved at blive skaldet og sælger millioner af plader, og jeg har tænkt mig at nyde det, når jeg optræder, uanset hvor fjollet jeg ser ud.”
Bag de ellers selvbevidste ord gemte sig en usikkerhed, der allerede i 1968 havde fået Reginald Dwight til at stikke hovedet ind i en gasovn. Han følte sig presset til at blive gift med sin daværende kæreste, Linda Woodrow, og han havde dengang ikke fuldt ud erkendt, at han egentlig kun var til mænd. Året før var homoseksualitet blevet lovliggjort i England, men det var stadig ikke noget, man talte højt om. Bernie Taupin fik hevet Reg ud af ovnen, før gassen blev tændt, og et par dage senere aflyste han brylluppet på råd fra Long John Baldry.
Vægten og hårtabet gjorde ikke usikkerheden mindre. Det første forsøgte Elton John tidligt at styre ved hjælp af slankepiller, det andet blev skjult bag en hue eller en hat.
”Jeg er ikke David Bowie. Jeg er ikke Mick Jagger. Jeg er ikke engang Rod Stewart. Jeg er ikke sexet,” sagde Elton John.
Han og Bowie mødte hinanden ganske kort i Californien i efteråret 1972. Elton John beundrede ’Hunky Dory’ (1971) og særligt ’Ziggy Stardust’ (1972), som han havde oplevet Bowie fremføre live ved en koncert i London med Roxy Music som opvarmning. Glam rock-showet den aften havde gjort stort indtryk på Elton John.
”Det var et vendepunkt,” sagde han senere. ”Det var ligesom, fuck, barren er nu hævet.”
Samtidig var David Bowie et af meget få eksempler på en rockstjerne, der offentligt havde proklameret, at han var homoseksuel. Det gjorde han i et interview med Melody Maker som led i lanceringen af ’Ziggy Stardust’-pladen. De to britiske musikere – der begge klædte sig ud på scenen og havde hittet med sange om mænd på rumfærd – burde have haft masser at tale om på Elton Johns hotelværelse i Los Angeles.
Det viste sig imidlertid slet ikke at være tilfældet:
”Vi drak te og spiste kage og udvekslede synspunkter om Amerika, og efter en høflig halv time undskyldte jeg mig, takkede nej til en kop te mere, og spadserede en tur på Sunset Boulevard,” mindedes Bowie, der som så mange andre betragtede den generte Elton som en særling.
Hvilket Elton John senere medgav, nok ikke var et helt forkert indtryk:
”Jeg havde ingen selvtillid, før jeg begyndte at spille på scenen, hvor jeg lod en anden del af min personlighed træde frem. Men den sky dreng, jeg også var, vedblev jeg med at være, når jeg ikke optrådte. Jeg befandt mig godt på scenen, men ikke særlig godt bag scenen. Selv når jeg havde en fest bag flyglet, slap usikkerheden mig ikke, og inderst inde var jeg et nervøst menneske. Den slags kan ikke kureres med succes. Faktisk gør succes det kun værre, fordi distancen mellem din scenepersonlighed og den person, du er i virkeligheden, vokser i takt med succesen.”
Bag den glam-glitrende facade gemte sig en deprimeret mand, der i midten af 1970’erne begyndte at dulme smerterne med et eskalerende kokainmisbrug. Alkohol og joints havde før det været Elton Johns foretrukne rusmidler, men efterhånden som succesen voksede, og presset blev større, var det nødvendigt med hårdere stoffer.
Lanceringen af ’Goodbye Yellow Brick Road’ var lige så bemærkelsesværdig som Elton Johns gradvist mere outrerede scenekostumer. Kort før udgivelsen i 1973 spillede han for knap 18.000 mennesker på det propfyldte amfiteater The Hollywood Bowl. Pornostjernen Linda Lovelace stod for introduktionen, der begyndte med, at en række look-alikes – den engelske dronning, Paven, The Beatles, Batman, Mae West med flere – paraderede på en glimtende trappe, før Elton John dukkede op iført hvide cowboy-læderchaps, matchende vest med stor hvid pelskrave og en bred bolerohat.
Da han gik ned ad trappen, åbnede fem farvestrålende flygler sig, hvorfra næsten 400 hvide duer fløj op mod himlen.
Blandt de 16 numre, Elton John spillede den aften, var en stribe fra ’Goodbye Yellow Brick Road’, hvis covermotiv kort efter blev afsløret bid for bid på et enormt billboard på Sunset Boulevard. For at ramme medierne så bredt som muligt blev journalister fra både den amerikanske øst- og vestkyst inviteret til pressekonference via satellit, da pladen blev udsendt.
Anden uge af november toppede ’Goodbye Yellow Brick Road’ den amerikanske hitliste, og måneden efter strøg albummet også til tops på den britiske. I USA skulle albummets tredje single – efter ’Saturday Night’s Alright for Fighting’ og ’Goodbye Yellow Brick Road’ – have været ’Candle in the Wind’, men pludselig begyndte dj’en på en sort radiostation i Detroit at spille ’Bennie and the Jets’, hvorefter andre radiostationer fulgte trop.
”Jeg troede ikke på ’Bennie and the Jets’ som single,” har Elton John siden indrømmet. ”Jeg havde en diskussion med pladeselskabet, og den eneste grund til, at jeg gav mig, var, at det var det mest spillede nummer på de sorte radiostationer i Detroit. Og jeg var bare, ’Oh my God!’ Jeg mener, jeg er en hvid dreng fra England. Men jeg sagde: ’Okay, lad os gøre det!’”
’Bennie and the Jets’ blev Eltons Johns anden sang, der strøg til tops på den amerikanske singlehitliste. Nummeret blev først udsendt som single i England i 1976, hvor den ikke nåede højere end 37. pladsen, hvilket understreger, hvordan fænomenet Elton John i høj grad blev skabt i USA i de år.
Hans koncerter i England var velbesøgte, og hans landsmænd satte pris på LP’erne, men først fire år efter, at Elton John i 1972 første gang toppede den amerikanske singlehitliste med ’Crocodile Rock’, nåede han samme placering i sit hjemland. Det skete i 1976 med Kiki Dee-duetten ’Don’t Go Breaking My Heart’.
Amerikanernes kærlighed til Elton John og Bernie Taupin blev i høj grad gengældt på netop ’Goodbye Yellow Brick Road’, hvis titel er hentet fra den amerikanske børnebogserie ’Troldmanden fra Oz’, og hvis tekster er inspireret af myternes USA.
”Som de fleste andre børn i min generation voksede jeg op med amerikansk musik, amerikanske film, amerikansk tv. Ideerne til ‘Roy Rogers’, ’Candle In The Wind’ og ’Danny Bailey’ var visuelle. ’Goodbye Yellow Brick Road’ er et filmisk album,” forklarede Bernie Taupin flere år senere med reference til albummets sange om det vilde vesten og det senere hit, der inden det blev spillet til Lady Dianas begravelse, var knyttet til historien om Marilyn Monroe.
Året efter udsendelsen af ’Goodbye Yellow Brick Road’ havde Elton John taget 22 kilo på. Under indspilningerne til ’Caribou’ (1974) drak han en halv flaske whisky om dagen, og i processen med at skabe ’Rock of the Westies’ (1975) tog han dagligt kokain. På turneen for sidstnævnte LP fik musikerne hver aften, inden de gik på scenen, udleveret små ampuller med kokain, og efter 12 numre blev der holdt kokain-pause. Dem i bandet, der havde lyst, kunne desuden altid sniffe baner på en forstærker i et mørkt hjørne af scenen.
”I den periode ramte vi bunden af vores misbrug,” har Bernie Taupin sagt.
Turnéen startede 29. september 1975 i San Diego og skulle slutte med to massive udendørskoncerter på Los Angeles’ Dodgers Stadium i slutningen af oktober. Et par dage inden forsøgte Elton John endnu en gang at begå selvmord. Han var slidt ned. Bristede nerver, fingre der blødte hver aften, og depressioner, der ofte meldte sig uden varsel. Han følte sig ensom, selv om han var omgivet af mange mennesker. En eftermiddag slugte han 60 sovepiller, hvorefter han kastede sig i en swimmingpool.
”Mit liv var skørt,” fortalte Elton John siden. ”Jeg var ikke stand til at udtrykke mine følelser som en voksen mand. Og så det pres, jeg mener ... Fuck.”
Han lå i koma i to dage, hvorefter lægen mente, at han var frisk nok til at gå på scenen igen. Ingen musikere havde optrådt på Dodgers Stadium siden The Beatles i 1966, og begge koncerter var totalt udsolgt. I alt 110.000 billetter var blevet revet væk.
Koncerterne blev en succes, men mentalt var Elton John udkørt. På tre år havde han udgivet syv LP’er, der alle toppede den amerikanske hitliste. Fra ’Honky Château’ til ’Rock of the Westies’. I samme periode havde han spillet op mod 500 koncerter. I et ærligt interview med BBC flere år senere anerkendte Elton John, at 1970’erne var fantastiske for ham på det karrieremæssige plan, ”men i privat henseende var det nogle frygtelige år. Det meste af tiden var jeg virkelig langt ude.”
Magasinet Rolling Stone har aldrig været i tvivl om, at ’Goodbye Yellow Brick Road’ er den største og vigtigste af alle hans LP’er. ”Elton John har været en superstjerne i næsten 45 år, men her toppede han,” skrev magasinet i forbindelse med albummets 40-års jubilæum i 2014.
Elton John sagde ved samme anledning:
“Det var en ekstremt spændende tid i mit liv. Vi havde ingen frygt dengang, alt syntes muligt. Det er en vidunderlig følelse at være ung og føle, at det hele bare hamrer derudaf. Vi havde momentum og kørte på adrenalin. Og er du som musiker talentfuld nok, får du plads til at boltre dig. Hér var vi på toppen af vores kreative formåen.”
Kilder: ’Hotel California. Singer-Songwriters and Cocaine Cowboys in the LA Canyons’ (Barney Hoskins, 2005), ’Elton. The Biography’ (David Buckley, 2007), ’Captain Fantastic. Elton John’s Stellar Trip Trough the 70’s’ (Tom Doyle, 2017) samt rollingstone.com.
