Tobias Kippenberger fra The Floor Is Made Of Lava:
"Forsangeren kom ud i crocs og fibervest, og så stod de og spillede deres følsomme sange med smæk på guitaren. Der tog de røven på mig"
Vi har talt med musikproducer Tobias Kippenberger om, hvilke tre albums han lytter særligt meget til for tiden.
Foto: PR
Fontaines D.C.: ’Skinty Fia’ (2020)
”Det er bare fantastisk at høre, at et band i udgangspunktet stadig kan lyde vredt og grimt og ikke have det mest oplagte kommercielle potentiale og så alligevel lykkes med at få det kommercielle gennembrud.
Jeg har lyttet til dem i nogle år, og de er ligesom blevet ved med at dukke op på min radar. Jeg har altid tænkt, det var fint, men at med den der vokal, forsangeren har, kommer de sgu nok aldrig til at bryde igennem. Det vil for altid være niche, når det er på den måde, tænkte jeg. Men nu har de jo fuldstændig sprængt lydmuren og spiller stadionkoncerter i hjemlandet Irland.
På den her plade har de også på en eller anden måde fået skovlen under mig. Forsangerens stemme er egentlig ikke så meget anderledes end før. Den har hele tiden været cool, men de har på mærkværdig vis fået den gjort mere appellerende uden at ændre så meget ved den. Måske er det produktionen? Men det lyder jo stadig megabeskidt og skramlet. På den måde er det stadig punk, der er kernen.”