100 procent fresh
Foto: Rex Features

100 procent fresh

Verdens 9 bedste tv-serier ifølge Rotten Tomatoes

Muligvis er ingen af dine favoritter på listen.

Publikumsyndlinge som ‘Game of Thrones’ og ‘Breaking Bad’, har med deres rå og episke storhed og deres psykologiske dybdeundersøgelser været med til at definere tv-seriens nye guldalder.

Ingen af dem er dog på listen over de bedst bedømte tv-serier på sitet Rotten Tomatoes, der samler anmeldelser fra professionelle kritikere og beregner, hvor mange procent positive bedømmelser en film eller tv-serie har fået.

Forklaringen kan være, at jo større og mere populær en produktion er, desto flere anmeldelser vil den få, og dermed stiger risikoen for dårlige anmeldelser også. Desuden kan hypen omkring et værk være med til at få visse anmeldere til at indtage en klap lige hesten-position.

Det skal også bemærkes, at Rotten Tomatoes vurderer om, hver enkelt anmeldelse en tv-serie har fået, er ’fresh’ eller ’rotten’, altså om den er overvejende positiv eller negativ. Derudfra beregnes, det, hvor mange procent ’fresh’ den pågældende tv-serie er, men det skinner ikke igennem præcis hvor begejstret, den enkelte anmeldelse er. Det vil i princippet sige, at en serie eller film kan være 100 procent fresh, men baseret udelukkende på lunkent positive anmeldelser.

Hvorom alting er, har klassikere som ’The Wire’ og ’The Sopranos’ i gåseøjne kun en samlet score på henholdsvis 96 og 97 procent. Det skriver Esquire, der har samlet de 9 tv-serier, der har kørt mere end en enkelt sæson, og som stadig holder 100 procent gode vurderinger.

De kommer her.

1. Deadwood

Mørk western-saga om den bundrådne by Deadwood i 1800-tallets South Dakota. Serien, der kørte fra 2004 til 2006 og kan streames på HBO, bliver muligvis genoplivet med en filmindspilning dette efterår.

2. Master of None

Alan Yang og Aziz Ansaris komedie om skuespilleren Devs liv og karriere i New York fik premiere på Netflix i 2015 og har nu hittet igennem to sæsoner. Det er endnu uvist, om der kommer flere.

3. Jane The Virgin

Den romantiske komedieserie om den gode katolske pige Jane Villanueve, der havde svoret at forblive kysk, indtil hun fandt en ægtemand, men opdager, at hun ved et uheld er blevet kunstigt insemineret, har foreløbig tre sæsoner på Netflix. Fjerde sæson skulle være på vej.

4. Insecure

HBO-komedie om to unge sorte kvinders arbejds-og kærlighedsliv i Los Angeles. Tredje sæson kommer i 2018.

5. Catastrophe

Britisk komedieserie om en transatlantisk affære, der, ups, bliver til forældreskab. Fjerde sæson skulle være på vej. De første to kan ses på viaplay.

6. White Collar

Seks sæsoner har denne serie om en gentlemanforbryder, der går med til at hjælpe FBI med at afsløre andre af hans slags, trukket mellem 2009 og 2014. Alle tilgængelige på Viaplay.

7. Chewing Gum

Britisk komedieserie om den strengt katolsk opdragne Tracey, der er fan af Beyonce og har besluttet sig for at udleve sit potentiale, ikke mindst i sengen. De første to sæsoner kan ses på Netflix. Der er rygter om en tredje.

8. Happy Valley

Endnu en britisk successerie, der handler om den kvindelige politiassistens Cathrine, der jagter manden, der overfaldt hendes afdøde datter. Serien, der foregår i nordengelske Yorkshire og kan streames på Netflix, har to sæsoner i skrivende stund. Tredje sæson kommer efter planen i 2019.

9. Review 

Amerikansk serie af skaberne af den amerikanske version af The Office. Handler om en kritiker, der ikke anmelder mad eller litteratur, men begivenheder fra det virkelige liv såsom skilsmisse, stofafhængighed eller at være Batman. Der er lavet tre sæsoner mellem 2014 og -17.  

LÆS OGSÅ: Her er serierne, du skal glæde dig til i 2018

LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup i ny kontroversiel komedie:"Det er en hamrende ukorrekt film"

LÆS OGSÅ: Filmperler du kan streame i det mørke januar