Den sidste rockstjerne

”David Cameron skulle have sine boller i den elektriske stol,” siger Liam Gallagher. Brexit er den tidligere konservative premierministers skyld, fordi det var ham, der satte EU-medlemskabet til afstemning i 2016, mener Gallagher.

”At sætte os selv uden for fællesskabet er åndssvagt. Jeg siger, jo flere vi er, desto bedre. Boris Johnson er en fucking mærkelig stodder. Jeg er ikke fan af nogen politikere, de er alle sammen fulde af lort.”

Liam Gallagher associerer som en teenager, og han elsker fodboldklubben Manchester City. Men på klubbens strømlinede fodboldstadion Etihad i Manchester føler han sig ikke hjemme mere, efter han kom i konflikt med sikkerhedsvagterne for et par sæsoner siden, hvor han nægtede at sætte sig ned.

”Fuck fodbold, mand. Man må ingenting til kampe mere. ’Sid ned! Stille! Du må ikke ryge eller drikke!’”

Der er i Storbritannien et udbredt suk efter at se Oasis samlet igen. En vis nostalgi spiller givetvis ind, livet var sjovere for de fleste briter i 90’erne, men Oasis er ægte savnet for deres evne til at samle publikum, som kun de udvalgte få kan.

Måske endda på sådan et nationalt, sammenhængskraftskabende niveau, måske som Den Sidste Promenadekoncert fra Royal Albert Hall i flow-fjernsynet i gamle dage, dér hvor høj og lav i festlig folkedragt blev samlet om at synge ’Rule, Britannia’ og ’God Save the Queen’ som en engelsk bastard af landskamp i Parken og rund fødselsdag på en solskinsklædt Amalienborg Slotsplads.

Oasis er lig med ‘Wonderwall’, ‘Don’t Look Back in Anger’, ‘Champagne Supernova’, ‘Rock’n’Roll Star’. Men der var og er noget mere. Noget ægte. Noget, som Liam Gallagher inkarnerer. Eller som han præsenterer sig på sin meget aktive Twitter-profil med 3,2 millioner følgere: ’Liam Gallagher ROCK’N’ROLL STAR’.

Liam Gallagher var frontfigur i et af historiens mest populære rockbands. Sammen med nogle venner fra bistandskøen og sin fem år ældre storebror Noel katapulterede han gennem en bund af småkriminalitet og rusmidler i rækkehuset hos en enlig arbejderklassemor i Manchester til verdensherredømme og 75 millioner solgte albums.

Noel skrev sangene, men Liam var epicentret, selve kongen af imperiets sidste renæssance, 1994-98, navngivet ’Cool Britannia’, coolere end Tony Blairs optimisme, Paul Smiths kulørte striber og Kate Moss i coke og underbukser. Pigerne var vilde med ham, drengene ville være ham, han havde sin generations bedste stemme og mest elektriske karisma, den fødte forsanger med udseendet og en kæft og attitude, der matchede.

Liam Gallagher lavede, hvad der passede ham, inklusive stoffer, kvinder, slagsmål med broderen, paparazzifotografer, udsmidere og alt andet, der kom i vejen. Tabloidmedierne elskede at hade ham. Liam Gallagher var en ægte rockstjerne.

London, to-tre årtier senere. Der er demonstrationer foran parlamentet. Noget med eller mod Brexit. Uber-chaufføren må finde en anden vej, vi kører forbi endeløse rækker af identiske, globale kædekaffebarer og kommer til hotellet, hvor Liam Gallagher venter på Euroman. Er det virkelig ham, der går rundt i lobbyen? De enorme øjenbryn, der adskiller pandehåret og et tilbagelænet selvsikkert var-der-noget?-blik. Gangarten (10 minutter i 2) med udstrakte arme og håndflader, som en primat i Stone Island-parka, poloshirt og ørkenstøvler.

Er det Liam Gallagher 1996, som har været frosset ned og er blevet tøet op igen, der går rundt i gangene på hotellet i London og venter? Nej, for nu kommer han. Den rigtige. Det unge genfærd fra før viser sig at være et af Liam Gallaghers fire børn (med fire forskellige kvinder).

Genes mor er Gallaghers ekskone Nicole Appleton fra pigegruppen All Saints, og så bliver det ikke mere kærlighedsbarn af Absolute 90’erne. Den 18-årige søn er droppet ud af skolen uden eksamen (ligesom sin far). Nu spiller han bongotrommer på sin fars nye album og hænger ud. Gene kan lide Skepta og A$AP Rocky, som hans far kalder WhatsApp Ricky, ’for det er sgu da et bedre navn’.

Liam Gallagher, i mellemtiden 47 år, er tilbage. Han har levet rockstjernelivet med det hele, fra han var teenager, men ligner sig selv. Øjenbrynene under bøllehatten er buskede, og der er stadig ikke plukket fri passage mellem dem. Liam Gallagher har opnået status som britisk ikon på tværs af generationer og fået fat i et helt nyt publikum på sønnens alder, der fylder koncertsalene, når den nu folkekære entertainer giver sine notoriske folkefester med bølgende fællessang. Det lader til, han har været savnet.

Måske er det fordi, han er noget, man ikke kan kalde andet end ægte. Han er sig selv. Han er det modsatte af global, glat, hårløs, corporate, kontrol, kædekaffebarer, streaming og sterile siddepladser på stadion i det 21. århundrede. Han er en anakronisme, der har sneget sig uden om filteret. Han er en personlighed. Han er rock’n’roll.

Ingen i hele verden havde det sjovere end Liam Gallagher fra 1993 til 1998. Ingen støvsugede retterne i livets store tag-selv-buffet i det sidste præ-digitale årti mere grundigt, og ingen enkeltperson har formentlig haft større indflydelse på flere generationer af unge mænds livsstil og attitude.

I Storbritannien bliver Liam Gallagher kaldt ”The Last Lad”, selve legemliggørelsen af og forbilledet for den af medier og sociologer døbte lad culture, en drengerøvskultur, centreret om de tre F’er: Fadøl, Fodbold og Fest (plus en Fred Perry-polo og et par nye trainers hvis der er flere penge tilbage om mandagen).

Efter 90’er-festen sluttede, kunne Oasis stadig fylde arenaer fra London til Rio, men i 2009 forlod Noel Gallagher bandet efter et backstage-slagsmål mellem de to brødre og begyndte en solokarriere med succes. Liam siger, Noel havde planlagt hele opløsningen af Oasis koldt og kynisk.

”Noel trak tæppet væk under mig. Oasis var mit liv. Det gør du bare ikke mod din familie.”

Vingeskudt fortsatte han med de øvrige bandmedlemmer under navnet Beady Eye, som stoppede i 2014, og her oplevede Liam Gallagher for første gang i sit voksne liv, at boblen, som han selv kalder livet i et band, var bristet. Den private og økonomiske nedtur efter endnu en skilsmisse, efter endnu en faderskabssag, blev nu udstillet med ekstra skadefryd i tabloidmedierne, og samtidig stak Noel kniven i sin bror og drejede den rundt i ethvert interview. Liam Gallagher var i frit fald.

Han ville flytte til Mallorca, drikke sig ihjel og var godt på vej. Men noget kom i vejen. En hård, men retfærdig engel greb ham lige inden og samlede ham op. På hotellet ved siden af sønnen Gene sidder en mørkhåret kvinde midt i trediverne og taster energisk på sin opslåede MacBook og telefon.

Det er Deborah Gwyther, Liam Gallaghers manager og kommende hustru (nummer tre). Gwyther har en professionel no nonsense-udstråling som en cheftype i den PR-branche, hun kommer fra, og mener det godt, når hun siger: ”Liam har brug for struktur. Som et lille barn.”

”Debbie reddede mig. Uden tvivl. Hun sagde til mig: ’Hør her, du har ikke slået nogen ihjel. Du skal begynde at synge igen’. Og stille og roligt begyndte jeg at spille guitar midt om natten og lave nogle sange, som jeg ikke havde gjort før.”

En sommeraften i 2015 ud på de små timer sad Liam Gallagher sammen med sin ældste storebror Paul på familiens stampub i den lille by Charlestown i det vestlige Irland, hvor deres mor kommer fra. Han havde efter bror Pauls optælling drukket 30 store Guinness siden klokken 11 om formiddagen, da han greb en akustisk guitar.

Uropførelsen af den selvkomponerede konfessionshymne ’Bold’ med et publikum af plus 65-årige gråhårede irske stampubkunder gik viralt og blev starten på Liam Gallaghers solokarriere. I 2017 gik debutalbummet ’As You Were’ direkte ind på en førsteplads i Storbritannien, hvor det solgte over en million eksemplarer – uhørt mange i 10’erne.

For nylig udsendte han opfølgeren ’Why Me Why Not?’, ’for det ville være fucking uhøfligt at gøre andet’, som Liam Gallagher siger. Han har givet næsten 200 turboladede koncerter siden sit comeback, flere og inden for en kortere periode end da han var halvt så gammel for 25 år siden.

Hvad driver en midaldrende mand, som stadig har råd til at bo i en god lejlighed i Hampstead, Londons Indre Østerbro, og som ikke gør det for berømmelsen (for han er med sine egne ord ’fucking berømt nok’)? Liam Gallagher er intenst selskab.

Naturkraft er ikke for stærkt et ord at bruge om hans tilstedeværelse. Når han taler, og han taler uden at sætte farten ned i 180 graders-sving, peger han på dig, som for at hamre pointen ind med sin finger. Han siger ’fucking’ i stort set alle fucking bi- og hovedsætninger, gerne flere fucking gange. Han afslutter de fleste sætninger med ’D’youknowwhatImean?’.

Han rejser sig op og begynder at gestikulere og danse. Han siger i befriende grad, hvad der falder ham ind, og det, der især falder ham ind, er hilsner til bror Noel. De har altid haft verbale og fysiske opgør, men brødrefejden har siden Oasis’ opløsning antaget bibelske dimensioner, som Kain og Abel, som Rudolf og Adi Dassler, brødrene bag Puma og Adidas, der blev dødsfjender.

Liam og Noel Gallagher har de sidste 10 år kun kommunikeret via medierne, især de sociale, hvor Liam tweeter så impulsivt og uden omsvøb om broderen og dennes hustru, som han kalder ’heksen’, at Donald Trump fremstår kontrolleret ved sammenligning.

Nogle gange strømmer dine tweets over af ren kærlighed, men andre gange er du meget vred og giver virkelig los for vreden på Twitter?

”Kærlighed og vrede, det er mig. Nogle gange skriver jeg noget åndssvagt, især når jeg er fuld og fortryder måske et par af mine tweets, men fuck it. Jeg har skrevet nogle pikhoved-ting på Twitter, men jeg kan ikke altid overlade det til jer journalister at fortælle tingene, som de er. Hvis nogen skriver shit om mig, er Twitter en god måde at udligne det på. Så kan jeg sige: Dér tager de fejl. Den dag, jeg mister min fucking lidenskab og vrede, er det slut. Fuck that! Det er mit brændstof. Jeg kalder min vrede for lidenskab, og når jeg kanaliserer den på den rigtige måde, som når jeg synger, er det godt. Jeg er ikke et menneske fuld af vrede, jeg er et lidenskabeligt menneske. Jeg kan godt lade ting passere. Men nogle gange må jeg sætte tingene på plads.”

Målet for Liam Gallaghers vrede er altid det samme. Hans bedste ven, Paul ’Bonehead’ Arthurs, guitarist i Oasis 1991-99, siger, at: ’Alt hvad, Liam sender ud er for et publikum bestående af én person: Noel’. Liams manager og forlovede Debbie Gwyther siger, at Liam gang på gang forgæves har rakt ud til Noel, og det er afvisningen, der gør, at han sviner broderen via medierne:

”Han gør det jo fordi, han savner sin bror.”

Intet sted er savnet tydeligere end på ’One of Us’ fra det nye album, hvor Liam Gallagher rækker hånden ud til sin bror. Både tekst og musikvideo har klare referencer helt tilbage til opvæksten i Manchester. Mindre følsom er Liam Gallagher på Twitter, hvor han hudfletter sin bror for at være en snob, der vil gøre alt for at være venner med de rige og kendte. Da Noel Gallagher blev annonceret som tour-opvarmning for sine venner fra U2, tweetede Liam:

”Godt at se, at alt det røvslikkeri (brown-nosing) endelig giver afkast”.

Den ældre bror er ofte beskrevet som Liams modsætning, reserveret, kølig, beregnende og med trang til kontrol. Han har for nylig gentaget, at han ikke vil være i et band med Liam igen, ’om så alle verdens sultende børns liv afhang af det’. Noel Gallagher har også sagt om sin lillebrors solomateriale, at det er ’usofistikeret musik for usofistikerede mennesker lavet af en usofistikeret mand’, samt at broderen er en mand med ’en gaffel i en verden af suppe’.

Liam har svaret med en video på Twitter, hvor han spiser suppe med en gaffel og takker sine fans, der har købt billetter til hans udsolgte koncerter.

Tror du, din bror læser dine tweets? Har han set videoen, hvor du spiser suppe?

”Nej, han har alt for travlt med at drikke fucking Pimm’s med snobberne i Sloane Street (Londons mest eksklusive gade, centrum for luksus- og designerbutikker, red.). Han har ikke set den, men han fucking VED, at den er der.”

Liam Gallagher rejser sig op og begynder at danse fra side til side og pege på Euromans udsendte.

”Det er det vigtigste. Han VED, jeg er her nu. Mit første album gik godt, mit andet album er bedre, koncerterne bliver udsolgt. Han VED, jeg er back in town. Efter Beady Eye gik i opløsning, havde han afskrevet mig. Han tænkte (tørrer håndfladerne af mod hinanden, som efter at være sluppet af med noget, red.): ’Han (Liam, red.) er færdig: Skilsmisse, barn, det var det. Han er færdig. Færdig! Jeg kommer ikke til at høre fra den lille fucker igen,’ tænkte han (Noel, red.),

’Jeg udgiver lige et par sange, og så er jeg på fucking toppen.’ Det tænkte han!

Og så skete der det, at jeg mødte den vidunderlige Deborah Gwyther, vi har fucking planer, d’youknowwhatImean? Jeg er back in town, tilbage i lyset. Og han VED det. Han siger, det ikke generer ham, men han er totalt fucking nervøs, mand. Han har sine sange og spiller bas og fløjte og synger og det hele, men han bliver nødt til at få noget hjælp, for de sange, han skriver nu, er noget lort. Og han VED, jeg er tilbage!”

Liam Gallagher sætter sig ned igen.

Tvivlede du på, at du kom tilbage?

”Jeg er afhængig af suset, mand. Hvis jeg gik op i jogging eller i haven, eller rumforskning, så ville jeg gøre det, så ville I være fri for smerten ved at høre min stemme. Der findes ikke noget bedre end at synge foran folk og at gøre folk glade ved at synge, og se folk hoppe og danse op og ned. Det er det fucking bedste. Bedre end at rejse til Månen."

"Jeg er afhængig af det, og må dén afhængighed vare evigt ved! Jeg elsker at synge, jeg synes, jeg synger godt, jeg har melodisk sans. Jeg er ikke verdens bedste sangskriver, men jeg elsker at være i musikken og se sangene vokse. Og jeg kan levere varen på scenen. Det forsvinder aldrig. Når du sætter en mikrofon foran mig, er jeg the fucking man. Indtil den ild herinde (banker sig på brystet, red.) brænder ud, er jeg her, mate. Der skal mere end Noel fucking Gallagher til at stoppe mig, når jeg kører, d’youknowwhatImean?”

Så der er ikke brug for en Oasis-genforening længere?

”Det, som folk fik ud af Oasis’ koncerter, er det, de kommer efter til mine koncerter. Det er selvfølgelig ikke Oasis, og jeg siger ikke, jeg er bedre end Oasis, men de får noget af det samme. Hvis de tager til Noels koncerter, er det bare et show for en stjerne. Han spiller shows. Jeg spiller koncerter.

Folk tager til mine koncerter og hopper op og ned og går fucking amok. Det handler om, at du er ikke en skid uden publikum, så når folk betaler for at komme ind, skal de have en fucking fest. Hør her, mate, jeg går ind og giver dem, hvad de ønsker. De vil se noget lidenskab på scenen, og så kan det godt være, jeg ikke kan ramme de øverste toner helt rent. De siger, at min stemme ikke er så god, som den var engang. Det skulle den da heller ikke gerne være! Jeg er ikke fucking 20!

Bruce Springsteen og Paul McCartney kan ikke fucking synge, som da de var 20. Men ungerne til koncerterne kan se, at jeg stadig har den samme lidenskab, som jeg havde, da jeg var 20. Det er det eneste, de behøver at vide.”

Du er følelsesmenneske, og din bror er den rationelle?

”Han gør det for pengenes skyld. Han fortæller alle, at hans sange er de bedste, ’Jeg er den fucking bedste’. Jeg ved, når jeg er god, og jeg ved, når jeg er dårlig. Jeg er ikke den bedste. Fansene ved, hvad de får med mig. Han (Noel Gallagher, red.) er blevet til en snob sådan, som han taler og opfører sig. Det eneste, der kommer ud af hans mund, er, hvor mange penge han har. Og ’jeg er en great fucking sangskriver’. Det får folk nok af, de siger: ’Jeg gider ham ikke’. Stodderen skal ned på jorden, lære at være ydmyg. Han skal lære empati. Jeg har lært ydmyghed. Jeg har været igennem skilsmisse, retssager, bandet gik fra hinanden, alt det andet. Men jeg har altid været ret ydmyg. Jeg har en stor kæft, men enhver rockstjerne bør have en fucking stor kæft, ellers skal de fucking lade være.”

Så der er en anden Liam Gallagher end ham, vi kender fra medierne?

”Folk, der kender mig, ved, at jeg er en nogenlunde hæderlig person, og jeg er nem at være sammen med. Jeg har gjort nogle dumme ting, jeg er ingen engel, men 90 procent af tiden er jeg er godt menneske. Selv om jeg har været nede i sølet, gennem hele møllen, fucking berømmelse, alt det shit , er jeg stadig en nogenlunde ordentlig person. Jeg er ikke afhængig af stoffer og alkohol, jeg er ikke et fucking røvhul. Ja, jeg har rodet rundt med kvinder. Jeg er ikke den første rockstjerne, som har et par forliste ægteskaber bag mig, men når alt kommer til alt, så er mine børn i gode hænder, de er sunde og raske. Jeg har et godt forhold til dem alle sammen. Jeg er meget glad. Jeg er meget heldig.”

En af sangene på dit nye album hedder ’Now That I Found You’ og handler om din voksne datter, som du først har mødt for nylig. I Danmark har du har et ry som en mand, der ikke holder sig tilbage fra alkohol og et raskt slagsmål. Men dine tekster kan være meget følsomme og romantiske?

”Jeg har været i slagsmål med nogle fotografer, det ville alle være, hvis de fik stukket et fucking kamera op i hovedet. Men jeg har altid haft den romantiske side. Jeg har altid være forelsket i verden, altid elsket mennesker. Jeg fucking elsker at være sammen med andre mennesker, jeg elsker at gå på pub, at socialisere med fremmede og shit, ved du hvad jeg mener. Det er min ting: Folk er cool, mand. Der er også mange pikhoveder derude, men sådan er det bare, man må navigere igennem det.

Savner du noget fra 90’erne?

”En god ting ved 90’erne var, at der ikke var nogen af de her cunts (tager sin iPhone op fra bordet). Nu tager alle billeder.

Jeg går ind på en bar, og dagen efter skal jeg se på, at jeg var stangstiv, på nettet og i aviserne. Man kunne slippe afsted med en hel del mere rock’n’roll-opførsel tilbage i 90’erne. Nu kan du ikke gøre noget. Du bliver nødt til at drikke vand og være i seng klokken 23, ellers er din karriere slut. Du er dødsdømt, hvis du siger noget sjovt eller tager pis på nogen eller noget. De får dig hængt, fordi du fucking siger, Ed Sheeran er røvsyg. Fuck off, d’youknowwhatImean.”

Er der forskel på Liam Gallagher 1995 og 2019?

”Jeg er lidt mere bevidst om nogle situationer nu. Jeg har haft drama nok i mit liv, jeg gider det ikke. Jeg kan stadig lide lidt kaos. Man kan ikke organisere at have det sjovt. Jeg går i byen, og så er der fest, og vi fyrer den af, men jeg er gammel, tømmermændene er for hårde. Den stemme, der siger, jeg skal gå hjem, er meget højere nu, end den var i 90’erne. Jeg sidder der og drikker, og den siger: ’Hjem i seng’.

Og jeg kan høre den højt og tydeligt. I 90’erne var det sådan her (hvisker, red.): ’Gå hjem i seng’. (Tager hånden op til øret, red.) ’Hva’ siger du? Jeg kan ikke høre dig, mate’, og så festede jeg i tre døgn i træk og var en fucking daft cunt."

Debbie Gwyther holder øje med sin kærestes tidsplan på hotellet. Ellers havde han siddet og underholdt endnu. Audiensen hos Liam Gallagher, født entertainer, er snart slut, får vi at vide.

Hvorfor kan du og din bror ikke enes?

”Det er et godt spørgsmål. Han synes, han er den bedste. Over alle andre. Han vil være forsanger, han vil gøre det hele. Han vil have sine folk ansat. I Oasis skaffede han sig af med trommeslageren, bassisten og så prøvede han at slippe af med mig. Eller han prøvede at få mig til at makke ret. Jeg makker ikke fucking ret, han kan ikke slippe af med mig. Derfor opløste han Oasis. ’Jeg skrider’. Jamen, så skrid da. Forskellen er, at han vil have, at det hele skal handle om ham. Jeg vil ikke have, det skal handle om mig. Jeg er skabt til at dele med andre. Jeg elsker at dele byrden og glæden. Jeg er en people person. Jeg elsker mennesker. Fire er bedre end én. Han er bare en lille … han er bare en lille fucking … hvad skal jeg sige uden at være et røvhul? Han er bare en lille diktator. Selv når han går, kan du høre det på den måde, hans hæle hamrer ned i jorden. Klik-klik-klik-klik.”

Elsker du ham?

”100 procent.”

Elsker han dig?

”Sikkert ikke. Men inderst inde gør han nok.”

Du forsvarede ham engang under en koncert, hvor han blev angrebet af en voldelig tilskuer på scenen, og du gik til modangreb. Ville du gøre det igen?

”Selvfølgelig! Jeg vil forsvare dig. Jeg vil forsvare alle. Vi må passe på hinanden.”

Liam Gallagher er sådan en, om hvem man tænker, at havde han været en rask dreng i det danske folkeskoleår 2019/20, havde han nok fået smidt et par bogstavskombinationsdiagnoser efter sig. Han er ham den uregerlige, rastløse, men godhjertede ballademager, du gik i skole med, som enten gik til tops eller til bunds i voksenlivet. Han er et menneske, som ikke kunne være blevet andet end rockstjerne.

Hvor havde du været, hvis du ikke var blevet sanger?

”Jeg havde nok været involveret i stoffer, sikkert død. Jeg havde aldrig fundet mig i at tage ordrer på et kontor. Jeg havde nok været enten død, i fængsel eller, hvem ved, jeg havde måske fundet the fucking Lord. Jeg var måske blevet præst.”

Er musik og dens stjerner i dag som de fleste i professionel fodbold, kontrollerede og ens? Er Liam Gallagher den sidste rockstjerne?

”Næsten alle er beige. Jeg har ingen respekt for dem. De kan kysse min røv. Jeg ville da hade, hvis jeg var den sidste rockstjerne, så det håber jeg ikke. Men jeg kan se, at folk derude stadig vil have lidt Liam Gallagher, og den er jeg med på.”

Liam Gallaghers album ‘Why Me Why Not’ er udkommet på Warner. Liam Gallagher giver koncert i Forum den 4. februar 2020.