Carcel drejer nøglen om som konsekvens af coronakrisen
Det bæredygtige danske mærke, der ville gøre en forskel for indsatte i kvindefængsler, har ikke kunne finde likviditeten til at fortsætte som virksomhed, meddeler Carcel. Hermed stopper en kun fire år lang rejse.
Foto: Cecilie Lindegaard Billedet er fra en modeserie, vi har bragt i en tidligere udgave af Euroman. Modellen er iført tøj fra Carcel.
Coronakrisen har været hård ved modebranchen, og nu tager den endnu et offer med sig.
Mærket Carcel lukker som direkte konsekvens af krisen. Det bekræfter den danske virksomhed på sin Instagram:
Overfor Fashion Forum uddyber stifter Veronica D'Souza beslutningen om at stoppe sit brand og sin drøm.
“Vi har prøvet alt muligt, men har måtte indse, at det har været for svært at holde omsætning og likviditet stabil nok til at kunne udstå de udfordringer, vi har oplevet det seneste år som en lille, men dog global virksomhed. Udfordringer både i forhold til at holde produktionen kørende i Thailand og Peru, men også i forhold til detailleddet herhjemme. Samt det, at det generelt bare er svært at rejse kapital midt i en pandemi,” siger Veronica D’Souza til sitet.
Det var med gode ambitioner og en revolutionær ånd, at Veronica D'Souza sammen med Louise van Hauen stiftede Carcel i 2016 og lancerede deres første kollektion året efter. De ville vise en mere bæredygtig måde at lave mode på. Social ansvarlighed var i højsædet, og kollektionerne blev produceret i kvindefængsler i nogle af verdens fattigste lande. På den måde kunne man skabe en god og stabil indtægtskilde for de indsatte kvinder og give dem muligheden for at forsørge sig selv og deres børn – en fremtid uden kriminalitet med andre ord.
D’Souza fik idéen til Carcel, da hun i 2014 boede i Kenya og besøgte et lokalt kvindefængsel.
Carcel blev også hædret med Magasin du Nord Fashion Prize i 2019 foran bl.a. Heliot Emil og Mfpen.
Efter bare fire år må Carcel altså dreje nøglen om. Men D’Souza fortæller til Fashion Forum, at det er hendes ønske, "at nogen, som kan og vil føre den her mission videre, vil tage kontakt til mig. Det ville være fantastisk.”
Se, hvad vi ellers skriver om: Corona-virussen