Her er årets 10 bedst klædte mænd

Her er årets 10 bedst klædte mænd

Hvert år kårer vi på Euroman de bedst klædte mænd i Danmark, og årets liste er endnu et bevis på, at man kan være velklædt på mange måder. Fra Peter Sommer og Lord Siva til Claus Knussen og Dion Stampe: Her kan du få overblikket over alle interview med årets bedst klædte mænd.

Offentliggjort

Peter Sommer, 47 år, sanger og sangskriver

”Jeg elsker, når nogen gider at fylde information i deres påklædning. Noget af det mest triste er, hvis de er fuldstændig ligeglade eller lader deres koner klæde dem på. Det kan være ret frygteligt. Jeg mangler en del af pakken, når folk ikke vil vise bare en lille del af dem selv i, hvad de tager på af smykker, hatte, solbriller etc. Jeg har en fest med at se, hvilket tøj unge mennesker går i nu - især denne her 90’er-ting. For mig ligner mange af dem hashpushere fra 90’erne. De mangler bare læderbongen.”

Læs hele interviewet med Peter Sommer her.

Elio Escoffery, 31 år, tekstforfatter

”Alle ting i min garderobe komplimenterer hinanden, fordi jeg har en ret streng farveskala. Jeg går kun i blåt, sort, hvidt og måske lidt brunt. Så det er let at sammensætte mine outfits. Det vigtigste for mig i forhold til min påklædning er, at det ser effortless ud. Og så går jeg meget op i, hvordan tøjet bidrager til min silhuet. Den skal helst være enkel. Forstået på den måde, at jeg ikke skal have form som et timeglas eller en pære. Bare straight. Et par Dr. Martens-støvler på fødderne, et par work-wear-bukser i tungt materiale, en crisp, hvid langærmet T-shirt, som hænger lidt løst på torsoen, og så er den hjemme.”

Læs hele interviewet her.

Claus Knussen, 67 år, kirketjener og model

”Som ung var jeg også meget betaget af skrædderkunsten og berøringen med stof, forskellige snit, mønstre og farver. Jeg kunne godt lide at lege med tingene, og jeg elskede at gå i min søsters kjoler, mere end hun gjorde. Jeg har nok været crossdresser i en eller anden forstand hele livet, nu hvor jeg tænker mig lidt om.”

Læs hele interviewet her.

Lord Siva, 32 år, musiker

”Jeg kan godt lide at trykke mine egne T-shirts, så mit bedste fund er en T-shirt, jeg selv har lavet med Yahya Hassan på. Jeg lavede den, da jeg skulle optræde til X-Factor (i foråret 2021, red.). Jeg var stadig fucking nede over, at han var død (Yahya Hassan gik bort i foråret 2020, red.). Jeg var sådan: 'Fuck, mand, vi har mistet en af de største digtere, vi har haft i Danmark.' Jeg følte bare, han var sådan en fucking rockstjerne, at han skulle være på en T-shirt, ligesom rockstjerner er det. Han var bare – i mit hoved – den sygeste.”

Læs hele interviewet her.

Dion Stampe, 35 år, agent og distributør i tøjbranchen

”Jeg kan godt have en tendens til at overbruge tøj og gå i det samme hele tiden, hvis jeg er glad for det. Det er nærmest et problem, når kvaliteten er god, for det går aldrig i stykker. Jeg kan også godt finde på at have det samme jakkesæt på til en fest og til en fodboldkamp på fjernsynet hjemme i sofaen.”

Læs hele interviewet her.

Dennis Morton, 34 år, fotograf

”I 2013 havde jeg en længerevarende depression, hvor jeg var helt nede i kulkælderen. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen, og jeg var bare i vildt dårligt humør. Jeg var guitarist i Vinnie Who, og vi skulle spille til Musik i Lejet i Tisvildeleje. Om eftermiddagen, inden koncerten, var vi inviteret til frokost i en sommerhushave, og der skete et eller andet, da jeg trådte ind i den have. Den negative energi og alle de negative tanker forsvandt. Da jeg bagefter funderede over det, lagde jeg mærke til, at jeg havde haft lyst tøj på den dag. Jeg ved ikke, hvorfor det var tøjet, jeg huskede, måske fordi jeg plejede at gå i mørkt tøj, men fra da af begyndte jeg stille og roligt at udskifte min garderobe med lyst tøj. Og jeg kunne mærke, at jeg på de dage, hvor jeg kun havde hvidt på, simpelthen var gladere. I en periode havde jeg en ’forsikringspose’ med lidt farvet tøj, hvis jeg nu en dag skulle vågne og tænke: ’Hvad fanden har jeg gang i?’ Men den dag er aldrig kommet. Og posen har jeg heller ikke mere.”

Læs hele interviewet her.

Mike Wittrup, 35 år, medejer og kreativ direktør i Barkas

”Jeg kan godt lide, når man skal til et arrangement, hvor der lægges op til, at man lige gør lidt ekstra ud af sig selv. Det kommer nok af, at jeg ikke går i jakkesæt til hverdag, så når jeg får ’muligheden’ for at tage et på, så griber jeg den. Der sker noget, når man får et jakkesæt på: Man bliver lige to centimeter højere, ryggen rankes, og man strammes op på en anden måde. Det er ikke nødvendigvis en følelse, jeg søger i løbet af en arbejdsuge, det passer mig fint, at det blot er til udvalgte lejligheder.”

Læs hele interviewet her.

Hans Bülow Andersen, 38 år, studerende

Tilbage i 2012 gjorde jeg mit bedste genbrugsfund. Min far døde det år, så jeg tog orlov fra mit arbejde for at rejse rundt i USA. I en Salvation Army-butik (Frelsens Hær, red.) ved siden af en Walmart, lige uden for Flagstaff i Arizona, fandt jeg en gammel arbejdsjakke fra Lee. Den var fra 1950’erne.

Hvad modellen hedder, kan jeg ikke huske, men det er en original fra dengang. I god stand og med flot slitage. Og så lige i min størrelse. Den kostede mig måske 100 kroner, og i dag kunne den snildt komme op og koste et par tusind kroner. Et rigtigt samlerobjekt.”

Læs hele interviewet her.

Anton Bruusgaard, 21 år, selvstændig konditor og butikschef i Holly Golightly

”For år siden fandt jeg en gammel Yves Saint Laurent Rive Gauche jakke fra 60’erne på eBay. Den er helt græsgrøn og med store pufærmer, en sløjfe i halsen og plisseringer på ryggen – helt overdrevet. Man kan se, at den er blevet vasket, selvom den ikke måtte, så den har også nogle gode misfarvninger i stoffet. Jakken er en størrelse 34 til kvinder, så den er ret lille, men heldigvis er det meningen, at den skal være stor i størrelsen, hvilket betyder, at den sidder helt perfekt på mig.”

Læs hele interviewet her.

Erik Rimmer, 61 år, chefredaktør for Bo Bedre

”Jeg har altid mange skjorter med, når jeg rejser. Da jeg var i Milano i starten af juni, var det møgvarmt, og der passede det lige akkurat med, at jeg havde pakket 12 skjorter til fem dage. En af dagene skiftede jeg tre gange. Det nytter jo ikke noget at komme helt gennemsvedig til en Hermès-middag, vel?”

Læs hele interviewet her.