Hvornår blev du en mand?
”Heldigvis tror jeg aldrig, jeg rigtigt er blevet voksen. Jeg arbejder stadig på at blive en mand. Jeg foretrækker at leve mit liv eller anskue livet, som et barn ville gøre det. Det er ikke at forveksle med at have et barnligt syn på livet. Informationsstrømmen i dag er ulideligt uoverskuelig. Jeg er ikke på Instagram, Facebook, Twitter eller lignende, og jeg har ikke en mail. Jeg observerer mine omgivelser, alt og alle, jeg møder på min vej, sorterer i det og henter min inspiration der, men alle de hurtige SoMe-fix siger mig ingenting.”
Hvilken begivenhed eller person har formet dig til den, du er i dag?
”Den, jeg er i dag, hviler på tre grundpiller. Min far spillede en markant rolle op gennem min opvækst. Han var meget sød, kærlig og nærværende. En ægte gentleman. Han var dygtig til at kommunikere med folk, og det håber og tror jeg, at jeg har arvet noget af. Den anden grundpille var mit voldsomme cykelstyrt som 18-årig, der bandt mig til en hospitalsseng i flere måneder, og som dræbte min drøm om en professionel karriere som cykelrytter. I den periode sporede jeg mit fokus ind på mode, så det er om noget en begivenhed, der formede mig. Og den vigtigste grundpille af dem alle er, at jeg som 21-årig mødte min hustru, Pauline. Ikke nok med at hun generelt har formet mig som menneske, så er hun også den, der har haft den vigtigste påvirkning på brandet Paul Smith i forhold til at sætte høje kvalitetskrav og altid holde dem. Pauline studerede couture-teknikker på Royal College of Art. Hun studerede samtidig med blandt andre kunstnerne David Hockney og Peter Blake, og sammen var de med til at sætte et niveau, en standard, og generelt bare påvirke deres omgivelser i de år. Mig har hun påvirket positivt i alle vores år sammen. Vi plejede at sidde rundt om køkkenbordet, hvor hun lærte mig vigtigheden af at vælge de rigtige knapper og sy knaphullet smukt og ordentligt. Der var mange dygtige designere fra London dengang, men flere af dem vægtede ikke et højt nok kvalitetsniveau, og det gjorde, at fx Barney’s i New York og nogle af de bedste butikker i Japan allerede tidligt tog mit tøj ind. Det var ikke almindeligt dengang.”