Det er for alvor blevet koldt udenfor, og de tynde denimjakker holder ikke længere stand mod blæsten. Men hvis du er denim-glad, er der alligevel godt nyt.

New Yorker-mærket Supreme og Levi’s klæder dig nemlig på til den kølige årstid. Sammen har de lavet en efterårskollektion, der består af to slags jakker og to slags jeans.

Der er tale om den klassiske truckerjakke, som kommer i to nye varianter: en helt lys bleget og en helt mørk. Jakken er lun til efterårssæsonen, da den er fyldt med fleecefor og en fleecekrave. På brystlommen sidder der en badge med citatet: “Life’s a Bitch Then You Die”.

Både på forsiden og bagsiden af den mørke jakke er der tydelige sliddetaljer, og foret i den er helt sort. Foret i den lyse jakke er i modsætning hertil helt hvidt, og den har også blegede detaljer over brystlommerne og samme dramatiske badge.

Levi’s-elskernes favorit, de ikoniske 501 jeans, er også at finde i kollektionen. Ligesom jakken kommer bukserne både i en sort og en helt lys udgave – begge med sliddetaljer ved bukselommerne på forsiden.  

Det er ikke første gang, at de to streetmærker pimper de klassiske Levi's-modeller sammen. I sommer blev det til en blomstret udgave af truckerjakken og 505-modellen fra Levi’s.  

De nye truckerjakker og 501’erne kan købes på Supremes hjemmeside fra d. 6. oktober. De vil kun findes i butikker i New York, London og Paris.  

 

 

LÆS OGSÅ: Lige til tiden: Gucci laver kostbar Timberland-version

LÆS OGSÅ: Vans laver ny kollektion sammen med Disney Pixar

LÆS OGSÅ: 66 North + Euroman-samarbejde: Sådan får du efterårets lækreste jakke