Kongens ikoniske køretøjer

Kongens ikoniske køretøjer

Elvis Presley elskede sin guitar og forgudede sin mor. Men også luksusbiler var hans store lidenskab, og han ejede mere end 200 af dem. Vi slog vejen forbi Elvis Presley Boulevard i Memphis for at se ’kongens’ specialdesignede vintagebiler og motorcykler - fra klassiske Cadillacs, Harley’er og en fræk rød sportsvogn til luksuriøse limousiner og Rolls-Royce.

Offentliggjort

Den første bil

Elvis Presley fejrede sin første pladekontrakt med at købe sin første bil: En hvid og pink Cadillac. Opvokset i et fattigt ’shotgun house’ bestående af to værelser i byen Tupelo i Mississippi så den spirende rock’n roll-stjerne forståeligt nok bilen som et symbol på sin succes. I sin Cadillac cruisede han rundt i sydstaterne fra show til show, indtil der en sommerdag gik ild i det ene hjul efter en koncert i Arkansas. Bilen udbrændte i vejsiden.

Kongens ikoniske køretøjer

1955 Cadillac Fleetwood Sixty Special

Han skiftede hurtigt sin udbrændte Cadillac ud med denne, som egentlig var blå og sort. Men han fik specialdesignet farven ’Elvis Rose’ og malet bilen hvid og lyserød ligesom hans første bil. Og så fik den 20-årige Presley derudover installeret en sjælden luksus i den nye bil: Aircondition. Han gav siden bilen til sin mor, men da hun ikke havde kørekort, måtte hans far Vernon sidde bag rattet. Elvis Presley skiftede jævnligt ud i sin bilpark, men han skilte sig aldrig af med sin mors Cadillac.

Motor: 8 cylinder, 250 hestekræfter, 5,4 L.

Topfart: 168 km/t

Acceleration: fra 0 til 60 miles på 12,7 sekunder

Kongens ikoniske køretøjer

Memphis-mafiaen

Elvis omgav sig altid med venner, ansatte og familie, og hans entourage fik hurtigt øgenavnet Memphis-mafiaen. Presley forlangte, at samtlige hans biler skulle holde uden for hovedøren til Graceland med nøglerne i tændingen døgnet rundt, så køretøjerne var klar, uanset hvornår han fik lyst til at køre en tur i dem. Elvis Presley ville typisk vælge den bil eller motorcykel, han selv ville køre, og så fulgte Memphis-mafiaen ellers trop i de køretøjer, der stod tilbage.

1956 Cadillac Eldorado Biarritz Convertible Coupe

Under en turné i Texas faldt Elvis Presley for en anden Cadillac. Men den var hvid, og han ville hellere have den i lilla, så han kastede vindruer på bilen for at vise autolakereren præcis hvilken farve, han skulle male den i. Elvis Presley brød sig i øvrigt ikke om den arrogante bilforhandler, som solgte ham bilen, så han sørgede for, at kommissionen fra salget i stedet gik til stedets høflige, sorte bilvasker.

Motor: V8 cylinder, 325 hestekræfter, 6 L.

Topfart: 191 km/t

Acceleration: Fra 0 til 60 miles på 10,6 sekunder

Kongens ikoniske køretøjer

1960 MG MGA 1600 Mk

Denne røde sportsvogn kørte Elvis Presley rundt i på Hawaii under optagelserne til sin første blockbuster-film, Blue Hawaii fra 1961. Her spillede han en hjemvendt soldat, der trodser sine forældre og bliver turistguide i stedet for at overtage deres ananas-farm. Efter indspilningerne købte Presley bilen og forærede den senere til sin sekretær.

Motor: 4 cylinder Pushrod ohv 1588 cc

Topfart: 160 km/t

Acceleration: Fra 0 til 60 miles på 14 sekunder

Kongens ikoniske køretøjer

Gavmildhed

Elvis Presley var kendt for sin gavmildhed og forærede biler til sine bodyguards, sin manager, sine forældre og sine venner. Han købte endda også biler til folk, han ikke engang kendte. To år før sin død besøgte han en søndag aften bilforhandleren Madison Cadillac i Memphis, hvor han købte 14 Cadillacs på én gang. Udenfor stod bankassistenten Mennie Person og beundrede Presleys Cadillac. Angiveligt med hovedet helt inde i bilen. Elvis Presley tilbød at købe en bil til kvinden, og hun fortalte siden til avisen The Sumpter Daily Item:

”Han løftede mig op og bar mig tilbage til parkeringspladsen, hvor han var kommet fra, og bad mig om at vælge en.” Mennie Person valgte en Cadillac i guld og hvid til 11.500 dollars.

1975 Lincoln Mark IV

Bilmoden i 1970’ernes USA dikterede ’operavinduer’: Små ovale vinduer i sideruderne ved bagsædet. Og de var selvfølgelig også installeret i den hvide kaleche på denne todørs violette Lincoln luksuscoupe, som Elvis købte i oktober 1974. Det høje kølegitter minder om dem, der var installeret i Rolls-Royce. De hvide lædersæder var forsynet med Elvis Presleys initialer og hans personlige motto, der bestod af et lyn og bogstaverne TBC, hvilket betød: ’Taking Care of Business in a flash.’

Motor: V8, 220 hestekræfter, 7,5 L.

Topfart: 191 km/t

Acceleration: fra 0 til 60 miles på 11,8 sekunder

Kongens ikoniske køretøjer

1969 Mercedes Benz 600 Gross Pullman

I cool stil med bakkenbarter, trendy solbriller og opslået skjortekrave står Elvis Presley oprejst igennem soltaget på sin seksdørs limousine, der holder ved fortovskanten på en palmebeklædt boulevard. Han købte den mere end seks meter lange midnatsblå limousine den 6. april 1970 hos en Mercedes-forhandler i Hollywood. Den tyske bilfabrikant producerede kun godt 430 eksemplarer i perioden fra 1963 til 1981, og denne type limousine har igennem årene været et populært transportmiddel blandt især kongelige og præsidenter.

Motor: V8 cylinder, 300 hestekræfter, 6,3 L.

Topfart: 160 km/t

Kongens ikoniske køretøjer

Trendsetter med hang til bling

Elvis Presley var en ’first mover’ og elskede teknologi, design og bling. Han var den første i Memphis til at købe en mikrobølgeovn, og hans interesse for indretning overførte han ikke blot til Graceland, hvor stuen i 1970’erne var indrettet som en jungle med grønne gulvtæpper, et vandfald og tunge træmøbler med udskårne slanger og krokodiller. Intet var tilfældigt. De fleste af hans biler var speciallavet og i de fineste materialer. Fra instrumentbræt i valnøddetræ til gulvtæpper i lilla fåreskind og lygter og hjulkapsler betrukket med guld. Hans initialer EP var printet på alt fra vinduer og bilsæder til fælge og håndtag, og en del af bilerne var forsynet med forskellige fornødenheder som fjernsyn, køleskab og telefon.

Harley Davidson

Elvis Presley var en ’Harley-fyr’ og blev ofte set køre rundt i Memphis på en af sine Harley Davidson-motorcykler. Når han blev stoppet af politiet, var det ofte fordi, betjentene gerne ville have en autograf af ham. Elvis Presley var omvendt interesseret i at få fingre i deres politiskilte, som han samlede på. Så et møde med ordensmagten udløste sjældent en fartbøde. En af hans favoritter var en trehjulet 1975 Super Trike lavet på særbestilling og - selvfølgelig - skræddersyet til Elvis.

Kongens ikoniske køretøjer

Rolls-Royce Phantom V og Silver Cloud III Rolls-Royce

Hans bilsamling blev tilført britisk klasse med adskillige Rolls-Royce biler. Hans 1960 Rolls-Royce Phantom V luftede han både i Los Angeles, Las Vegas og hjemme i Memphis. Den hvide 1966 Silver Cloud III Rolls-Royce var udstyret med blå lædersæder og panelet ved instrumentbrættet var lavet af valnøddetræ.

Motor: V8, 185 bhp hestekræfter, 6,2 L.

Foto: Getty Images
Foto: Getty Images

Udstillingerne på Graceland

Biler, både, motorcykler og to af hans fly er udstillet i et 18.000 kvadratmeter stort museumsområde, The Entertainment Complex, der åbnede i 2017 på den anden side af vejen fra Elvis Presleys hjem Graceland, hvor han ligger begravet. Udstillingerne viser også et stort udvalg af Elvis Presleys kostumer, smykker og plader. Luksushotellet The Guest House at Graceland er gennemført indrettet i Elvis-stil og har 450 værelser.