‘Søn af alt der gror’: Er Amager vild nok til at spise? Oh yes!
I det nye afsnit af podcasten ‘Søn af alt der gror’ er Thomas og Peter meget tæt på København, men stadig helt ude i skoven. De finder det vilde i Kongelundsskoven på Amager og opdager et løg, der er så lokalt, at det bør blive døbt københavnerløget.
Foto: Jannick Børlum
Det ulmer lige under overfladen. Øjnene er stadig rettet efter de små ændringer, som viser sig når skoven kommer til live i det tidlige forår. Det er jordens spæde skud, når de er allerbedst - og det er de nu!
Vi er på Amager. Men ikke klassikeren Amager Fælled. Vi er taget ind i Kongelundsskoven på en smuk og lun formiddag i det spæde forår. Er Amager vild nok til at spise? Oh yes!
Vi er omringet af løvtræer, solen står højt og fuglene pipper vedholdende. Thomas har sat øjnene efter løg. Men ikke kun ramsløg, som efterhånden er blevet allemandseje. En lidt ukendt løgplante dukker op, og vi tør næsten døbe den københavnerløget, da den er meget lokal i sin udbredelse.
Peter slår et slag for svinekoteletten. Og Thomas og skovens urter bekræfter, at den klassiske udskæring uden problemer kan løftes op i nye højder, når man tilsætter den skarpe og vilde smag af Amager i slutningen af marts.